Skal jeg frygte, at samfundet tager mine børn?

Jeg vidste ikke, at min familie hører under kategorien “udsat familie”. At mine børn anses for at være “udsatte børn.” Men Kommunernes Landsforenings definition på “udsat” er: børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet og/eller får mindst én familierettet eller personrettet forebyggende foranstaltning på en udvalgt dato. Langt hovedparten af alle udsatte får en indsats efter servicelovens §52, stk. 3 eller §76.

Det har egentlig ikke været noget, jeg har tænkt over før tirsdag den 11. maj, hvor regeringen og stort set alle Folketingets partier tonede smilende frem på et pressemøde kl. 16 med en bred politisk aftale om Børnene Først. Nu skulle det være børnenes tur, børnenes rettigheder, red en barndom. En Børnereform. Men her er vi så. Stemplet som udsatte. Det smager ikke særligt godt.

Der er børn, der har bedst af ikke at blive hos deres forældre. Ingen tvivl om det. Blodets bånd er ikke tykkere end, at alvorlig omsorgssvigt kan bryde det. Børn, der udsættes for vold, overværer vold, svigtes pga deres forældres massive misbrug og andre virkelig triste skæbner. Dem skal vores samfund hjælpe bedst og hurtigst muligt. Det er det, vi har et velfærdssamfund til. Men skal velfærdssamfundet i øvrigt gøre sig til dommer over, hvem der er egnet som forældre? Hvad er definitionen på den gode forældre? Er det noget stationært? Vurderes det ud fra et øjebliksbillede? Og hvem vurderer det? Det afhænger af øjnene, der ser, og hvilket bagtæppe, der er bag øjnene.

Overskrifterne på Statsministerens agenda har hele vejen igennem været flere tvangsfjernelser, tvangsadoptioner og tidligere anbringelser. Ord, der løber enhver forældre koldt ned ad ryggen. Jeg blev derfor yderst og alvorligt bekymret, da jeg læste den nye aftale. En aftale, som af de fleste blev overdænget af ros og klapsalver på alle sociale medier.

Årsagen til min bekymring skyldes den del af aftalen Børnene Først, som er en Barnets Lov: “Med Barnets Lov samles reglerne om støtte og hjælp til børn og unge med behov for særlig støtte ét sted, uanset om støttebehovet har afsæt i sociale problemer, en funktionsnedsættelse hos barnet eller andre sociale udfordringer. Så lovgivningen bliver mere overskuelig – for barnet, familien og sagsbehandleren.”  Med denne formulering sidestilles en funktionsnedsættelse med sociale problemer og andre sociale udfordringer. Allerede her hopper kæden af. Derudover er der ikke anført noget nærmere om, hvordan man så vil sikre sig, at det bliver den rigtige særlige støtte, der tilbydes.

Der er en verden til forskel, hvilken støtte, der skal sættes ind med, hvis støttebehovet har rødder i mors misbrug kontra et barn, der er eller endnu ikke er udredt for f.eks. autisme eller ADHD. Tro mig, det ved jeg. Jeg er barn af en mor med alkoholmisbrug og indgribende psykiske problemer, og så er jeg mor til tre børn med særlige behov, herunder diagnoser som autisme og ADHD.  

Jeg og min bror blev ikke anbragt som børn. Der blev heller ikke sat ind med nogen hjælp fra systemet. Overhovedet. Havde støtte i mit barndomshjem gjort en forskel? Meget sandsynligt, for så havde min mor fået noget hjælp. Og så havde jeg nok stadig haft kontakt med hende i dag. 

Vores søn gik som 10-årig ned med angstanfald, der førte til mere angst, skolevægring og massiv mistrivsel. Først efter 1,5 år blev vi foreslået at få ham udredt. Kommunen igangsatte en §50- undersøgelse, derefter en PPV, og takket være en iskold (læs som sej) konsulent, som var hyret til at lave §50-undersøgelsen, fik kommunen sådan en overhaling over, hvor lidt hjælp, de havde tilbudt os. De 2 år, der gik fra det første angstanfald til et skoleskift til en behandlingsskole, knækkede os fuldstændig som forældre, for ikke at tale om, hvad det gjorde ved vores søn. På første møde med § 50-konsulenten fik vi at vide, at en sådan undersøgelse jo kunne ende med en tvangsfjernelse. Undersøgelsen varede 4 måneder (den må ikke vare længere). På de 4 måneder fik vi endevendt hele vores liv, blev overvåget om morgenen og til aftensmaden. Et øjebliksbillede. Tænk hvis jeg havde haft en dårlig dag der? Hvad havde der så stået i rapporten? At jeg var dumpet som mor? Vores søn skulle “afhøres” alene. Kunne vi have stået med en anbringelse over hovedet? Bare tanken, og jeg får lyst til at kaste op. At tvangsfjerne et barn, der er i mistrivsel pga en uopdaget diagnose og derfor manglende rigtige støtte, vil smadre liv. 

Kommunerne laver allerede fejl i 52% af de påklagede sager på børnehandicapområdet (2020). Jeg hører om familier, der på 15 år har haft 15 forskellige sagsbehandlere, forældre til børn med diagnoser, der trues med tvangsfjernelser, forældre der trues med forældrekompetenceundersøgelser, forældre der bliver nægtet at få henvist deres børn til udredning, fordi kommunen ikke ønsker flere børn med autisme eller ADHD. Kommunerne sidder med magten over familiers liv, men kommunerne overholder ikke lovgivningen nu. Hvorfor skulle de gøre det, fordi loven hedder noget andet? 

Da vi endelig bad om hjælp, havde vi prøvet alt andet selv. At bede om hjælp var for mig et kæmpe nederlag og voldsomt grænseoverskridende. At jeg ikke kunne hjælpe mine børn selv. Men jeg måtte erkende, at jeg kunne ikke hjælpe tilstrækkeligt, når mit barns problemer skyldtes en diagnose. Så er der behov for fagspecialister, andre rammer, de rigtige relationer, psykoedukation, supervision, medicin, hjælpemidler osv. Og fra os en masse omsorg og tryghed. Ikke en anbringelse. Da vi bad om hjælp, var vi selv kørt psykisk ned af at se vores barn have det så dårligt. Vi var ikke en “social sag”, men havde vi ikke fået hjælp, og var vores søn ikke blevet udredt, så var vi nok blevet en social sag, og så kunne vi være endt som en slags “systemets selvopfyldende profeti”.

Jeg vil som mor til børn med diagnoser være alvorligt bange for at bede systemet om hjælp i fremtiden af frygt for, at systemet tager mine børn. 

Kære politikere. En bøn herfra: Det her må og skal I have ændret. Indfør pligt til udredning af børn i sager, hvor der så meget som overvejes anbringelse. Efter udredningen skal familien så hjælpes og visiteres til rette hjælp af rette fagpersoner med forstand på diagnoser, ikke kommunen. 

Inden for strafferetten hedder det: Hellere lade 10 skyldige gå fri, end sende en uskyldig i fængsel. I den nye aftale Børnene Først vil man give børnene rettigheder. Det er godt. Men på den anden side står forældrene, der nu risikerer at være dømt på forhånd, fordi det modsatte aldrig bliver bevist. 

Go with the flow

Det er søndag og endnu en spændende uge venter forude.

Der er sket lidt nyt herhjemme, som sædvanlig fristes jeg til at tilføje. Nye planer med Kristoffer. Og så har Sarah fået det svært og er henvist subakut til undersøgelse på børnepsyk. Hun har den sidste tid været igennem udredning pga for højt blodtryk. Her fik vi lov at opleve, hvordan systemet virker, når det virker bedst. Super samarbejde mellem børneafdelingen og børnepsyk, hurtig reaktion og grundig undersøgelse. Vi skal nu have fundet ud af, hvorfor hun bliver så trist og ked af det.  Godt vi er blevet 100-meter mestre i omstillingsparathed. “En dag ad gangen”, “1 time ad gangen”. “Go with the flow”. Læs videre “Go with the flow”

Velfærdssamfundet er et bedrag, når det gælder handicapområdet

Den 20. december 2020 var en skelsættende dag, for der opnåede borgerforslaget Handicapområdet skal væk fra kommunerne de nødvendige 50.000 støtter. Jeg tudede, da vi kunne se målstregen. For det har virkelig været et kæmpe arbejde i 4 måneder i alle døgnets vågne timer at argumentere for forslaget. Nu skal forslaget behandles i Folketinget. Men arbejdet er langt fra slut. Læs videre “Velfærdssamfundet er et bedrag, når det gælder handicapområdet”

Mennesker med handicap, psykisk sårbare, stofbrugere og hjemløse er underlagt så mange fordomme og tabuer. Det skal vi have gjort op med

Det var tirsdag den 1. december. Klokken var 16.15, og jeg gik med sommerfugle i maven ned ad Vesterbrogade mod Værnedamsvej. Jeg havde en aftale med Nanna Gotfredsen fra Gadejuristen og en af hendes mange gadevenner, Jacob. Han havde sagt ja til at mødes med mig og fortælle sin historie om, hvordan det er at være hjemløs, stofbruger og handicappet.

Jeg gik ydmygt ind ad døren. Jeg trådte ind i et dansk parallelsamfund. Læs videre “Mennesker med handicap, psykisk sårbare, stofbrugere og hjemløse er underlagt så mange fordomme og tabuer. Det skal vi have gjort op med”

“Det handler om mennesker, der bare ønsker at leve et liv som alle andre”

Onsdag den 11. november blev der afholdt en yderst vigtig høring i Folketingets Social- og Indenrigsudvalg, hvor vi var flere oplægsholdere, der skulle bidrage med viden om den manglende retssikkerhed på handicapområdet. Der var nogle virkelig gode oplæg fra bl.a. Sanne Møller fra Embedsværket, Thomas Krog fra Muskelsvindfonden, Anni Sørensen fra LEV og Birgitte Arent Eiriksson fra Justitia. Læs videre ““Det handler om mennesker, der bare ønsker at leve et liv som alle andre””

Alle skal sikres retssikkerhed – uanset hvem man er.

For omkring 2 år siden startede jeg denne blog. Der var jeg i gang med at skrive min bog og havde brug for at lægge følere ud: Hvad oplever andre pårørende med handicap inde på livet, hvad rører sig politisk på området, hvad er godt – hvad er skidt. Det var virkelig lærerigt og blev et vigtigt skridt, vigtigere end jeg dengang havde nogen som helst fornemmelse af.

Den 1. december 2018 kunne jeg stå med min bog “SEJE MOR” i hænderne. Og hurtigt måtte 2. oplag bestilles. Bogen udkom officielt 1. februar 2019. Læs videre “Alle skal sikres retssikkerhed – uanset hvem man er.”

Lidt mere om overgreb og krænkelser

Jeg havde lovet mig selv ikke at blande mig i den nuværende debat om sexisme og overgreb. Det løfte vil jeg til dels holde. Men den nuværende sag om Frank Jensens krænkelser af kvinder har fået mig til tasterne. For Frank Jensens såkaldte undskyldning fik hårene til at rejse sig på mine arme. I Berlingske i fredags udtalte han nemlig dette: “Jeg skriver til jer for at sige, at jeg er forfærdelig ked af, at der har været episoder, hvor kvinder har følt sig krænket af min opførsel”, og “Der er episoder og detaljer, der er oplevet forskelligt. Men det, der står tilbage, er, at nogle kvinder har oplevet, at jeg har overskredet deres grænser”.

Og hvorfor er det så relevant for mig at fremhæve disse citater? Jo, fordi denne retorik er yderst velkendt på handicapområdet. Den bruges jævnligt af KL, når de bliver konfronteret med kommunernes mange ulovlige afgørelser og fejl på handicapområdet. Ved at bruge ordene “følt” og “oplevet”, så tager krænkeren afstand fra sine egne handlinger, og fralægger sig dermed ansvaret.

I forbindelse med debatten om den manglende retssikerhed på handicapområdet, er jeg flere gange stødt på formuleringen, at borgerne oplever, at de ikke får den rigtige hjælp. Så kan det næsten ikke blive mere nedladende, når man sammenholder det med en fejlprocent på ca. 50 i handicapsagerne.

Sidst, jeg stødte på det, var på twitter den 10. oktober, da KL reklamerede for en webinarrække om borgerinddragelse. KL og Danske Handicaporganisationer er gået sammen om et sådan arrangement med titlen “Sæt samarbejde og tillid i centrum på handicapområdet”. Min første tanke var, at nu var der nye toner i luften. Men jeg er nødt til at skuffe. KL og DH stiller blandt andet spørgsmålene: “Kan en styrket borgerinddragelse bane vejen for, at flere mennesker med handicap oplever, de får den hjælp, de har behov for?” Og “Er det muligt at styrke samarbejdet med mennesker med handicap om sagsbehandlingen og den leverede hjælp i en tid med knappe økonomiske ressourcer?”

Arrangementerne bygger dermed allerede på den præmis, at det er borgerens oplevelser og forventninger, der er problemet, samt at problemerne på området skyldes manglende økonomi ude i kommunerne. Ergo er det  – ifølge KL – ikke fordi, kommunerne rent faktisk ikke overholder lovgivningen og ikke giver borgerne den hjælp, de har ret til. Ligesom Frank Jensen undlader at sige “jeg har krænket de kvinder”.

Og hvorfor drager jeg nu den sammenligning, når sagen om Frank Jensen og de andre gramsere handler om krænkelser af kvinder, mens sager om handicap handler om manglende hjælp og manglende retssikkerhed? Fordi det handler om krænkelser og overgreb, det handler om en rådden kultur, det handler om, at man hidtil ikke har taget ofrenes udsagn alvorligt, det handler om magtmisbrug.

Jeg vil lige komme med nogle eksempler. Det er nemlig sådan, at voksne mennesker med handicap, der har brug for hjælp til basale ting som et bad eller toiletbesøg, må finde sig i, at ansatte fra kommunen skal kigge på dem, mens de er i bad eller på toilettet, før kommunen vil bevilge hjælp til dette. Det er nemlig ikke nok, at man fortæller, man har brug for hjælp til det. Forældre trues med forældrekompetenceundersøgelser, mennesker får ud af det blå frataget allerede bevilget hjælp. Mennesker bliver talt til, som om de har nulværdi.

Et udtryk for magt. Vi gør det, fordi vi kan. Jeg gramser, fordi jeg kan.

Ligesom, at krænkelser over for kvinder skal have konsekvenser, så skal myndighedernes krænkelser af borgere med handicap, hjemløse og andre med behov for hjælp, også have konsekvenser. Der skal ryddes op, smides ud og bygges op.

Jeg havde fornøjelsen af at deltage i en podcast hos Karnov News sammen med advokat Mads Pramming om netop en del af dette problem. Den kan du høre her: https://www.k-news.dk/nyheder/podcast-magtens-tredeling-ep.-7.3-naar-myndighederne-har-frit-spil

Der er ingen tvivl om, at jo flere, der står sammen om at stå frem, jo stærkere. Det er det, vi ser i forhold til sexisme nu. I #enmillionstemmer har vi fortalt historier om krænkelser og overgreb på handicapområdet i 1,5 år. Det har rykket noget, men langt fra nok. Det blev desværre bekræftet, da social- og indenrigsministeren udtalte, at kommunerne må lave en plan, da hun blev foreholdt, at kommunerne laver fejl i hveranden handicapsag. Derfor må der råbes højere. Vi er i en selvransagelses-tid, uanset om det hedder sexisme, ældreområdet, racisme og handicapområdet.

I #enmillionstemmer er vi i gang med at indsamle vidnesbyrd fra de mennesker, der bliver eller er blevet udsat for myndighedernes overgreb og krænkelser på handicapområdet. Noget, der i en retsstat ikke burde forekomme. Meningen er, at disse vidnesbyrd skal i medierne og afleveres til relevante politikere på Christiansborg. Ikke flere lukkede øjne og ører. Hvis du har oplevet svigt i dit møde med kommunen, kan du sende det til enmillionstemmer@gmail.com. Det må max. fylde 5 linjer. Det er en svær opgave at korte noget så kompliceret ned, men du må gerne sende flere vidnesbyrd.

Her til sidst vil jeg fortælle, at jeg er nomineret til Karnovs Nytænkerpris for min kamp for retssikkerhed på handicapområdet på baggrund af mit arbejde med bevægelsen #enmillionstemmer, min bog “SEJE MOR”, og borgerforslaget om at flytte handicapområdet fra kommunerne https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-05276.

Se nomineringsvideoen her: https://www.facebook.com/karnovgroup.dk/videos/676902806563198

Vinderen findes på torsdag den 22. oktober!