Vi må tage en dag ad gangen.

Hvert år i august/september (efter sommerferien) bilder vi os selv ind, at nu kører det herhjemme. Nu er alt, som det skal være. Nu har vi det godt alle sammen.

Jeg bliver ramt af et optimistisk vrangforestillings-syndrom. Så jeg overvejer nye jobs, at komme tilbage på job og så videre. Hvert år ender jeg med at være glad for, at jeg ikke førte tankerne ud i livet. For vi når at være i vrangforestillingerne i en uge, så bliver vi ramt af den store realitetshammer lige midt i panden.

I år var ingen undtagelse.

Sarah holdt de første 5 dage, så knækkede hun. Kommunen har i år åbnet et nyt specialskoletilbud, som er en sammenlægning af alle kommunens specialtilbud. Et mix af børn med ADHD, add og autisme. Nyt sted, ny klasse, nye lærere…nyt, nyt, nyt. Et fy-ord, når man er et barn med sådanne udfordringer.  Det skal nok blive godt. Men hun har de første 5 dage af det nye skoleår brugt uanede kræfter på at være i en ny social sammensætning, så hun blev fysisk dårlig. I denne uge har hun været hjemme fra skole både mandag og tirsdag. Onsdag var hun så i skole, men i dag måtte jeg hente hende hjem efter den første time. Heldigvis har vi en rigtig god dialog med hendes lærer, så vi i fællesskab kan hjælpe Sarah bedst muligt.

Så er der Kristoffer. I sidste uge var han i skole mandag-onsdag. Onsdag aften  slog han sit haleben og måtte være hjemme torsdag og fredag. Det kan ske for alle. Så trådte vi ind i denne uge. Det er gået stille den forkerte vej og kulminerede i dag. Da han begyndte at ligge og slå sig selv i morges, måtte jeg aflyse hans kørsel til skole. Da Sarahs skole så ringede efter mig, måtte jeg køre og efterlade Kristoffer alene hjemme den halve time.

Mens jeg var afsted var Kristoffer blevet så frustreret, at han havde sparket rundt i luften. Han havde fået sparket til sit skrivebord, så hans hud på foden hang fast og blev revet af. Dyb indånding!! Jeg fandt klorhexidin og plaster frem, satte en god serie på og fik noget mad og drikke i ham.

Nu sidder jeg så her og får skrevet min oplevelse ned i mit følelseskaos og forsøger at bevare både ro og overblik. I morgen er der heldigvis en ny dag.

Det kommunale selvstyre har frataget mennesker deres selvbestemmelsesret!

I øjeblikket fokuserer medierne på de såkaldte kvalitetsstandarder, som Københavns Kommune har lavet, så de kan spare en masse penge på mennesker med handicap. At bruge ordet “kvalitet” i denne sammenhæng er at føre folk bag lyset, for normalt bliver dette ord opfattet positivt. Men her er det desværre det stikmodsatte. Læs videre “Det kommunale selvstyre har frataget mennesker deres selvbestemmelsesret!”

Det er sundt at savne, men det kan også blive lidt for sundt.

Jeg får ofte at vide, at det er sundt at savne. At savne er en følelse, der bekræfter, at jeg elsker. Og det giver god mening at få det bekræftet, for i hverdagen, når hjulene drejer med 200 km/t, når de sure sokker ligger og flyder på gulvet, når lyset igen ikke er blevet slukket på badeværelset, kan det være svært lige at mærke efter. Men ligesom man siger, det er sundt at savne, er der også noget, der hedder ”alt med måde”. Denne sommer har desværre været præget af en overdosis af savn. Læs videre “Det er sundt at savne, men det kan også blive lidt for sundt.”