NU ER DET NOK

Hold nu op en fuldstændig vild uge.

Kristoffer har været syg igen i en hel uge med en temperatur på over 39 og ekstremt ondt i halsen. Så sidste lørdag måtte vi igen lægge vejen forbi et af de hvide telte. Heldigvis var testen negativ. Derimod viste en podning hos lægen onsdag morgen, at det var en streptokok-halsbetændelse. Han fik penicillin og er nu ved at være frisk igen. Sygdommen løste problemet, at Kristoffer ikke ville have sommerferie. Det vil han aldrig, for det virker så uoverskueligt. Men fordi han var syg hele den sidste uge, så blev overgangen lidt lettere.

Tirsdag var en vigtig dag. Kristoffer har været igennem en længere genudredning, og tirsdag skulle vi høre konklusionen. Egentlig burde jeg være nervøs, men fordi mange andre ting havde fyldt i mit hoved, havde jeg slet ikke haft tid til at være nervøs. Konklusionen blev, at Kristoffer har diagnoserne: ADHD, atypisk autisme, angst og en belastningsreaktion. De har altså justeret hans autismediagnose fra GUA til atypisk autisme og tilføjet diagnosen belastningsreaktion. Ud fra hvad vi selv ser og har set, giver det bare så god mening. Skolen var med til mødet, for nu skal der lægges en plan for, hvordan Kristoffers 9. klasse kan blive en succes. Vi har medicinmøde i starten af juli, hvor det helt sikkert skal drøftes, om han skal have ADHD-medicin for hans rastløshed, uro og koncentrationsbesvær.

Det er uoverskueligt svært at være 14 år med en IQ på 142, en bevidsthed om, hvad man bør kunne, men pga autisme og ADHD ikke kan. Jeg kan godt forstå, at det udløser ekstrem frustration og vrede. Som han desværre retter mod sig selv.

Fredag skulle vi sige på gensyn til vores Emma. Hun skulle afsted på sin “sommerferie” på sin aflastningsinstitution. En hel uge. Jeg hader det. Og jeg blev så ked af det, da jeg havde sagt på gensyn. Hvorfor græd jeg? Fordi jeg får så dårlig samvittighed over at sende min datter væk, så vi andre kan holde fri. Sende min datter væk, så vi andre kan tage på en lille ferie uden hende. Det er bestemt ikke noget, hun selv vælger. Til dem, der ikke helt forstår det stik i hjertet: Hvor mange gange har du sendt dit 2-årige barn på institution i en hel uge? For Emma har brug for lige så meget hjælp som en 2-årig. Men jeg ved også, at det er nødvendigt. Både for hendes søskendes skyld og for vores overskuds skyld.

I går stod jeg sammen med #enmillionstemmer for en demonstration/happening på Rådhuspladsen “NU ER DET NOK”. Den var nødvendig at holde lige nu, hvor retssikkerheden på handicapområdet er ved at lide endnu flere knæk. Igen er det kommet frem, at kommunerne fortsat laver fejl i over halvdelen af de påklagede afgørelser, de træffer på handicapområdet. Jeg tror, antallet af fejl er endnu højere, da mange afgørelser aldrig når Ankestyrelsens indbakke. Et flertal i Folketinget har stemt imod et forslag om kompensation for fejl på socialområdet. KL mener ikke, det er ulovligt at bruge private konsulenter til at forhandle priser på socialområdet. KL skal vurdere Ankestyrelsens principafgørelser. KL har dikteret, at den nye hjemmel til at yde overvågning til mennesker med svære handicap kun kan ydes indtil det 23. år. Så der er nok at kæmpe imod. Fredag lød startskudet til den længe ventede evaluering på handicapområdet. Vi er endnu ikke inviteret. Jeg er ikke jublende, for ender den overhovedet ud i noget? Og hvis den gør, hvem styrer så, hvad den ender ud med?

Vi havde til demonstrationen fået indsamlet 400 par sko, der blev stillet op på Rådhuspladsen for at repræsentere nogle af de familier, der må kæmpe for livsnødvendig hjælp hver dag. Familier, der er knækket psykisk. Under skoene var der lagt skilte med familiernes navne. Det var et meget stærkt signal. Vi var omkring 60, der fysisk mødte op og stod spredt mellem skoene helt stille i en time i larmende stilhed. Flere stod med skilte med et budskab. Mit budskab var “Flyt handicapområdet”. Vi stod med afstand og med mundbind på. Vi manglede desværre opbakning fra de forskellige organisationer, bortset fra LEV. Den eneste politiker, der mødte op, var SF’s socialordfører Charlotte Mølbæk. Ikke et eneste medie dukkede op. Så vores fornemmelse af at være en nedprioriteret gruppe, er nok ikke helt forkert. 

Efter demonstrationen fik vi samlet alle de pæne sko sammen og kørte dem hen til Reden. Jeg havde forinden spurgt lederen af Reden, om hun mon kendte nogen, der kunne bruge sko. Og det kunne de.

Nu skal jeg forsøge at holde lidt fri med min familie.

Jeg ønsker jer en god sommer.

Hvorfor gør mennesker med handicap og psykisk sårbarhed og deres pårørende ikke oprør?

Handicapområdet sejler. Det er der faktisk enighed om, selvom ikke alle vil indrømme, at de er enige. Det har sejlet i årtier med alvorlige menneskelige konsekvenser til følge.  I årtier er der blevet råbt på manglende retssikkerhed, postnummerlotteri og underfinansiering. Men intet er forandret. Kun til det værre. Hvorfor gør vi ikke oprør? Hvorfor er vi så pæne og taknemmelige? Tør vi ikke? Orker vi ikke? Hvad er vi så bange for? Nu er vi efterhånden så mange, der er samlet. Politikerne er begyndt at lytte. Pressen er begyndt at lytte. Skulle vi ikke tage og udnytte det momentum?

#enmillionstemmer

#nuerdetnok

 

Det var hårdt at være ung i 1993, men det er endnu hårdere i dag.

I mit sidste indlæg åbnede jeg op for noget yderst privat: Mine gamle dagbøger og digte fra jeg var 14-15 år. En meget sårbar alder for alle, hvor identiteten er under ombygning og opbygning. Hvor det ene ben står i barndommen, det andet i ungdommen. Jeg spurgte, om der mon var interesse for at høre mine aller hemmeligste tanker i den alder. Og det var der. Så det handler mit indlæg om i dag.

I 1993 var jeg 15 år. Mine forældre var blevet skilt et par år før, og jeg boede i et lille hus i et industrikvarter med min mor og min 5 år yngre bror. Min mor fejlede alt muligt, som gjorde, at hun ikke tog ud nogen steder, og dulmede tanker og følelser med piller og whisky. Whiskyen blev jeg sendt ud for at købe: 5 flasker ad gangen. Men det var min “normal”. Julemiddagene bestod af hjælpepakker fra folkekirken, og den almindelige aftensmad, som jeg husker tydeligst, var frosne frikadeller og kroketter. Så kort fortalt: 15 år, teenager, pårørende, skilsmissebarn, i et hjem med misbrug. 

Jeg passede min skolegang, spillede klaver, havde flere fritidsjobs (så jeg havde nogle lommepenge) og brugte meget tid på veninder og fester. Eftersom min mor stort set ikke gik uden for huset, så lærte jeg meget tidligt at fragte mig selv fra A til B og sørge for mig selv.

Men jeg kan jo læse i min digtsamling, at det har været benhårdt:

“18/7-1993

Et lille fjols er jeg

Som aldrig tænker på sig

Jeg skal altid være glad og munter

Mens jeg i virkeligheden inde i, er et bundt dynamit uden lunter

Lunterne er kappet over

Og mit indre sover

Det har aldrig fået lov at bryde ud

Og nu føler jeg mig ulækker, som en gammel klud

De andres følelser kom altid i første række

Men nu holder jeg strejke

Jeg kan ikke klare mer’

Og det håber jeg, at der er nogen, der ser

Jeg skal være den vigtigste i mit liv

Men det kan jeg ikke sige

Jeg har sat det som et mål

Og det er et mål, jeg kommer til at nå”

Dengang var der ikke noget, der hed sociale medier, nationale tests og inklusionslov. Gudskelov. For ellers ved jeg ikke, hvordan jeg havde klaret det, hvis jeg udover det, jeg ellers stod i havde skullet leve op til de idealer og forventninger, børn og unge i dag bliver bombarderet med. Der var nok ikke nogen, der kunne se, hvad jeg bar rundt på af følelser. For har man det rigtig svært, bliver man ofte også god til at sætte en facade på.

Der er ikke noget at sige til, at så mange børn og unge får stress og det, der er værre. For ud over at skulle leve op til idealer på sociale medier, og hardcore forventninger i skolen, så er forældre i dag så bange for, at deres børn skal slå sig på livet og have dårlige oplevelser, at de vil gå gennem ild og vand for at redde deres børn ud af konflikter og problemer. Af ren kærlighed. Men mange gør faktisk deres børn en bjørnetjeneste. Det er virkelig et dilemma.

Jeg har bestemt ikke haft en misundelsesværdig barndom. Og jeg har lært at stå på egne ben på den hårde måde. Sådan skal det ikke være. Derfor skal samfundet være meget mere obs på børn og unge, som jeg selv var. Men jeg har sørme lært at sætte mig mål i livet og gå efter dem. Jeg har lært selv at kæmpe mine kampe. Jeg har lært, at man ikke kan gå igennem livet uden problemer. Jeg har lært, at man ikke får noget forærende. Og lige den del gør jeg alt for, at vores børn får med sig videre i deres bagage, som de selv skal bære på. På en kærlig måde.

Vi kan ikke fjerne teenage-hormoner og identitetskriserne. Vi kan ikke fjerne de sociale medier, for de er kommet for at blive. Men vi kan ændre forventnings- og præstationspresset på børnene i de små klasser i skolen, så børn får lov at være børn bare lidt længere. Hvis børnene bygges op af succes-oplevelser over egne bedrifter, og ikke fordi det igen var mor eller far der klarede den, så tror jeg, at det kunne være et skridt henimod, at de unge i fremtiden vil blive mindre bekymrede og få lettere ved at møde modgang.

Og så en sidste ting som mor til 3 børn med diagnoser: Hvis inklusion skal fungere for alle, så kræver det en ændring af hele skolesystemet, så alle ikke skal passe i den samme kasse. Nogle børn lærer bedst ved at høre, andre lærer bedst ved at gøre, nogle børn kan arbejde i grupper, andre kan bestemt ikke. Gør nu plads til forskelligheder og se det som styrker i vores samfund. Og hjælp dem, der har brug for hjælp.

Vores søns skole er blevet en del af udskamnings-trenden.

Vores søn Kristoffer har de sidste tre år gået på en behandlingsskole i Vanløse. Skolen er en del af behandlingsskolerne.dk, som er Danmarks største private udbyder af dagbehandlingsskoler, og som også har weekendaflastning, voksenuddannelser og et behandlingscenter. Behandlingsskolerne har eksisteret siden 2003, hvor den første skole åbnede. Flere skoler er siden åbnet, efterhånden som efterspørgslen er steget i kommunerne. Læs videre “Vores søns skole er blevet en del af udskamnings-trenden.”

Vi har kun den fest, vi selv skaber – gerne med musik til.

“Rød mand stå, grøn mand gå”. Vi har overlevet i rødt lys længe, men i går skiftede lyset endelig til grøn. Sarah blev testet for coronavirus i mandags pga hoste, og i går fik vi så svaret, at testen var negativ. HURRA! Det var den vildeste lettelse. Jeg følte, vi blev løsladt. Følelsen af at være syg, forsvandt også. For det er lidt som at høre om lus, hvor alt begynder at klø. Vi følte os pludselig syge allesammen, mens vi ventede på testsvaret – har jeg egentlig ikke lidt ondt i halsen, er jeg egentlig ikke mere træt, end jeg plejer, mon 37,4 er feber? Og i går kl. 13.30 blev vi med et trylleslag raske allesammen. Læs videre “Vi har kun den fest, vi selv skaber – gerne med musik til.”

Vi er havnet i en rød bølge, der bare bliver ved – nu med corona-test

Det er ikke løgn, når vi påstår, at vi er havnet i en rød bølge herhjemme.

Lørdag aften begyndte Sarah at hoste voldsomt. Da hun stadig hostede søndag (knap så meget som lørdag med stadig en underlig blæsebælgs-hoste), tænkte vi, at vi skulle kontakte læge for vurdering, om hun burde testes. Og så startede et mindre cirkus. Søren ringede til coronalinjen og beskrev symptomerne: temperatur på ca 37,5 og tør hoste. Manden i røret svarede, at han nu skulle spørge, om vi ville have ringet til lægen, hvis der ikke havde været corona? Jeg troede, det var løgn, da Søren fortalte mig det. Og så endte vores forløb ligesom der søndag, for not om vi ville have ringet til lægen med de symptomer ellers. Læs videre “Vi er havnet i en rød bølge, der bare bliver ved – nu med corona-test”

Lidt nyt om de kommende foredrag og en ny facebook-gruppe

Jeg vil lige holde jer opdateret om kommende foredrag:

fredag den 6.  marts holder jeg oplæg (på engelsk) på den ølfestival, som People Like Us står for. Der releaser vi vores #enmillionstemmer – alkoholfrie øl og fortæller om, hvorfor #enmillionstemmer-bevægelsen er så vigtig. Mit og Mias oplæg er i den første session fredag kl. 13-17.

Der kan købes billetter her https://srbb.peoplelikeus.dk/tickets/

og der gives 25% rabat på billetterne ved at bruge koden VIPGUESTSRBB2020.

Onsdag den 18. marts kommer jeg til Amager, hvor jeg skal holde oplæg i Bedre Psykiatri – Amager. Det er kl. 19-21 på Dagcentret Peder Lykkesvej 63. Det er offentligt og gratis.

Lørdag den 21. marts er der release-party for #enmillionstemmer-øllen hos People Like Us https://www.facebook.com/events/506182246974498/ Det er kl. 14-17 på Vermlandsgade 2, Kbh S. Jeg holder oplæg, og mon ikke der kommer flere oplæg, musik og andet hyggeligt. Det vil være en hyggelig måde at møde hinanden på.

AFLYST!!!! Onsdag den 25. marts kommer jeg til Danske Handicaporganisationer Sønderborg. Det er for alle, der har lysten til at drøfte handicappolitik:

“Årsmøde 25. marts DH Sønderborg inviterer alle, som har interesse i handicap-politiske emner til årsmøde, som i år starter med et oplæg af Monica Lyllof, som står bag den hurtigt voksende facebook-gruppe; #enmillionstemmer – Bak op om pårørende til handicap og psykisk sårbarhed Monica vil i løbet af en times tid komme ind på, hvorfor og hvordan #enmillionstemmer startede, hvad missionen og budskabet er – og hvad er fremtidsønskerne for #enmillionstemmer. Efter oplægget afholdes årsmødet, hvor der bl.a. vælges medlemmer til forretningsudvalget i DH Sønderborg. Alle er velkomne, og da vi serverer kaffe/te og en bolle i pausen efter oplægget, vil vi gerne bede om tilmelding på mail til DH Sønderborgs formand Bente Rey: benterey@hotmail.com Årsmødet afholdes 25. marts 2020 kl. 18.30 – ca. 21.30 Ulkebøl Forsamlingshus, Kaplenivej 1, 6400 Sønderborg”.

Den 28. marts kommer jeg til Ligeværd i Fredericia.

Den 6. maj kommer jeg så til Randers. Det er også gratis og offentligt, men det kræver billet, og der er begrænsede pladser. De kan bestilles her:

https://randersbib.dk/arrangementer/foredrag/seje-mor-et-foredrag-om-livet-med-tre-boern-med-saerlige-behov

Og så til min nye Facebook-gruppe: “Erstatning for myndighedernes fejl i sociale sager.” En gruppe, jeg blev anbefalet at starte for at få mere fokus på borgerforslaget om socialerstatning. En gruppe, der alene har det formål at kæmpe for den ene konkrete sag. Det bliver spændende at se, hvordan det går. Hvis du ikke allerede er medlem, kan du melde dig ind her:

https://www.facebook.com/groups/3346334218729880/

Borgerforslaget kan støttes her:

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-04176

Jeg håber, vi ses 🙂

Jeg undrer mig….

Jeg undrer mig. Undrer mig over, at det er så svært at få befolkningen til at støtte borgerforslaget om socialerstatning. Et forslag der  – skåret ind til benet – omhandler muligheden for at få kompensation for tab, der skyldes offentlige myndigheders fejl på socialområdet. Så jeg har sat mig for at kaste nogle mulige forklaringer op i luften og smage på dem. Måske kan det få nogen, til at se fornuften i at støtte forslaget.

Situationen i Danmark er lige nu den, at de offentlige myndigheder (læs kommunerne) begår rigtig mange fejl på socialområdet. Det er ikke noget, jeg sidder og finder på. Det er skam virkeligheden, og der går ikke en dag, hvor der ikke er en ny historie i pressen om:

  • borgere, der får tvangsfjernet/anbragt deres børn på fejlagtigt grundlag,
  • borgere, der fejlagtigt er blevet erklæret raske på jobcentre
  • borgere, der fejlagtigt har fået frataget deres ledsagerhjælp
  • borgere, der bliver placeret på forkerte bosteder/institutioner og udvikler flere diagnoser
  • borgere, hvis sag bliver syltet i årevis og derfor medfører fysiske skader, ensomhed, angst, selvskade, arbejdsløshed, stress, depression mv., og jeg kunne blive ved.

Alle disse fejl har kun konsekvenser for én part: Borgeren og borgerens familie! Dybt alvorlige konsekvenser.

Jeg har i gruppen #enmillionstemmer delt historien om Maceo, der som 15-årig til sidst begik selvmord, og hvor Ankestyrelsen et år efter hans død erklærede kommunens afslag på den hjælp, Maceos forældre havde kæmpet for, ulovlig.

Jeg har fortalt om Dorte, der er døvblind, og som er på vej i fængsel, som hun selv beskriver det. Kommunen vil nemlig fratage hende 2/3 af hendes ledsagerhjælp. Når ledsagerhjælpen bliver frataget en borger, der ikke kan færdes uden for hjemmet alene, så fratager man borgeren friheden. Friheden til at være en del af samfundet. Forestil dig, at du kun kan komme ud af døren 12 timer om ugen, og du må så hardcore vælge, hvad der er vigtigt i dit liv?

Jeg har fortalt om Henriette, en ung mor med to børn, der fik en blodprop og blev lammet i hele venstre side. I denne sag har kommunen meddelt afslag på hendes ansøgning om et handicaptoilet og bad, idet Henriette bare kan skide diskret i soveværelset på en toiletstol og blive vasket i sengen.

Dorte bliver ikke rask, fordi kommunen tager hendes hjælp. Tværtimod vil Dorte få det dårligere. Maceo og Maceos forældre fik det ikke bedre, fordi kommunen ikke ville bevilge dem, den hjælp, de havde søgt om. Tværtimod er Maceo død, og hans mor er nu jævnligt indlagt pga blodprop i hjernen og mistanke om blodprop i hjertet. Hele Henriettes familie er ramt af, at kommunen ikke vil bevilge helt basal hjælp til en ung kvinde, der ikke bliver rask.

Dagligt hører jeg om borgere, der må ansætte advokater for at kunne finde rundt i systemet, og for at blive taget alvorligt. Det er desværre nødvendigt for at kunne få hjælp fra det system, der er skabt til at hjælpe. Et system, som vi allesammen betaler skat til i den naive forestilling om, at vi får hjælp, hvis vi får brug for det. Den opfattelse havde jeg selv, indtil vi fik brug for hjælp.

Kunne man forestille sig et sundhedsvæsen, hvor man måtte have en advokat med for at kunne blive behandlet for en blodprop, et brækket ben, kræft? Nej. Det ville da blive en sag ved Menneskerettighedsdomstolen, hurtigere end man kunne nå at blinke. Kunne man forestille sig, at man ikke kunne få erstatning, hvis lægen havde amputeret det forkerte ben? Nej da.

Men hvorfor er det nu så svært at overbevise befolkningen og politikerne om, at der da selvfølgelig også skal være mulighed for kompensation, hvis kommunen har begået en fejl, der har medført tab/konsekvenser for borgerens liv? Hvorfor er sundhedsområdet og socialområdet ikke ligestillet, når det gælder muligheden for erstatning for fejl?

Jeg tror, der er flere ting i det: For det første interessen – eller manglen på samme – for socialområdet/handicapområdet. Det er aldrig det, der vinder førstepladsen på prioriteringslisten. Det er ikke det, den brede befolkning interesserer sig mest for, på trods af, at de fleste faktisk er i berøring med det på den ene eller anden måde. Dette skyldes, tror jeg, igen den naive forestilling hos dem, der endnu ikke har haft brug for hjælp. Man tror, at selvfølgelig får man hjælp, hvis man har brug for det.

En anden ting er, at “handicap” er noget, der sker for naboen. Men igen er dette også naivt, for “handicap” kan ske for alle, hele livet igennem: Et færdselsuheld, en blodprop, en hjerneblødning, baby får for lidt ilt under fødslen, osv. Og det er den samme kamp for hjælp uanset årsagen til handicappet.

Det næste er, at mange nok ikke ser en kompensationsordning for løsningen på den virkelig dårlige fejlbehæftede sagsbehandling, der foregår ude i kommunerne. Løsningen er bedre sagsbehandling og mere viden. Og jeg er da helt enig. Men hvordan når vi derhen? Gid det var så let. Jeg har været lige så naiv og godtroende.

Radikale Venstre har før været ude med tanken om, at kommunerne skulle kunne straffes økonomisk for fejl. Jeg var imod det, for hvad hvis kommunen reelt ikke har pengene til at hjælpe borgeren? Kan det så bedre betale sig at træffe forkerte afgørelser og spare pengene, indtil Ankestyrelsen omgør afgørelsen? Og hvor skal pengene komme fra? Vil det ikke gå endnu mere ud over velfærden?

Nu, efter jeg har fået indsigt i, hvor grelt det står til derude, og hvor store konsekvenserne for borgerne er, har jeg pakket naiviteten væk. Jeg er stadig enig i, at målet er bedre sagsbehandling og overholdelse af grundlæggende lovgivning. Mit forslag om erstatning er så et af midlerne for at nå derhen. For der findes ikke en enkelt løsning på problemet. Og hvor skal pengene komme fra? Tja, de kan jo overholde lovgivningen: vejledningspligten, partshøring, klagevejledning, sagsbehandlingsfrister, give den rigtige hjælp i første omgang, osv. Og forslaget er meget bevidst ikke en straf/bøde. Det skal jo komme borgeren til gode. Så det er borgeren, der skal have noget tilbage og ikke kommunen, der bare skal betale en bod.

Dansk Folkeparti har nu fire gange fremsat et beslutningsforslag om kompensationsordning på socialområdet. Det sidste ligger lige nu og venter i Social- og Indenrigsudvalget på at blive færdigbehandlet. Så der er nogle politikere, der kan se fornuften i det. Men Venstre, Socialdemokratiet og Konservative stemmer imod. Hvorfor gør de det? Måske fordi de fleste borgmestre i landet er fra Venstre, Socialdemokratiet og Konservative??

Jeg håber virkelig, at du vil støtte borgerforslaget om socialerstatning. Der er brug for det!

Det kræver blot, at du indtaster NemId, bekræfter dit cpr.nr. og trykker støt. Og det er ganske anonymt.

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-04176

På forhånd tak.

#enmillionstemmer

To foredrag i næste uge

I næste uge er der to foredrag på programmet:

Onsdag den 26. februar kl. 19 – 20.30 holder jeg foredrag på Hørsholm Bibliotek. Jeg fortæller, hvad det vil sige pludselig at blive pårørende, om mødet med en anden side af velfærdssystemet, og meget andet. Det koster 40 kr.

https://sn.dk/Ugebladet-Hoersholm/Sej-mor-fortaeller-om-livet-med-tre-handicappede-boern/artikel/915139

Torsdag den 27. februar kl. 19 – 21 kommer jeg til Helsinge og holder foredrag i DUBS – Dialogforeningen for unge og børn med særlige Behov i Gribskov:

”Seje Mor” – et foredrag om livet med tre børn med særlige behov

Livet slog en kolbøtte for Monica Lylloff og hendes mand, da deres tvillinger blev født 11 uger for tidligt. Det blev starten på et liv som pårørende til tre børn med hver deres diagnose. Mød den seje mor, jurist og forfatter, der også har startet Facebook-gruppen: ”#enmillionstemmer – Bak op om pårørende til handicap og psykisk sårbarhed og deres pårørende i hele landet.

Monica Lylloff fortæller om et liv, hvor diagnoser (autisme, adhd, angst, skolevægring, cerebral parese, m.v.), hjælpemidler, specialskoler og møder med systemet er en del af hverdagen. Om at blive afhængig af hjælp. Om den politiske kamp for at få ændret forholdene for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed og deres pårørende.

Tid: Torsdag den 27. februar, 2020 kl. 19.00-21.00

Sted: Frivilligcenter Helsinge, Vestergade 4, Helsinge.

Gratis adgang – Tilmelding på mail: dubs.gribskov@gmail.com,

DUBS står for Dialogforeningen for unge og børn med særlige Behov i Gribskov og arbejder for at hjælpe børn, unge, forældre og pårørende blandt andet ved at hente ny viden til Gribskov.”

God dag 🙂