Er retssikkerhed bare noget, vi siger?

“Retssikkerhed” er et af de begreber, der ofte nævnes i debatten om situationen for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed og pårørende. Nærmere præcist manglende retssikkerhed. 

At sikre retssikkerhed betyder ikke, at vi borgere altid skal have ret.

Retssikkerhed betyder, at vi som borgere må have en berettiget forventning om og kunne stole på, at myndighederne overholder gældende lov og principper. Retssikkerhed er kort og godt det, der skal beskytte hver enkelt borger mod vilkårlige og uforudsigelige overgreb og indgreb fra de offentlige myndigheder.

Det skal være muligt for hver enkelt borger at kende og forudse sine rettigheder og forpligtelser, og myndighedernes afgørelser skal træffes på baggrund af loven og være i overensstemmelse med både lovgivning og grundlæggende retsprincipper. 

Retssikkerhed i sagsbehandlingen sikres bl.a. ved regler om partshøring, aktindsigt, klagevejledning og begrundelsespligt.

Desværre glimrer retssikkerhed ved sit fravær, når det gælder handicapområdet. I stedet for forudsigelighed hersker vilkårlighed, i stedet for sikkerhed hersker usikkerhed og frygt og i stedet for overholdelse af lovgivning, hersker fejl og ulovligheder.

Et tegn på dette er de såkaldte omgørelsesprocenter, det vil sige, hvor mange af kommunens afgørelser, der bliver ændret i Ankestyrelsen. I 2020 blev 52% af klagesagerne på børnehandicapområdet ændret, mens det gjaldt 42,4% på voksenhandicapområdet. Stikprøver i ikke-påklagede afgørelser ude i kommunerne har vist fejl eller ulovlige afgørelse i 25-50% af sagerne. Det er mørketallet.

Bag tal og fejl gemmer sig menneskeskæbner. Det handler om menneskers liv og ofte en hel families eksistensgrundlag.

Min familie har selv bidraget til sager i mørketallet. En af sagerne omhandlede en specialklapvogn. Min datter har bl.a. cerebral parese og hydrocephalus (for meget vand i hovedet), og da hun var mindre, havde hun brug for god støtte i en klapvogn, for hun kunne ikke holde sit hovede. Vi blev anbefalet at søge om en specialklapvogn i kommunen. Det gjorde vi så. Da vi ikke havde hørt noget i 6 måneder, ringede jeg til kommunen for at høre, hvad status var på vores ansøgning. Sagsbehandler svarede, at hun vist havde glemt ansøgningen. Men nu var det blevet vinter og derfor ifølge hende for koldt at køre i klapvogn. Derfor så hun ikke nogen grund til at behandle vores ansøgning lige foreløbig. Sagen nåede aldrig Ankestyrelsen, for vi fik “kæmpet” os til en bevilling.

Et andet eksempel var ,da kommunen ud af det blå skar i den tabte arbejdsfortjeneste, jeg havde fået bevilget på baggrund af vores tvillingers behov og som gjorde, at jeg kunne passe både vores døtre, vores søn og et arbejde 20 timer om ugen. Men kommunen mente pludselige noget andet uden at have en knage at hænge deres vurdering på end, at vi var to forældre. Hvilket vi havde været hele tiden. Den afgørelse knækkede vores familie totalt. Den nåede heller ikke i Ankestyrelsen, da vi brugte 1 år på at “kæmpe” os til en ny afgørelse.

Vi startede med at have fuld tillid til kommunen som offentlig myndighed. Vi havde ikke grund til andet. Men hver gang vi er blevet mødt med fejlagtig sagsbehandling, har tilliden lidt et knæk, og med tiden blev tillid forvandlet til mistillid. 

Lige nu synes vi, at vi får den rigtige hjælp til vores familie. Så vi er stavnsbundet. Skulle der være en grund til at flytte, så tør vi ikke. For en ny kommune kan betyde nye øjne på, hvad lige den kommune synes, vi har brug for eller ikke brug for. Vi ved også, at vores situation er et øjebliksbillede. For når vores børn snart fylder 18 år, skal vi starte helt forfra med at bevise, at der rent faktisk er brug for hjælp. At deres diagnoser ikke var en “børne-sygdom”.

De to sager fra min familie fremgår ikke af nogen statistikker men er eksempler på den tilstand af det vilde vesten, der præger sagsbehandlingen ude i kommunerne. 

Vi har i #enmillionstemmer indtil videre indsamlet 738 vidnesbyrd, der fortæller om den manglende retssikkerhed og de menneskelige konsekvenser. Her er et par af dem: 

Kommunen kunne på over 5,5 år ikke nå at bevillige tabt arbejdsfortjeneste, hjemmetræning, aflastning og merudgifter. Retten har afgjort, at kommunen ikke er erstatningsansvarlig, da kommunen havde travlt i afdelingen, ikke havde kvalificerede medarbejdere og samtidig fandt kommunen lovgivningen kompliceret.” -Forældre til barn med hjerneskade

Mine forældre har været i kamp med kommunen de sidste 30 år, og jeg har i dag taget over, både omkring min søster og min bror. Mine forældre magter det ikke længere. Min mor er især blevet slidt ned. Hun arbejder ikke i dag, hun lider af angst, depression og er blevet kørt fuldstændig ned af så mange års kamp, når sorgen at få en handicappet burde være enkeltstående og her give plads til sorgbearbejdelse. Det kan man ikke, fordi man også skal kæmpe mod kommunen.” – Søskende til bror med handicap.

Hvis man som borger ikke har mulighederne, overskuddet eller ressourcerne til at gennemskue, hvad der foregår og/eller til at kæmpe for den hjælp, der er behov for og lovmæssigt ret til, er man fucked. Faktisk er det så galt, at man er fucked alligevel. 

Der er brug for en kæmpe redningsvest, der kan redde retssikkerheden op fra det dybe vand.  Redningsvesten skal bestå af:

overholdelse af gældende lov

lyt til de mennesker, det handler om

giv den rette hjælp første gang

et nyt menneskesyn, så alle mennesker anses for ligeværdige

prøvelse af ulovlige afgørelser – dette kan ske ved at skrive ind i lovgivningen, at afgørelser skal prøves fuldt ud

indførelse af konsekvenser for myndighederne, når loven ikke overholdes

en ny myndighed til at træffe afgørelserne, for kommunerne er umiddelbart ligeglade med ovenstående.

og hvad med pengene? Jeg er ret sikker på, at der findes en krukke med guld forenden af vejen, hvis alt det ovenstående overholdes og gennemføres.

#enmillionstemmer

 

Vi er nødt til at tale om, hvem der styrer vores land

Der er noget, der optager mig meget. Nemlig hvem der egentlig styrer vores land og hvordan?

“I Danmark taler vi om magtens tredeling.

Det betyder, at den lovgivende magt (Folketinget), den udøvende magt (regeringen) og den dømmende magt (domstolene) skal være adskilt for at forhindre magtmisbrug. Princippet er lovfæstet i Grundlovens §3, og er fastsat for at beskytte Danmarks borgere mod vilkårlige indgreb.

Men noget rykker ved det grundlæggende retsprincip om, at magten skal være adskilt, og at den tilkommer Folketing, regering og domstole. Der ses flere eksempler på, at en privat interesseorganisation har fået indflydelse på en række statslige beslutninger og har fået indflydelse på områder, der tilkommer staten. Læs videre “Vi er nødt til at tale om, hvem der styrer vores land”

Det handler ikke om grus, ipads eller kommafejl. Det handler om krænkelse af menneskerettigheder

Siden 2016 har man kunnet følge med i, hvordan kommunerne håndterer handicapområdet. Hvor mange sager bliver der klaget over, og hvor mange fejl er der så i de sager. Det kaldes omgørelsesprocenter.

Borgerne får medhold i næsten halvdelen af de sager, de klager over. Nogle af sagerne kan Ankestyrelsen ændre med det samme, mens andre sager er så fejlbehæftede eller er truffet på et decideret ulovligt grundlag, så Ankestyrelsen er nødt til at sende sagen tilbage til kommunen for ny sagsbehandling. Det kaldes hjemvisninger, og de er retssikkerhedsmæssigt de mest alvorlige sager og faktisk dem, der procentvis er flest af. Der er nogle helt klare regler for, hvad en offentlig myndighed skal sikre sig og sørge for, når myndigheden træffer en afgørelse, der ikke giver borgeren medhold.  For eksempel har myndigheden ansvaret for at sagen oplyses tilstrækkeligt, inden der træffes afgørelse. sikre sig at borgeren er bekendt med de oplysninger, myndigheden lægger til grund, skrive en grundig begrundelse og vejlede om klageadgang.  Her kan du se, hvordan det ser ud i din kommune: https://sm.dk/danmarkskort Læs videre “Det handler ikke om grus, ipads eller kommafejl. Det handler om krænkelse af menneskerettigheder”

Skal jeg frygte, at samfundet tager mine børn?

Jeg vidste ikke, at min familie hører under kategorien “udsat familie”. At mine børn anses for at være “udsatte børn.” Men Kommunernes Landsforenings definition på “udsat” er: børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet og/eller får mindst én familierettet eller personrettet forebyggende foranstaltning på en udvalgt dato. Langt hovedparten af alle udsatte får en indsats efter servicelovens §52, stk. 3 eller §76.

Det har egentlig ikke været noget, jeg har tænkt over før tirsdag den 11. maj, hvor regeringen og stort set alle Folketingets partier tonede smilende frem på et pressemøde kl. 16 med en bred politisk aftale om Børnene Først. Nu skulle det være børnenes tur, børnenes rettigheder, red en barndom. En Børnereform. Men her er vi så. Stemplet som udsatte. Det smager ikke særligt godt. Læs videre “Skal jeg frygte, at samfundet tager mine børn?”

Go with the flow

Det er søndag og endnu en spændende uge venter forude.

Der er sket lidt nyt herhjemme, som sædvanlig fristes jeg til at tilføje. Nye planer med Kristoffer. Og så har Sarah fået det svært og er henvist subakut til undersøgelse på børnepsyk. Hun har den sidste tid været igennem udredning pga for højt blodtryk. Her fik vi lov at opleve, hvordan systemet virker, når det virker bedst. Super samarbejde mellem børneafdelingen og børnepsyk, hurtig reaktion og grundig undersøgelse. Vi skal nu have fundet ud af, hvorfor hun bliver så trist og ked af det.  Godt vi er blevet 100-meter mestre i omstillingsparathed. “En dag ad gangen”, “1 time ad gangen”. “Go with the flow”. Læs videre “Go with the flow”

Velfærdssamfundet er et bedrag, når det gælder handicapområdet

Den 20. december 2020 var en skelsættende dag, for der opnåede borgerforslaget Handicapområdet skal væk fra kommunerne de nødvendige 50.000 støtter. Jeg tudede, da vi kunne se målstregen. For det har virkelig været et kæmpe arbejde i 4 måneder i alle døgnets vågne timer at argumentere for forslaget. Nu skal forslaget behandles i Folketinget. Men arbejdet er langt fra slut. Læs videre “Velfærdssamfundet er et bedrag, når det gælder handicapområdet”

Mennesker med handicap, psykisk sårbare, stofbrugere og hjemløse er underlagt så mange fordomme og tabuer. Det skal vi have gjort op med

Det var tirsdag den 1. december. Klokken var 16.15, og jeg gik med sommerfugle i maven ned ad Vesterbrogade mod Værnedamsvej. Jeg havde en aftale med Nanna Gotfredsen fra Gadejuristen og en af hendes mange gadevenner, Jacob. Han havde sagt ja til at mødes med mig og fortælle sin historie om, hvordan det er at være hjemløs, stofbruger og handicappet.

Jeg gik ydmygt ind ad døren. Jeg trådte ind i et dansk parallelsamfund. Læs videre “Mennesker med handicap, psykisk sårbare, stofbrugere og hjemløse er underlagt så mange fordomme og tabuer. Det skal vi have gjort op med”

“Det handler om mennesker, der bare ønsker at leve et liv som alle andre”

Onsdag den 11. november blev der afholdt en yderst vigtig høring i Folketingets Social- og Indenrigsudvalg, hvor vi var flere oplægsholdere, der skulle bidrage med viden om den manglende retssikkerhed på handicapområdet. Der var nogle virkelig gode oplæg fra bl.a. Sanne Møller fra Embedsværket, Thomas Krog fra Muskelsvindfonden, Anni Sørensen fra LEV og Birgitte Arent Eiriksson fra Justitia. Læs videre ““Det handler om mennesker, der bare ønsker at leve et liv som alle andre””

Alle skal sikres retssikkerhed – uanset hvem man er.

For omkring 2 år siden startede jeg denne blog. Der var jeg i gang med at skrive min bog og havde brug for at lægge følere ud: Hvad oplever andre pårørende med handicap inde på livet, hvad rører sig politisk på området, hvad er godt – hvad er skidt. Det var virkelig lærerigt og blev et vigtigt skridt, vigtigere end jeg dengang havde nogen som helst fornemmelse af.

Den 1. december 2018 kunne jeg stå med min bog “SEJE MOR” i hænderne. Og hurtigt måtte 2. oplag bestilles. Bogen udkom officielt 1. februar 2019. Læs videre “Alle skal sikres retssikkerhed – uanset hvem man er.”