Velfærdssamfundet er et bedrag, når det gælder handicapområdet

Den 20. december 2020 var en skelsættende dag, for der opnåede borgerforslaget Handicapområdet skal væk fra kommunerne de nødvendige 50.000 støtter. Jeg tudede, da vi kunne se målstregen. For det har virkelig været et kæmpe arbejde i 4 måneder i alle døgnets vågne timer at argumentere for forslaget. Nu skal forslaget behandles i Folketinget. Men arbejdet er langt fra slut.

Processen er, at det nu omskrives til et beslutningsforslag, og så skal det første-behandles i Folketingetssalen i løbet af foråret. På grund af corona er der endnu ikke sat en dato.

Nu udnyttes tiden frem til første-behandlingen fuldt ud. Jeg og de 4 andre seje bag forslaget (Margit, Nina, Sara & Peter) holder nu møder med alle partier og andre aktører på handicapområdet. For vi er nødt til at få så mange som muligt til at forstå, at et er overskriften, som jo er ret så provokerende, og noget andet er det vi ønsker. Vi skal have nuanceret billedet. Vi skal sætte gang i kreativiteten. Vi skal have frø til at spire.

Kommunerne laver fejl i ca. halvdelen af alle de påklagede afgørelser. Men tal i statistikker er kun en lille top af et kæmpe isbjerg. Jeg hører fra forældre dagligt, der ikke ved, hvad de skal gøre. Hvad skal de gøre, når kommunen ikke engang træffer en afgørelse? Så kan de nemlig ikke klage. Hvad skal de gøre, når de bliver truet med forældrekompetenceundersøgelser? Så tør de ikke sige noget. Hvad skal de gøre, når de ønsker, at deres datter/søn skal på et bestemt bosted, men Ankestyrelsen har af uransagelige grunde givet kommunen medhold i, at deres datter/søn på 18 år, SKAL på et bosted, hvor de frygter for deres datters/søns liv? Det opgøres ingen steder.

Jeg kan garantere jer for, at mange forældre lever i et mareridt. Derfor slår hele mit system knuder, når Ulrik Wilbek, formand for KL’s socialudvalg, negligerer situationen til at handle om størrelser på grus i en indkørsel og mener, at problemerne kan løses med mere borgerinddragelse. Det her handler om menneskers liv. Og hvis kommunerne ville borgerinddragelse, så fik jeg ikke de henvendelser, jeg gør.

Det handler om fagfolk, der ikke får lov at være fagfolk. Det handler om sagsbehandlere, der har fået bundet armene om på ryggen og har fået frataget deres bemyndigelse. Det handler om kommunale ledere, der kun tænker på, om budgettet kan overholdes. Det handler om et sygt system, der gør mennesker syge.

Det kommunale system er kilde til en meget grim fødekæde: barn med adhd eller autisme får ikke den rigtige hjælp i rette tid, barn udvikler ekstra diagnoser, barn får nu behov for yderligere hjælp, barn må nu ind forbi psykiatrien, mor og far går ned med stress, mor og far kan ikke komme på arbejde, mor og far mister arbejde, søster udvikler angst, barn med diagnose er nu så ødelagt, at barn aldrig får en uddannelse eller arbejde, barn er nu voksen og er nu afhængig af offentlig forsørgelse resten af livet.

Velfærdssamfundet er et bedrag, når det handler om handicapområdet.

I 2007 fik kommunerne det fulde myndighedsansvar på handicapområdet: De visiterer, driver tilbud og betaler. Når 98 kommuner så samtidig ikke besidder den rette specialiserede viden, så er det dømt, til at gå galt. Handler det om penge? Ja, det gør det. Men jeg har en tro på, at pengene er der. De bruges bare helt forkert. Problemet er, at ingen har lavet en analyse af, hvad det koster at give den rigtige hjælp første gang. Ingen har lavet en analyse af, hvad det koster kommunerne at mishandle området på den måde, de gør. Hvorfor har man ikke det?

Vi ønsker at få adskilt de tre kasketter, som kommunerne lige nu sidder med på handicapområdet: Visitation, udførelse og betaling. Det uanset om det gælder henvisning til udredning, specialskoletilbud, botilbud, ledsagerhjælp eller hjælpemidler. Særligt visitation og betaling kan ikke gå hånd i hånd, for så vil økonomien altid få førsteprioritet på bekostning af faglighed, behov, ret og lov.

Det skal være menneskets behov for hjælp og faglighed, der kommer først. Det er lovens hensigt, og loven skal overholdes. Dette vil i vores øjne kræve en strukturel ændring, så den specialiserede viden samles over hele landet, uanset om det handler om fysiske, psykiske, synlige eller usynlige handicap. Lad specialisterne vurdere, hvilken hjælp borgeren har behov for. Her vil centralisering give mening.

Kunne man forestille sig, at kommunen skulle give kirurgen på hospitalet lov til at operere en hjertepatient, der kommer akut ind, inden der foretages en operation? Og at det lige skulle på et udvalgsmøde først?

Et af modargumenterne lyder på, at det vil gå ud over nærheden til borgerne. Men helt ærligt, hvor meget nærhed er der nu? Vores sagsbehandler har endnu ikke mødt vores børn, selvom vedkommende sidder 3 km væk. Skal nærhed være en geografisk målestok, eller skal det vigtigste være viden om behov? Hvorfor skulle man ikke kunne have en fast sagsbehandler, fordi der kommer en ny visitationsmyndighed? Tænk om fagpersoner kunne pege på, hvad man som borger har brug for, så der rammes rigtigt første gang? Det vil være win win for alle.

Albert Einstein sagde: Definitionen på sindssyge er at gøre det samme igen og igen og forvente et andet resultat.

Nu har kommunerne gjort det samme igen og igen de sidste 14 år med samme skandaløse resultat.

Nu er tiden inde til forandring.

 

Mennesker med handicap, psykisk sårbare, stofbrugere og hjemløse er underlagt så mange fordomme og tabuer. Det skal vi have gjort op med

Det var tirsdag den 1. december. Klokken var 16.15, og jeg gik med sommerfugle i maven ned ad Vesterbrogade mod Værnedamsvej. Jeg havde en aftale med Nanna Gotfredsen fra Gadejuristen og en af hendes mange gadevenner, Jacob. Han havde sagt ja til at mødes med mig og fortælle sin historie om, hvordan det er at være hjemløs, stofbruger og handicappet.

Jeg gik ydmygt ind ad døren. Jeg trådte ind i et dansk parallelsamfund. Læs videre “Mennesker med handicap, psykisk sårbare, stofbrugere og hjemløse er underlagt så mange fordomme og tabuer. Det skal vi have gjort op med”

“Det handler om mennesker, der bare ønsker at leve et liv som alle andre”

Onsdag den 11. november blev der afholdt en yderst vigtig høring i Folketingets Social- og Indenrigsudvalg, hvor vi var flere oplægsholdere, der skulle bidrage med viden om den manglende retssikkerhed på handicapområdet. Der var nogle virkelig gode oplæg fra bl.a. Sanne Møller fra Embedsværket, Thomas Krog fra Muskelsvindfonden, Anni Sørensen fra LEV og Birgitte Arent Eiriksson fra Justitia. Læs videre ““Det handler om mennesker, der bare ønsker at leve et liv som alle andre””

Alle skal sikres retssikkerhed – uanset hvem man er.

For omkring 2 år siden startede jeg denne blog. Der var jeg i gang med at skrive min bog og havde brug for at lægge følere ud: Hvad oplever andre pårørende med handicap inde på livet, hvad rører sig politisk på området, hvad er godt – hvad er skidt. Det var virkelig lærerigt og blev et vigtigt skridt, vigtigere end jeg dengang havde nogen som helst fornemmelse af.

Den 1. december 2018 kunne jeg stå med min bog “SEJE MOR” i hænderne. Og hurtigt måtte 2. oplag bestilles. Bogen udkom officielt 1. februar 2019. Læs videre “Alle skal sikres retssikkerhed – uanset hvem man er.”

Lidt mere om overgreb og krænkelser

Jeg havde lovet mig selv ikke at blande mig i den nuværende debat om sexisme og overgreb. Det løfte vil jeg til dels holde. Men den nuværende sag om Frank Jensens krænkelser af kvinder har fået mig til tasterne. For Frank Jensens såkaldte undskyldning fik hårene til at rejse sig på mine arme. I Berlingske i fredags udtalte han nemlig dette: “Jeg skriver til jer for at sige, at jeg er forfærdelig ked af, at der har været episoder, hvor kvinder har følt sig krænket af min opførsel”, og “Der er episoder og detaljer, der er oplevet forskelligt. Men det, der står tilbage, er, at nogle kvinder har oplevet, at jeg har overskredet deres grænser”.

Og hvorfor er det så relevant for mig at fremhæve disse citater? Jo, fordi denne retorik er yderst velkendt på handicapområdet. Den bruges jævnligt af KL, når de bliver konfronteret med kommunernes mange ulovlige afgørelser og fejl på handicapområdet. Ved at bruge ordene “følt” og “oplevet”, så tager krænkeren afstand fra sine egne handlinger, og fralægger sig dermed ansvaret.

I forbindelse med debatten om den manglende retssikerhed på handicapområdet, er jeg flere gange stødt på formuleringen, at borgerne oplever, at de ikke får den rigtige hjælp. Så kan det næsten ikke blive mere nedladende, når man sammenholder det med en fejlprocent på ca. 50 i handicapsagerne.

Sidst, jeg stødte på det, var på twitter den 10. oktober, da KL reklamerede for en webinarrække om borgerinddragelse. KL og Danske Handicaporganisationer er gået sammen om et sådan arrangement med titlen “Sæt samarbejde og tillid i centrum på handicapområdet”. Min første tanke var, at nu var der nye toner i luften. Men jeg er nødt til at skuffe. KL og DH stiller blandt andet spørgsmålene: “Kan en styrket borgerinddragelse bane vejen for, at flere mennesker med handicap oplever, de får den hjælp, de har behov for?” Og “Er det muligt at styrke samarbejdet med mennesker med handicap om sagsbehandlingen og den leverede hjælp i en tid med knappe økonomiske ressourcer?”

Arrangementerne bygger dermed allerede på den præmis, at det er borgerens oplevelser og forventninger, der er problemet, samt at problemerne på området skyldes manglende økonomi ude i kommunerne. Ergo er det  – ifølge KL – ikke fordi, kommunerne rent faktisk ikke overholder lovgivningen og ikke giver borgerne den hjælp, de har ret til. Ligesom Frank Jensen undlader at sige “jeg har krænket de kvinder”.

Og hvorfor drager jeg nu den sammenligning, når sagen om Frank Jensen og de andre gramsere handler om krænkelser af kvinder, mens sager om handicap handler om manglende hjælp og manglende retssikkerhed? Fordi det handler om krænkelser og overgreb, det handler om en rådden kultur, det handler om, at man hidtil ikke har taget ofrenes udsagn alvorligt, det handler om magtmisbrug.

Jeg vil lige komme med nogle eksempler. Det er nemlig sådan, at voksne mennesker med handicap, der har brug for hjælp til basale ting som et bad eller toiletbesøg, må finde sig i, at ansatte fra kommunen skal kigge på dem, mens de er i bad eller på toilettet, før kommunen vil bevilge hjælp til dette. Det er nemlig ikke nok, at man fortæller, man har brug for hjælp til det. Forældre trues med forældrekompetenceundersøgelser, mennesker får ud af det blå frataget allerede bevilget hjælp. Mennesker bliver talt til, som om de har nulværdi.

Et udtryk for magt. Vi gør det, fordi vi kan. Jeg gramser, fordi jeg kan.

Ligesom, at krænkelser over for kvinder skal have konsekvenser, så skal myndighedernes krænkelser af borgere med handicap, hjemløse og andre med behov for hjælp, også have konsekvenser. Der skal ryddes op, smides ud og bygges op.

Jeg havde fornøjelsen af at deltage i en podcast hos Karnov News sammen med advokat Mads Pramming om netop en del af dette problem. Den kan du høre her: https://www.k-news.dk/nyheder/podcast-magtens-tredeling-ep.-7.3-naar-myndighederne-har-frit-spil

Der er ingen tvivl om, at jo flere, der står sammen om at stå frem, jo stærkere. Det er det, vi ser i forhold til sexisme nu. I #enmillionstemmer har vi fortalt historier om krænkelser og overgreb på handicapområdet i 1,5 år. Det har rykket noget, men langt fra nok. Det blev desværre bekræftet, da social- og indenrigsministeren udtalte, at kommunerne må lave en plan, da hun blev foreholdt, at kommunerne laver fejl i hveranden handicapsag. Derfor må der råbes højere. Vi er i en selvransagelses-tid, uanset om det hedder sexisme, ældreområdet, racisme og handicapområdet.

I #enmillionstemmer er vi i gang med at indsamle vidnesbyrd fra de mennesker, der bliver eller er blevet udsat for myndighedernes overgreb og krænkelser på handicapområdet. Noget, der i en retsstat ikke burde forekomme. Meningen er, at disse vidnesbyrd skal i medierne og afleveres til relevante politikere på Christiansborg. Ikke flere lukkede øjne og ører. Hvis du har oplevet svigt i dit møde med kommunen, kan du sende det til enmillionstemmer@gmail.com. Det må max. fylde 5 linjer. Det er en svær opgave at korte noget så kompliceret ned, men du må gerne sende flere vidnesbyrd.

Her til sidst vil jeg fortælle, at jeg er nomineret til Karnovs Nytænkerpris for min kamp for retssikkerhed på handicapområdet på baggrund af mit arbejde med bevægelsen #enmillionstemmer, min bog “SEJE MOR”, og borgerforslaget om at flytte handicapområdet fra kommunerne https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-05276.

Se nomineringsvideoen her: https://www.facebook.com/karnovgroup.dk/videos/676902806563198

Vinderen findes på torsdag den 22. oktober!

Ny artikel om mig :-)

Jeg er blevet interviewet af Kristeligt Dagblad i anledning af borgerforslaget “Handicapområdet skal væk fra kommunerne”. Et længere interview om mig, hvorfor jeg har kastet mig ind i den politiske kamp for ændringer, og hvorfor jeg har været med til at stille borgerforslaget.

“Mor til tre børn med handicap bag nyt borgerforslag”

Jeg er virkelig taknemmelig for, at landsdækkende medier begynder at vise interesse for handicapområdet og sætter fokus på de massive problemer, der er. Medierne har – om man vil det eller ej – en kolossal retningsgivende magt.

Jeg håber, artiklen bliver læst af mange, så budskabet kan få vinger!! Artiklen er bag betalingsmur, men kan købes på deres app eller i den nærmeste kiosk.

Her er link, til artiklen: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/mor-til-tre-boern-med-handicap-jeg-har-faaet-et-chok-over-hvordan-kommuner-modarbejder-os-der

I onsdags var jeg i Randers og holdt mit foredrag. Det var en virkelig god aften, hvor rigtig mange var mødt op, og det endte med 1 times spørgsmål og debat efter mit foredrag. Jeg tror på, at ændringerne kommer. Jeg kan mærke, at vindene er begyndt at blæse i vores retning. Så nu gælder det om at blive ved.

Her er linket til borgerforslaget: https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-05276

 

Foredrag onsdag 9. september kl. 19-21 i Randers

onsdag den 9. september starter jeg op på mit foredrag igen. Jeg starter i Randers, hvor jeg skal fortælle om at gå fra et helt almindeligt liv til et liv med indsigt i diagnoser, hjælpemidler og et system, som ikke var, som jeg troede. Og så fortæller jeg selvfølgelig også om min kamp for bedre vilkår i hele landet.

Jeg glæder mig virkelig meget.

Da jeg er blevet flyttet i den store sal, så alle corona-restriktioner kan overholdes, er der nu plads til lidt ekstra tilhørere.

Her kan du læse om arrangementet, som i øvrigt er gratis 🙂

https://www.randersbib.dk/arrangementer/foredrag/ny-dato-seje-mor-et-foredrag-om-livet-med-tre-boern-med-saerlige-behov

Jeg tager naturligvis mine bøger med, som jeg i dagens anledning sælger for 100 kr. pr. stk.

Måske ses vi 🙂

 

 

Handicapområdet skal væk fra kommunerne

Sommerferien er slut. Jeg har så ikke holdt helt fri, for der er gang i den politiske debat om handicapområdet. Der kom desværre ikke nogen medier og dækkede vores demonstration den 27. juni. Det blev en historie i sig selv på det sociale medier. Hvorfor dukker medierne ikke op til en demonstration om den manglende retssikkerhed på handicapområdet? Er det et udtryk for den samme nedprioritering, som skal findes politisk og i forvaltningerne? Det er jeg overbevist om. Der er hverken salg eller stemmer i handicap…endnu. Læs videre “Handicapområdet skal væk fra kommunerne”