Det sociale område må være det bedst syltede område.

I februar tog jeg fat i Mia Kristina Hansen, som bl.a. er formand for Foreningen for børn med angst, og spurgte, om hun ville være med til at danne en ny Facebook-gruppe. En gruppe, som på tværs af diagnoser og kommuner skulle vise både lokalpolitikere og folketingspolitikere hvor mange pårørende, der i vores lille velfærdssamfund hver dag må kæmpe for at overbevise en myndighedsmedarbejder om, at deres familiemedlem har så meget brug for hjælp, at familien ikke selv kan hjælpe. De har smidt håndklædet i ringen. Mia og jeg stiftede gruppen den 23. februar, og vi er nu  8300 medlemmer, der står sammen #sidevedside. Gruppen hedder ”Bak op om de pårørende til handicap og psykisk sårbarhed”.

Min mand og jeg har selv været pårørende de sidste 11 år. Vi er forældre til 3 børn med flere forskellige diagnoser, så jeg har jo oplevet, at de udfordringer, pårørende støder ind i, er de samme uanset, om diagnosen hedder cerebral parese eller autisme. Det er svært at få hjælp. Vi får den rigtige hjælp..nu. Det giver noget overskud, og noget af det overskud bruger jeg nu på at hjælpe andre, så godt jeg kan.

En af de ting ved systemet, som alle årene har bekymret mig, er den vilkårlighed der findes på socialområdet. Det er vilkårligt, hvem der får hjælp og hvilken hjælp, de får. Der er store forskelle fra kommune til kommune, fra sagsbehandler til sagsbehandler, fra leder til leder og fra familie til familie. For den familie, der har flest ressourcer fra starten, er bedre stillet i ansøgningskampen. For det kræver et indgående kendskab til lovbestemmelser, vejledninger og principafgørelser. Og så er det heller ikke ligegyldigt, hvordan ansøgningen formuleres. Man skal være sin egen vejleder, rådgiver og jurist på trods af, at kommunen har en vejledningsforpligtelse. Og det er virkelig bekymrende, at man som pårørende ikke kan forudse eller gennemskue sine rettigheder.

Hvad er så årsagen til denne vilkårlighed? Ja her kan jeg kun komme med teorier. For det kan skyldes mange ting: økonomi, viden, personlig holdning mv. Men hvorfor er der så mulighed for denne vilkårlighed? Jo det skyldes, at den eksisterende lovgivning giver mulighed for et konkret og individuelt forvaltningsretligt skøn. Det har jo så bestemt sine ulemper, når reglerne kan fortolkes så vilkårligt. Jeg kan komme med nogle eksempler:

I nogle sager bliver en ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste afvist med den begrundelse, at ADHD ikke er en varig funktionsnedsættelse. Jeg har tidligere skrevet et indlæg om lige præcis den fortolkning “Flere kommuner sætter ADHD uden for døren”

I nogle kommuner bliver et ståstativ vurderet som et hjælpemiddel og i andre som et behandlingsredskab. Her handler det helt klart om økonomi og hvilken kasse, der skal betale. Det har jeg også tidligere skrevet om i dette indlæg: “Ståstativ til barn uden selvstændig stå- og gåfunktion”

Men De individuelle og konkrete skøn har bestemt også sine fordele, fordi der så er mulighed for at vurdere hvilken hjælp, der er bedst ud fra det enkelte menneskes behov. Men denne manglende retssikkerhed på området kommer mange mennesker til skade hver dag. For grænserne for skønnet bliver afprøvet dagligt i hele landet, hvilket har store økonomiske og menneskelige omkostninger. Hele familier bliver slidt op. Dette kan bl.a. læses ud fra de høje omgørelsesprocenter i Ankestyrelsen på både børne- og voksenhandicapområdet. Min personlige mening er, at der er brug for flere forskellige ændringer: En adskillelse af økonomi og sagsbehandling, så den enkelte kommunes økonomi ikke dikterer kommunens praksis, samt en præcisering af den eksisterende lovgivning for at forhindre den anarki, der hersker lige nu på området.

Mandag den 29. april 2019 var Mia og jeg inviteret ind til møde hos Børne- og socialminister Mai Mercado til at fortælle om de nationale problemer på socialområdet. Det var et rigtig godt møde. Vi følte, at vi blev hørt.

I går, den 2. maj 2019, så jeg pludselig en overskrift i Altinget ”Ny ekspertgruppe skal styrke retssikkerheden på socialområdet”. Min første tanke var “HURRAAA, der bliver lyttet”. For retssikkerheden er forsvundet på socialområdet. Jeg klikkede mig ind på artiklen og læste: ” som en del af aftalen om satspuljen…”, allerede her røg noget af mit hurra. For ordet ”satspulje” skærer i mine ører. En stor lappeløsning. Nå, men jeg kunne ikke læse ret meget mere, for artiklen var kun mulig at læse for abonnenter.

Senere på dagen kom Socialministeriet så med en mere præcis udmelding om tiltaget. Jeg havde ventet i spænding. ”En ny retssikkerhedsgruppe skal se nærmere på udvalgte områder af kommunernes praksis. Målet er at styrke borgernes retssikkerhed på det sociale område”. Så langt så godt. Men glæden varede kort. Denne nye uafhængige ekspertgruppe skal have forankring i Ankestyrelsen og skal undersøge nogle af de forhold, som betyder mest for borgernes retssikkerhed. Emnerne skal besluttes af et rådgivende organ bestående af organisationer på det sociale område, som har et godt overblik over borgernes udfordringer i mødet med det offentlige. Det forventes, at organet og gruppen er på plads i efteråret 2019, og de forskellige analyser og afrapporteringer samles i 2022 i en afsluttende rapport om retssikkerheden på det sociale område.

Jeg bliver sjældent rigtig hidsig. Men det gjorde jeg i går. Selvfølgelig er det godt, at der bliver kigget på netop den manglende retssikkerhed. Men denne ekspertgruppe skal altså bruge 3 år. Der skal nedsættes et organ OG en gruppe. Det fremgår ikke, hvem disse eksperter er. Mon vi pårørende får en stol? Hvad koster det i lønninger? Ja, der skal kigges grundigt. Men det kunne gøres på 1 år, hvis man ville. I går sagde en politiker til mig ”der findes ikke et quickfix på dette område”. Men spørger man mig, så vil jeg påstå, at det handler om prioriteringer og vilje. For hvis de rigtige vil have noget igennem hurtigt, så kommer det igennem hurtigt. Den nye seniorførtidspension er et godt eksempel.

Spørger man mig, så er de mere end tiltrængte ændringer på det sociale område blevet lagt i endnu en syltekrukke. For timingen er god. Nu har man ”gjort noget”, ”der bliver kigget på det”. Og det svar vil så blive brugt hele næste regeringsperiode som undskyldning for ikke at gøre noget konkret. For nu er man nødt til at vente på ekspertgruppens analyser. Men der er jo ingen garanti for, at de analyser vil føre til noget.

Jeg kan ikke bare nikke og sige tak og vente. Havde de fået 1 år, havde jeg sagt tak. Men ikke 3,5 år. Det er en joke, og jeg griner ikke.

 

 

Hvornår bliver handicapområdet et valgtema?

Hvorfor er handicapområdet sjældent eller aldrig et valgtema? Det er langt fra et nyt spørgsmål. I juni 2015 udgav Danske Handicaporganisationer en artikel med overskriften ” En valgkamp uden handicap råber på synlighed efter valget”. Hvis der ikke bliver gjort noget for at ændre på det, inden valgkampen igen skydes i gang, kan Danske Handicaporganisationer roligt genoptrykke artiklen, bare med en ny dato. For så vil historien gentage sig selv. At borgere med handicap, psykisk sårbarhed eller i øvrigt særlige behov og deres pårørende ikke bliver opprioriteret på listen over valgtemaer. Men hvorfor er det sådan? Læs videre “Hvornår bliver handicapområdet et valgtema?”

Vores liv på TV og som podcast

Den sidste uge har virkelig været spændende. Min bog og historien om vores liv ser endelig ud til at kunne hjælpe og gøre en forskel.

TV2 Lorry har skrevet en virkelig god artikel og lavet en så fin reportage om vores liv og den nye gruppe, jeg er medstifter af, som hedder “Bak op om de pårørende til handicap og psykisk sårbarhed” . Gruppen har i dag rundet 5500 medlemmer. Vi oplever stor opbakning fra  pressen, politikere, foreninger og interesseorganisationer. Og det motiverer os til at fortsætte kampen for ændringer på handicapområdet.

Lorry har også lavet en podcast om mig, der hedder “jeg vil jo ikke have andre børn”, som er en del af deres serie, der hedder “Fra min vinkel”. Det er vigtigt, at historierne kommer ud. Hvad det vil sige at blive pårørende.

Artikel, podcast og TV-reportage kan findes i dette link: https://www.tv2lorry.dk/artikel/mistillid-til-systemet-ny-graesrodsbevaegelse-stormer-frem

I går kom Danmarks Radio også på banen med et indslag i både P1 og P4.

 

Hvor er høfligheden blevet af i vores samfund?

Jeg er utålmodig. Når noget skal gøres, skal det være nu. Effektivt og hurtigt. Det har sine fordele men også ulemper. Børnene synes for eksempel, det er en stor ulempe, når det er mig, der skal stege pølserne. For de bliver serveret med vrangen udad og er derfor ret svære at få presset ned i det franske hotdog-brød.

Jeg har også svært ved at gå langsomt. Jeg skal fremad. Men det kan også sende nogle uheldige signaler, som dengang vi lige var flyttet fra København til Thisted. Jeg kom gående ned ad Thisted gågade med min sædvanlige københavner-fart, men blev mødt med “kan du lige sætte farten ned”-blikke. Der lærte jeg at sætte farten lidt ned. Og jeg lærte at give mig tid til at møde andre mennesker og lytte.

Nå, men det jeg vil sige med mine utålmodigheds-eksempler er, at når det hele går så stærkt, så glemmer vi. Vi glemmer at bruge tid på hinanden. Vi glemmer at kommunikere med hinanden, og vi glemmer helt almindelig god gammeldags høflighed. Og det er ved at gennemsyre hele vores samfund. Læs videre “Hvor er høfligheden blevet af i vores samfund?”

En lille update herfra om medicin, rigtige valg, foredrag og facebook

Nu er det vist tid til en lille opdatering om, hvordan det går hjemme hos os.

Jeg kan starte med Kristoffer. Han startede jo op på Abilify som supplerende medicin til sertralinen. De første 3 dage havde han meget ondt i hovedet, ondt i maven og kvalme. Han var derfor ikke ligefrem positivt indstillet over for at skulle fortsætte. Men fordi vi fra andre forældre havde hørt, at de bivirkninger var normale og typisk forsvandt efter 1 uge, fik vi ham overtalt til at fortsætte. Og hvor var det godt. For allerede efter 5 dage forsvandt bivirkningerne og medicinen begyndte at have den ønskede effekt. Pludselig kunne han tage på tur med klassen uden at flygte grædende. Læs videre “En lille update herfra om medicin, rigtige valg, foredrag og facebook”

Opstart på ny medicin

I går startede Kristoffer op på den nye supplerende medicin.

Vi forklarede ham, at den nye medicin skal få den nuværende medicin til at virke bedre. Det gav mening!

Han fik 2,5 mg abilify og de 100 mg sertralin i går morges. Nogle få timer efter var han frustreret “den virker ikke”!! Det er også svært at forstå, at der kan gå nogle dage, før den viser sin effekt.

Kl 23.30 i går aftes blev han pludselig dårlig i maven. Jeg tænkte straks, at det muligvis var bivirkning. Her til morgen havde han det godt igen.

Men efter at have fået sin medicin her til morgen, fik han ondt i maven igen og ondt i hovedet. Vi er nok nødt til at se det an nogle dage, før vi kan sige, om det er bivirkning eller baktusse.

BAK OP OM DE PÅRØRENDE TIL HANDICAP OG PSYKISK SÅRBARHED

I går gik en ny gruppe i luften her på Facebook, den hedder “BAK OP OM DE PÅRØRENDE TIL HANDICAP OG PSYKISK SÅRBARHED”.
Det er mig og Mia Kristina Hansen, formand for Foreningen børn med angst, der har oprettet gruppen.

Formålet med gruppen er et ønske om, at politikerne i Folketinget skal sikre lige adgang til hjælp i kommunerne.

I kommunerne landet over sidder der pårørende til mennesker med handicap og psykisk sårbarhed, som er afhængige af at få hjælp fra kommunen for at kunne overleve som familie.

Der findes mange Facebook-grupper, men de er enten opdelt i diagnoser, kommuner eller foreninger. Det betyder, at omfanget af pårørende, menneskerne, der er fanget i disse problemer bliver usynligt. Gruppen skal gøre det synligt for politikerne, hvor mange det er, der kæmper hver dag.

Der skal være folketingsvalg senest 17. juni 2019, så det er NU, vi skal stå sammen, og vi skal danne et stort larmende kor, der kan vise, hvor stort problemet er, så det ikke ”bare” er enkeltsager.

Vi skal i fællesskab gøre politikerne opmærksomme på den ulige adgang til hjælp, som vi oplever.

Du kan bakke op ved at melde dig ind i gruppen og dele den videre. Har du forslag til forbedringer, der kan være til gavn for alle, så del det meget gerne i gruppen.

Gruppen har i skrivende stund været i luften i lidt mere end 24 timer og har allerede 1236 medlemmer.

https://www.facebook.com/groups/bakopomdepaarorende/?epa=SEARCH_BOX

I dag fik jeg brev fra Børne- og Socialminister Mai Mercado

Jeg har haft skrevet til Børne- og Socialminister Mai Mercado, da den nuværende situation for familier med børn med handicap eller særlige behov efter min opfattelse er problematisk over hele landet. I dag fik jeg svar. Jeg har indsat mine to breve til Mai Mercado først, så hendes svar kommer nederst i indlægget. Læs videre “I dag fik jeg brev fra Børne- og Socialminister Mai Mercado”

GUA, PDA, angst og mere medicin!

I dag havde vi nyt medicinmøde med Kristoffers psykiater. Sidste møde var en hård omgang, hvor psykiateren bad os overveje supplerende medicin til Kristoffer, da hans udvikling ligesom var stoppet og ovenikøbet gået tilbage.  Du kan læse om det her: “Et af de der mavepustermøder”.

Det er en måned siden, og vi har brugt tiden indtil i dag på at smage og gnaske på ideen om at give vores søn mere medicin, end han får nu. Det kan være, jeg lige skal beskrive, hvor vi er lige nu: Læs videre “GUA, PDA, angst og mere medicin!”

Velfærdsstaten Danmark har brug for et grundigt serviceeftersyn.

Der har godt nok været fart på i det lille hjem her på det sidste. Altså en anden slags fart, end der plejer, for opmærksomheden omkring min bog SEJE MOR har været overvældende stor.

Interview med Frederiksborg Amts Avis, der endte ud i to flotte artikler. Den ene om min bog:  https://sn.dk/Fredensborg/Mor-til-tre-skriver-bog-om-tabuerne-og-den-store-livsglaede/artikel/808998?fbclid=IwAR1mnsI6G5CvTxBFBgT3OBRjCngiPBouIdqZbNnaMBLEKkQ4g8uspCQk_CU

Og den anden om et af mine budskaber med bogen: https://sn.dk/Fredensborg/Sej-mor-med-opraab-Taenk-handicaphjaelp-som-et-livslangt-samarbejde/artikel/808996?fbclid=IwAR11HUuE8W8G6k_RGViBPt-hLahd5vpcSNw_3AJ5D42MaGm5LzYp3FktoOk

Det førte så til et langt interview med Politiken, der endte ud i endnu en super artikel, som desværre er bag betalingsmur: https://politiken.dk/indland/art7013460/%C2%BBDet-kr%C3%A6ver-enorme-kr%C3%A6fter-at-st%C3%A5-p%C3%A5-sin-ret%C2%AB

Et af hovedbudskaberne med min bog er netop at gøre opmærksom på, hvad det kræver pludselig at blive pårørende. Der er hele det følelsesmæssige, og så er der alt det praktiske i forhold til at søge om den nødvendige hjælp. Men når det desværre er et kæmpe arbejde i sig selv at søge om den nødvendige hjælp, så bliver grænsen mellem det følelsesmæssige og det praktiske flydende.

Da jeg skrev bogen, havde jeg en fornemmelse af, hvad bogen kunne bruges til. Og min fornemmelse har været rigtig. For ud over at inspirere andre forældre til at finde glæden i livet, kan bogen bruges som springbræt for handicappolitiske diskussioner. Og jeg elsker at diskutere politik. Jeg elsker endnu mere, når der kommer noget ud af diskussionerne.

Da vi blev kastet ind i verden som system-afhængige, blev jeg rådet til at blive en rejekælling. For det var vejen frem til at få hjælp. Men jeg har aldrig lært at blive en rejekælling. Og faktisk tror jeg, at man kommer længere med diplomati og gode argumenter. Og det er jeg så i gang med. Min mission: At gøre opmærksom på den manglende retssikkerhed på handicapområdet.

Der er store forskelle fra kommune til kommune, og der bliver truffet mange forkerte afgørelser. Ankestyrelsens omgørelsesprocent taler for sig selv: For børnehandicap var omgørelsesprocenten steget fra 46 % i 2016 til 52 % i 2017. PÅ socialområdet generelt var omgørelsesprocenten steget fra 37 % i 2016 til 38 % i 2017. Hvad er årsagen til disse høje tal? Er det manglende viden og ekspertise i kommunerne? Eller er det en måde at spare penge på? Set med mine øjne er det et spørgsmål om pest eller kolera. Set med mine øjne vil første skridt være at fjerne handicapområdet fra kommunernes budgetter. Både voksne og børn. Når en borger så søger om et ståstativ, skal sagsbehandler kun vurdere objektivt og fagligt, om borgeren lever op til betingelserne for at få dette hjælpemiddel, og ikke om det antal, der var råd til det år, allerede er bevilget. Det vil fjerne kommunernes tilbageholdenhed med at visitere til nabokommunens dyre specialskoletilbud, og mon ikke det vil gavne lysten til vidensdeling mellem kommunerne? Sagsbehandlingen kan stadig foregå tæt på borgeren.

Jeg er i gang med at smede en masse jern: Jeg har skrevet til Mai Mercado – 2 gange, Mette Frederiksen, Jacob Mark og Socialudvalget. Intet svar. Om det skyldes tidspres eller arrogance…tja. Nu har jeg grebet fat i Danske Handicaporganisationer som den overordnede organisation i håbet om, at de vil indkalde til et møde med os, med ansigterne og historierne, for at gøre det synligt, hvor stort problemet er.  For mængden af ansigter og historier drukner lige nu i diagnose og kommune opdelte foreninger og facebookgrupper.

En velfærdsstat er en stat, der varetager en række funktioner, der har som intention at fremme velfærden for landets borgere. Målsætningen er lige adgang til en række offentlige tilbud, f.eks. på uddannelsesområdet samt et retskrav på kompensation for indtægtstab, f.eks ved arbejdsløshed eller sygdom. Dette er definitionen i Wikipedia.

Min opfattelse af en velfærdsstat er en stat, der tager sig af de svageste i samfundet og sikrer lige adgang til hjælp.

Jeg har lavet en lille matematikopgave med opdigtede navne, men med en realistisk situation, som i nogle kommuner ender med det ene udfald og i andre kommuner med det andet udfald. Det er et problem. Et nationalt problem.

Worst case scenario:  Martin går på byens store folkeskole. Han har svært ved at sidde stille i timerne, er udadreagerende og deltager ikke i timerne. Hans forældre har begge et almindeligt 37 timers arbejde. Martin har to søskende. Situationen bliver værre og værre, og Martins forældre bliver kontant indkaldt til møder om Martins dårlige opførsel og trivsel. Martins forældre bliver stressede, for de kan ikke passe deres arbejde, da de ikke kan få Martin i skole. Eller de bliver ringet hjem. De ved ikke, hvordan de skal hjælpe Martin. En dag bliver Martins mor fyret fra sit arbejde. Skolen har nu endelig gjort PPR opmærksom på, at der er et problem. Men PPR vil ikke henvise til udredning, for Martin virker ikke som om, han har en diagnose. Martins forældre er nu overbeviste om, at Martin har en diagnose, men fordi Martins mor er blevet fyret, har de ikke råd til selv at betale for en udredning. En dag bliver Martin bortvist fra skolen, da han har truet en klassekammerat med en kniv. Martins forældre er slidt fuldstændigt ned og bliver skilt. Martins mor har fået en depression og er nu sygemeldt. Martin får aldrig taget sin 9. klasses eksamen. Han starter op på sin nye karriere: Kriminalitet og selvmedicinering i form af hash. Ingen har reageret og hjulpet Martin og hans familie. Og hvad sker der med Martins to søskende? Set med økonomiske øjne har kommunen sparet nogle penge i de år, hvor de ikke bevilgede nødvendig hjælp til familien eller visiterede Martin til egnet skole. Men på lang sigt ender denne historie med et kæmpe minus for kommunen og senere for Staten.

Sådan skal det være: Skolen reagerer tidligt og tager fat i PPR. Der sidder en ekspert med viden om angst, skolevægring, ADHD og autisme. PPR medarbejderen tager straks fat i Martins forældre og igangsætter en undersøgelse. Mens undersøgelsen foregår tilknyttes en ekstra person på Martin, og forældrene har tilknyttet rådgivning ved PPR.  PPRs undersøgelse ender ud med en udredning, der igen ender ud med flere diagnoser. Da kommunen tænker på den bedst mulige hjælp til Martin og hans forældre, bliver Martin nu henvist til bedst egnede behandlingsskole. Martins forældre får tilkendt tabt arbejdsfortjeneste for at kunne overleve som familie og mister dermed ikke deres arbejde. De kan derfor også pleje deres ægteskab og stå sammen om at hjælpe Martin. Martin får en flot 9. klasses eksamen, bliver optaget på en håndværkeruddannelse og ender med sit eget firma. Nu kan Martin betale skat og dermed betale nogle af de penge tilbage, som det kostede at visitere ham til behandlingsskolen. Begge Martins forældre kan gå tilbage til deres 37 timers arbejde og betale fuld skat igen og betale deres tabte arbejdsfortjeneste tilbage.

Hvilket regnestykke kan politikerne bedste lide?? Politikerne må gøre op med sig selv, om Danmark stadig skal være en velfærdsstat.