Når et glas vand skal symbolisere overskud, overbelastning og overstimulering

Forleden dag skulle jeg forklare Kristoffer, hvorfor han pludselig havde fået det så svært igen. Hvorfor han pludselig blev så vred over ingenting, hvorfor han hele tiden havde lyst til at slå på noget (som så blev ham selv), hvorfor alt bare var larm, og hvorfor han mest havde lyst til at være alene. Men hvordan skulle jeg lige gøre det uden at lyde som en uforståelig lommepsykolog?

Jeg tænkte, det er altid godt at være visuel. Så min forklaring til ham blev følgende:

”Tænk på et glas, som du plejer at drikke af. Hver gang du er sammen med dine venner eller andre mennesker, kommer der vand i dit glas. Når du så er sammen med venner hver dag, kommer der vand i glasset hver dag, og så bliver det altså fyldt meget hurtigt op. Når du samtidig bekymrer dig om sommerferie og ny klasse efter ferien, går det endnu hurtigere. For nogen mennesker går der lang tid, før vandet når op til kanten. Men for dig, går det hurtigt. En dag flyder det ud over kanten, og så sprøjter det op i luften med fuld fart. Det bliver til den vrede, du mærker nu. Hvis der skal blive plads i glasset igen, må man holde en pause med at hælde vand i. Så vil mængden af vand lige så stille falde igen. Giver det mening?”

Kristoffers svar var, at det gav rigtig god mening, men om det kunne være Capri-Sonne, der blev fyldt i glasset i stedet for vand?

Derefter havde han lige to dage mere hjemme, så vandstanden i glasset kunne falde.

I går var jeg nødt til at få svar på, om den nye medicin kunne havde noget at sige i forhold til hans kraftige optur og nedtur. Så jeg spurgte hans psykiater, om medicinen kunne have “lammet” hans udfordringer, så han ikke har kunnet mærke, hvornår han havde fået nok? Han har i to måneder været overdrevet vild for at være sammen med jævnaldrende. Er det så blevet ophobet? Så nu hvor medicinens fulde effekt er klinget af, kommer reaktionen. Jeg sammenlignede med når adhd-medicinens effekt klinger af om eftermiddagen. Det mente hun ikke, at det var, og hun spurgte, om der kunne være andet, der fyldte hos ham. Og det er der jo.

Så kunne jeg gå tilbage på den sti, jeg allerede var på. Det var egentlig rart. Skolen handler heldigvis hurtigt, så vi er indkaldt til møde med psykiater, psykolog og lærere næste onsdag for at tale om den nuværende situation. Det er virkelig rart at nå et møde, inden alle går på sommerferie.

I går talte jeg med Kristoffers lærer om, hvad vi gør indtil sommerferien. Hendes indstilling var, at alt pres skal tages af. Ingen krav eller forventninger om deltagelse i timer, aktiviteter, samtaler mv. Jeg foreslog hende at sende det til Kristoffer på sms. Det gjorde hun så med et spørgsmål om, hvad han sagde til det? Da han er en dreng af få ord, blev hans svar ”OK”. Hans lærer var lige nødt til at få afklaret, om det betød, han så ville komme i skole i dag? Det svarede han ja til. Og sådan blev det.

I dag tog han i skole kl. 8-12. Han havde købt pizza til frokost for sine grønne prikker (de kører med belønningssystem) og havde ellers bare fået lov til at sidde ved sin computer. Men han kom afsted, og han kom hjem i godt humør. Kæmpe sejr!! Jeg havde købt nogle livretter ind til ham, havde ordnet hans akvarier for ham, og så skal vi have pandekager til aftensmaden.

Men tænk, hvis jeg ikke havde haft muligheden for at give ham de pauser, han har brug for? Det kan jeg takket være bevillingen om tabt arbejdsfortjeneste. Og tænk, hvis han ikke havde gået på den helt rigtige skole for ham med de nødvendige ressourcer? Det er altafgørende. For så kan mit glas have plads til at rumme min søns følelser.

 

Om autisme, angst og årsager.

Når jeg skal hjælpe mine børn, har jeg brug for at vide hvordan. Jeg har derfor brug for at vide, hvorfor de har det dårligt. Den situation står jeg i lige nu.

Kort fortalt fik vores søn for 2,5 år siden diagnoserne angst, GUA og ADHD. Han havde på det tidspunkt også udviklet massiv skolevægring. For 2 år siden kom han så på behandlingsskole. I løbet af de 2 år har vi svinget mellem opture og nedture, men overordnet er det gået fremad. Læs videre “Om autisme, angst og årsager.”

Når stress og afmagt kommer på besøg.

Mit indlæg i dag handler om følelser. Om en hverdag med pop-up stress og afmagt.

For halvanden uge siden var jeg til revisitationsmøde om Kristoffer. Hvert år skal kommunen jo vurdere, om Kristoffer kan fortsætte på sin behandlingsskole. Det var egentlig et fint møde, og han ”fik lov til” at fortsætte på sin skole et helt år mere. På mødet kunne jeg og skolen fortælle, at det går så fint fremad. Han kommer i skole hver dag, og de sidste to måneder har han faktisk taget alene frem og tilbage. Det er vildt, for jeg har ellers været med ham i skole i 2 år. Læs videre “Når stress og afmagt kommer på besøg.”

Hvornår bliver handicapområdet et valgtema?

Hvorfor er handicapområdet sjældent eller aldrig et valgtema? Det er langt fra et nyt spørgsmål. I juni 2015 udgav Danske Handicaporganisationer en artikel med overskriften ” En valgkamp uden handicap råber på synlighed efter valget”. Hvis der ikke bliver gjort noget for at ændre på det, inden valgkampen igen skydes i gang, kan Danske Handicaporganisationer roligt genoptrykke artiklen, bare med en ny dato. For så vil historien gentage sig selv. At borgere med handicap, psykisk sårbarhed eller i øvrigt særlige behov og deres pårørende ikke bliver opprioriteret på listen over valgtemaer. Men hvorfor er det sådan? Læs videre “Hvornår bliver handicapområdet et valgtema?”

Opstart på ny medicin

I går startede Kristoffer op på den nye supplerende medicin.

Vi forklarede ham, at den nye medicin skal få den nuværende medicin til at virke bedre. Det gav mening!

Han fik 2,5 mg abilify og de 100 mg sertralin i går morges. Nogle få timer efter var han frustreret “den virker ikke”!! Det er også svært at forstå, at der kan gå nogle dage, før den viser sin effekt.

Kl 23.30 i går aftes blev han pludselig dårlig i maven. Jeg tænkte straks, at det muligvis var bivirkning. Her til morgen havde han det godt igen.

Men efter at have fået sin medicin her til morgen, fik han ondt i maven igen og ondt i hovedet. Vi er nok nødt til at se det an nogle dage, før vi kan sige, om det er bivirkning eller baktusse.

BAK OP OM DE PÅRØRENDE TIL HANDICAP OG PSYKISK SÅRBARHED

I går gik en ny gruppe i luften her på Facebook, den hedder “BAK OP OM DE PÅRØRENDE TIL HANDICAP OG PSYKISK SÅRBARHED”.
Det er mig og Mia Kristina Hansen, formand for Foreningen børn med angst, der har oprettet gruppen.

Formålet med gruppen er et ønske om, at politikerne i Folketinget skal sikre lige adgang til hjælp i kommunerne.

I kommunerne landet over sidder der pårørende til mennesker med handicap og psykisk sårbarhed, som er afhængige af at få hjælp fra kommunen for at kunne overleve som familie.

Der findes mange Facebook-grupper, men de er enten opdelt i diagnoser, kommuner eller foreninger. Det betyder, at omfanget af pårørende, menneskerne, der er fanget i disse problemer bliver usynligt. Gruppen skal gøre det synligt for politikerne, hvor mange det er, der kæmper hver dag.

Der skal være folketingsvalg senest 17. juni 2019, så det er NU, vi skal stå sammen, og vi skal danne et stort larmende kor, der kan vise, hvor stort problemet er, så det ikke ”bare” er enkeltsager.

Vi skal i fællesskab gøre politikerne opmærksomme på den ulige adgang til hjælp, som vi oplever.

Du kan bakke op ved at melde dig ind i gruppen og dele den videre. Har du forslag til forbedringer, der kan være til gavn for alle, så del det meget gerne i gruppen.

Gruppen har i skrivende stund været i luften i lidt mere end 24 timer og har allerede 1236 medlemmer.

https://www.facebook.com/groups/bakopomdepaarorende/?epa=SEARCH_BOX

GUA, PDA, angst og mere medicin!

I dag havde vi nyt medicinmøde med Kristoffers psykiater. Sidste møde var en hård omgang, hvor psykiateren bad os overveje supplerende medicin til Kristoffer, da hans udvikling ligesom var stoppet og ovenikøbet gået tilbage.  Du kan læse om det her: “Et af de der mavepustermøder”.

Det er en måned siden, og vi har brugt tiden indtil i dag på at smage og gnaske på ideen om at give vores søn mere medicin, end han får nu. Det kan være, jeg lige skal beskrive, hvor vi er lige nu: Læs videre “GUA, PDA, angst og mere medicin!”