Der mangler domstolskontrol på socialområdet

I går rettede jeg henvendelse til Institut for menneskerettigheder, herunder Ligebehandlingsrådgivningen i forhold til behandlingen af klager over afgørelser inden for socialområdet.

Kan det virkelig være rigtigt, at blandt andet mennesker med handicap, der klager over en kommunal afgørelse om, at deres hjælp bliver fjernet af uforståelige årsager, er overladt til myndigheder, der sidder i rundkreds og holder i hinanden i hånden med lukkede øjne? Det vil jeg gerne have svar på.

Min henvendelse lyder således:

“Kære Institut for Menneskerettigheder

Jeg henvender mig til jer på vegne af gruppen #enmillionstemmer, der p.t. har ca. 16.000 medlemmer, idet vi vil bede om, at I principielt tager stilling til, om der mangler en uafhængig kontrol- og klageinstans, der kan føre kontrol og behandle klager over afgørelser på socialområdet.

Advokat Mads Pramming ridser de centrale problemer tydeligt op i nedenstående indlæg fra høring om tilkendelse af førtidspensionssager for beskæftigelsesudvalget 31/1-2018:

https://www.youtube.com/watch?v=4rgLkuUbO3I&feature=youtu.be&fbclid=IwAR320M-zP0Xlp6TXcpzRiMUzn7ZvxhZucuPfP3KJRliUpxkiL_70Qa31-eU

Der har tidligere været politisk flertal for en forvaltningsdomstol:

https://www.altinget.dk/artikel/v-forslag-om-forvaltningsdomstol-for-socialt-udsatte-har-medvind-i-folketinget

Andre vesteuropæiske lande – med undtagelse af Norge og England – benytter sig af forvaltningsdomstole.

Klager inden for socialområdet bliver i Danmark vurderet af Ankestyrelsen og kun den, da domstolene, som det fremgår af ovenstående, ikke vil røre forvaltningsafgørelser. Det vil sige, at disse sager bliver kun prøvet i en instans. Da Ankestyrelsen hører under Social- og indenrigsministeriet kan der være tvivl om Ankestyrelsens uafhængighed. Allerede derfor er der grund til at se nærmere på dette, da socialområdet, og dermed også mennesker med handicap, er dårligere stillet rent retssikkerhedsmæssigt end andre områder. Der bør i det mindste også her være mulighed for at får prøvet sagen i to instanser.

Danmark mangler en uafhængig instans, der kan sikre, at kommunerne overholder den eksisterende lovgivning. Socialområdet bør sidestilles med andre områder og dermed have muligheden for domstolskontrol.

Danmark ratificerede i 2009 FN’s Handicapkonvention og påtog sig dermed en forpligtigelse til at indrette sin lovgivning og administrative praksis i overensstemmelse med konventionens krav. Men er det i overensstemmelse hermed ikke at have uafhængigt tilsyn, kontrol og klagemulighed?

På vegne af #enmillionstemmer

Med venlig hilsen

Monica Lylloff”

I dag har jeg modtaget dette svar:

“Kære Monica Lylloff

Tak for din mail.

Institut for Menneskerettigheder har ikke taget stilling til spørgsmålet om forvaltningsdomstole eller ej. Vi modtager løbende forslag til potentielle områder, vi kunne gøre genstand for undersøgelse og henvendelserne indgår, når vi udvælger emner til vores analyser og rapporter. I øjeblikket er vi ikke i færd med at undersøge klagesystemet på det sociale område, men din henvendelse vil indgå i vores overvejelser omkring fremtidige valg af emner. Jeg kan i øvrigt oplyse, at advokat Mads Pramming i onsdags holdt oplæg for Rådet for Menneskerettigheder, der blandt andet har til opgave at foreslå nye aktiviteter til bestyrelsen for instituttet. På mødet i onsdags rejste Mads Pramming, nogle af de samme problemstillinger, som han peger på i videoen, du har linket til nedenfor. Så emnet er på dagsordenen, men vi har altså ikke i øjeblikket planlagt konkrete aktiviteter.”

 

 

 

I dag blev parentesen rundt om ADHD visket ud.

Kristoffer har diagnoserne GUA, angst og så ADHD i en parentes. Parentesen blev sat rundt om ADHD ved udredningen, fordi meget pegede på en ADHD diagnose, men symptomerne kunne også være et udslag af, at han på det tidspunkt var så belastet.

Han har gået på behandlingsskole i næsten 2,5 år nu, og det – sammen med medicin – har været så godt i forhold til hans angst. Til gengæld har det så givet plads til hans egentlige diagnoser. Nu var det blevet tid til at få vished omkring ADHD’en i parentesen. Læs videre “I dag blev parentesen rundt om ADHD visket ud.”

Vi må tage en dag ad gangen.

Hvert år i august/september (efter sommerferien) bilder vi os selv ind, at nu kører det herhjemme. Nu er alt, som det skal være. Nu har vi det godt alle sammen.

Jeg bliver ramt af et optimistisk vrangforestillings-syndrom. Så jeg overvejer nye jobs, at komme tilbage på job og så videre. Hvert år ender jeg med at være glad for, at jeg ikke førte tankerne ud i livet. For vi når at være i vrangforestillingerne i en uge, så bliver vi ramt af den store realitetshammer lige midt i panden.

I år var ingen undtagelse. Læs videre “Vi må tage en dag ad gangen.”

Det kommunale selvstyre har frataget mennesker deres selvbestemmelsesret!

I øjeblikket fokuserer medierne på de såkaldte kvalitetsstandarder, som Københavns Kommune har lavet, så de kan spare en masse penge på mennesker med handicap. At bruge ordet “kvalitet” i denne sammenhæng er at føre folk bag lyset, for normalt bliver dette ord opfattet positivt. Men her er det desværre det stikmodsatte. Læs videre “Det kommunale selvstyre har frataget mennesker deres selvbestemmelsesret!”

Det er sundt at savne, men det kan også blive lidt for sundt.

Jeg får ofte at vide, at det er sundt at savne. At savne er en følelse, der bekræfter, at jeg elsker. Og det giver god mening at få det bekræftet, for i hverdagen, når hjulene drejer med 200 km/t, når de sure sokker ligger og flyder på gulvet, når lyset igen ikke er blevet slukket på badeværelset, kan det være svært lige at mærke efter. Men ligesom man siger, det er sundt at savne, er der også noget, der hedder ”alt med måde”. Denne sommer har desværre været præget af en overdosis af savn. Læs videre “Det er sundt at savne, men det kan også blive lidt for sundt.”

Når et glas vand skal symbolisere overskud, overbelastning og overstimulering

Forleden dag skulle jeg forklare Kristoffer, hvorfor han pludselig havde fået det så svært igen. Hvorfor han pludselig blev så vred over ingenting, hvorfor han hele tiden havde lyst til at slå på noget (som så blev ham selv), hvorfor alt bare var larm, og hvorfor han mest havde lyst til at være alene. Men hvordan skulle jeg lige gøre det uden at lyde som en uforståelig lommepsykolog? Læs videre “Når et glas vand skal symbolisere overskud, overbelastning og overstimulering”

Om autisme, angst og årsager.

Når jeg skal hjælpe mine børn, har jeg brug for at vide hvordan. Jeg har derfor brug for at vide, hvorfor de har det dårligt. Den situation står jeg i lige nu.

Kort fortalt fik vores søn for 2,5 år siden diagnoserne angst, GUA og ADHD. Han havde på det tidspunkt også udviklet massiv skolevægring. For 2 år siden kom han så på behandlingsskole. I løbet af de 2 år har vi svinget mellem opture og nedture, men overordnet er det gået fremad. Læs videre “Om autisme, angst og årsager.”

Når stress og afmagt kommer på besøg.

Mit indlæg i dag handler om følelser. Om en hverdag med pop-up stress og afmagt.

For halvanden uge siden var jeg til revisitationsmøde om Kristoffer. Hvert år skal kommunen jo vurdere, om Kristoffer kan fortsætte på sin behandlingsskole. Det var egentlig et fint møde, og han ”fik lov til” at fortsætte på sin skole et helt år mere. På mødet kunne jeg og skolen fortælle, at det går så fint fremad. Han kommer i skole hver dag, og de sidste to måneder har han faktisk taget alene frem og tilbage. Det er vildt, for jeg har ellers været med ham i skole i 2 år. Læs videre “Når stress og afmagt kommer på besøg.”

Hvor er der en voksen, der kan hjælpe kommunerne med deres selvstyre?

Selv om jeg har læst jura, har jeg aldrig rigtig tænkt over begrebet ”Kommunalt selvstyre”. Forvaltningsret var for mig et fag, der skulle overstås, så jeg kunne komme ud og beskæftige mig med strafferet. Og kommunerne er der jo bare. Sådan havde jeg det, indtil vi selv kom i klemme i selvstyret som en familie med handicappede børn. Læs videre “Hvor er der en voksen, der kan hjælpe kommunerne med deres selvstyre?”

Det sociale område må være det bedst syltede område.

I februar tog jeg fat i Mia Kristina Hansen, som bl.a. er formand for Foreningen for børn med angst, og spurgte, om hun ville være med til at danne en ny Facebook-gruppe. En gruppe, som på tværs af diagnoser og kommuner skulle vise både lokalpolitikere og folketingspolitikere hvor mange pårørende, der i vores lille velfærdssamfund hver dag må kæmpe for at overbevise en myndighedsmedarbejder om, at deres familiemedlem har så meget brug for hjælp, at familien ikke selv kan hjælpe. De har smidt håndklædet i ringen. Mia og jeg stiftede gruppen den 23. februar, og vi er nu  8300 medlemmer, der står sammen #sidevedside. Gruppen hedder ”Bak op om de pårørende til handicap og psykisk sårbarhed”. Læs videre “Det sociale område må være det bedst syltede område.”