Om autisme, angst og årsager.

Når jeg skal hjælpe mine børn, har jeg brug for at vide hvordan. Jeg har derfor brug for at vide, hvorfor de har det dårligt. Den situation står jeg i lige nu.

Kort fortalt fik vores søn for 2,5 år siden diagnoserne angst, GUA og ADHD. Han havde på det tidspunkt også udviklet massiv skolevægring. For 2 år siden kom han så på behandlingsskole. I løbet af de 2 år har vi svinget mellem opture og nedture, men overordnet er det gået fremad.

Han er nu på 2 slags medicin, fordi han havde brug for hjælp til at kunne regulere sine følelser. Medicin nr. 2 kom han på for 2 måneder siden for at booste den første medicin. Og det virkede. Måske lidt for godt. For hans sociale kurve tog en stigning lodret op i luften, og gik fra 0 til 1000 på 2 uger. Det store sociale hul skulle pludselig fyldes op. Han kunne slet ikke få nok.

Der stod vi så, ambivalente forældre, der på den ene side hyldede hans lyst til at være sammen med jævnaldrende igen og på den anden side frygtede konsekvenserne af hans udspring ud i den store sociale pool. Skulle vi pludselig nægte ham at se andre unge? Han er 13,5 år. I den alder skal man helst søge vennerne i stedet for forældrene. Så vi lod ham få frie tøjler, dog med helt almindelige begrænsninger for den alder.

I sidste uge knækkede kurven. I fredags skrev jeg om den afmagt, jeg pludselig stod i, da han ikke ville i skole. Vi håbede, en weekend kunne hjælpe. Men kurven steg ikke igen. Så denne uge har været en lang nedtur.

Det kulminerede i går med en hæslig dag, hvor jeg ikke kunne få ham i skole. Hvor han gik rundt og slog sig selv og havde enorme vredesudbrud. Han kunne selv forklare, at han bare havde brug for at være alene, at han var så vred inden i, og at han bare havde lyst til at slå på noget hele tiden. Og noget var så ham selv. Han har faktisk heller ikke nævnt noget om venner siden i søndags, hvor det indtil da var hver eneste dag.

I dag er han også hjemme. Vi kunne simpelthen ikke få ham ud af døren. Men hvorfor? Det har jeg brug for svar på. Er det angst, autisme eller hvad er det? Min indstilling er, at alt har en årsag. Det kan være store ting og små ting. Men alt har en årsag. Så vi skal finde årsagen til vores søns nye nedtur.

Heldigvis går han på den mest fantastiske skole, hvor lærere og psykolog er klar til at hjælpe. Og de er bare så gode at sparre med. Min mavefornemmelse sagde mig, at vores søns autisme er mere dominerende, end vi lige har gået og tænkt. Netop fordi ”han er jo så god”. Samtidig har vi ikke fornemmet den frygt/ængstelse, som han havde, da han blev udredt. Jeg beholdt mine tanker for mig selv og spurgte psykologen og læreren, hvad de tænkte. Og vi var enige. Vores søn har autisme. Derfor har han udfordringer i forhold til social omgang, forandringer og nye ting. Og hvad er der sket de sidste måneder, og hvad sker der i den nærmeste fremtid?

Han har svømmet i en socialpool uden redningsvest

Hans klasse ændrer sig efter sommerferien med en ny lærer og nye klassekammerater, fordi nogen rykker op i 9., og andre rykker fra 7. til 8.

Sommerferien melder sin ankomst om 2 uger. Ferie er ikke godt. For så er ingenting, som det plejer. Denne sommer skal vi ovenikøbet ud og rejse kun 4 af os til et nyt sted.

Det vil sige, at der er totalt fyldt og rodet på de sociale hylder. Og så er der bekymringer om noget ukendt. Ja, men det er helt ”almindelige” bekymringer, når man som vores søn har autisme.

Så hvad skal vi bruge det til? Jo vi kan brug det overfor os selv og vores opfattelse af ham og hans behov. Vi skal holde op med at tænke på ham som en dreng med angst. For det er han ikke mere. Han fik angst og skolevægring, fordi han på grund af sin autisme blev så ekstremt belastet af at være i et almindeligt folkeskolemiljø.

Det kan jeg sige ret skråsikkert, fordi skoleskiftet med de rammer, der er på behandlingsskolen, har været medicin i sig selv. Så vi skal se angst som en afledt følge, et symptom. Det betyder også, at vi skal være obs på, at ekstrem belastning hen over lang tid kan udløse angst hos ham igen. Hvilket er klassisk GUA. Vi skal nu koncentrere os om at lære ham at være i et samfund, der konstant byder på forandringer og noget uforudsigeligt. Som er bygget op af sociale mursten med furer lavet af krav og forventninger.

Hans lærer og psykolog sagde i dag, at kommer han ikke i skole mandag morgen, så kommer de hjem til os mandag formiddag. For vi må ikke give slip. Det er godt nok sejt.

Da han ikke skal være alene hjemme på grund af hans humørudsving, har han så først været med sin søster til tandlæge, der efter kørte vi op og afleverede hende i skole. Nu har vi så lige været på tur med hundene til en lille fodboldbane nede ved vandet. Glade hunde smitter. Og når det kan kombineres med is, så hjælper det gevaldigt på humøret.

På vej hjem i bilen sagde han spontant: ”På mandag tager jeg i skole uanset hvad”. Jeg fortalte ham så, at hans psykolog og lærer havde sagt, at ellers ville de komme hjem til os. Jeg spurgte ham, hvordan han med den sikkerhed i stemmen kunne sige, at han kunne tage i skole på mandag, hvortil han svarede, at han kunne mærke, at han havde godt af en pause uden noget.

Nu er hans humør godt, og vi har en rolig weekend foran os. Og jeg trækker vejret igen. Vi er alle blevet en erfaring klogere. Når han skal i den sociale pool, må han kun gå i til navlen.

Når stress og afmagt kommer på besøg.

Mit indlæg i dag handler om følelser. Om en hverdag med pop-up stress og afmagt.

For halvanden uge siden var jeg til revisitationsmøde om Kristoffer. Hvert år skal kommunen jo vurdere, om Kristoffer kan fortsætte på sin behandlingsskole. Det var egentlig et fint møde, og han ”fik lov til” at fortsætte på sin skole et helt år mere. På mødet kunne jeg og skolen fortælle, at det går så fint fremad. Han kommer i skole hver dag, og de sidste to måneder har han faktisk taget alene frem og tilbage. Det er vildt, for jeg har ellers været med ham i skole i 2 år. Læs videre “Når stress og afmagt kommer på besøg.”