Kommende foredrag

Jeg har en del foredrag i kalenderen. Der er behov for en vækkelse. Ikke religiøst men i form af en offentlig bevidsthed om, at handicapområdet og det sociale område ikke kan fortsætte i den nuværende rille. Derfor tager jeg ud og fortæller min og min families historie. Hvad vil det sige at have brug for hjælp, og hvad bliver man mødt med. Det finder man først ud af, når man står der. Der er behov for ændringer.

Tirsdag d. 8. oktober kl. 19-21 holder jeg foredrag i DH Gladsaxe. Der bliver forhåbentlig en god debat. https://www.facebook.com/events/2261923410765613/

Onsdag den 23. oktober kl. 19-21 holder jeg foredrag i Foreningen for børn med angst i Roskilde. Hvad vil det sige at have et barn med angst, og hvilken hjælp har vi fået. https://www.facebook.com/events/2350769148504826/

Onsdag den 30. oktober kl. 14-17 er jeg oplægsholder på Handicaprådets konference om pårørendeproblematikker på Københavns Rådhus i Festsalen på 2. sal. Det er for alle og gratis, men kræver tilmelding senest 24. oktober på mail handicapraad@sof.kk.dk.

Onsdag den 6. november kl. 19 – 21-30 gæster jeg Ligeværd i Glostrup.

Lørdag den 16. november kan man møde mig på Bogforum i Bella Centeret, hvor jeg har min egen stand som SEJE MOR

Torsdag den 28. november kl. 17-20 er jeg medarrangør og oplægsholder på stort debatmøde om handicapområdet. Det er arrangeret af #enmillionstemmer og LOF Storkøbenhavn. Det er åbent for alle. https://www.facebook.com/events/2481248635298129/

Samme debatmøde bliver gentaget 8. januar 2020 i Nordsjælland. Mere følger.

15. januar 2020 tager jeg en tur til Herning

21. januar 2020 kl. 18-20 gæster jeg Epilepsiforeningen Midtvestsjælland i Køge

20. februar 2020 gæster jeg LEV Slagelse i Sorø.

Så der er virkelig gang i den. Det er dejligt med så meget fokus på området.

#enmillionstemmer

 

Vi lever i et velfærdsfatamorgana.

Jeg har slået ordet Velfærd op på Wikipedia. Der står: De for individet, mest ønskværdige vilkår for trivsel.

Længere nede står der så en masse om velfærdsmodeller, statens rolle osv. Blandt andet står der, at ”historisk er udviklingen gået fra en relativt snæver opfattelse af velfærd som sikring af udsatte gruppers forsørgelse til en bredere opfattelse af velfærd som tilstedeværelsen af en generel tryghed (sikkerhedsnet) for alle borgere.”

Hvis man tager udgangspunkt i den øverste sætning, så må et velfærdssamfund betyde et samfund, hvor der stiles mod ønskværdige vilkår for trivsel for det enkelte individ. Ergo skal alle have det så godt som overhovedet muligt. Det har også helt bestemt været intentionen med det samfund, Danmark ser ud til at være – på overfladen. Med en blanding af solidaritet og egoisme, indbetaler vi alle på den store konto, som skal betale for sygehuse, skoler, veje osv. Noget vi alle kan have gavn af. Og der ligger helt sikkert en forventning om, at der er hjælp, hvis der bliver brug for det. Sikkerhedsnettet redder dig.

Men noget er gået galt gennem årene. For sikkerhedsnettet er ikke blevet vedligeholdt. Der er kommet store huller i. Så nu redder det dig kun måske, hvis du er heldig. Men det finder du først ud af, når du er på vej ned mod det eller er faldet igennem.

Nogen borgere har så på forhånd haft muligheden for at strikke deres eget lille sikkerhedsnet i form af forskellige forsikringer, som kan redde dem, når det store fællesnet ikke kan. Men ikke alt kan forsikres. Og ofte tegner man kun forsikring mod noget, man kan relatere sig til. Men hvad med et handicap?

Alle kan for eksempel bliver ramt af et livsvarigt handicap. Alle kan som lyn fra en klar himmel blive livsvarigt pårørende. Det sker ikke kun for naboen eller familien i ugebladet. Tro mig, det ved jeg. Og det har været et chok at se vores samfund bag overfladen. Mange dybt ulykkelige historier, fordi hullerne i vores fællesnet er fyldt med vilkårlighed, mistillid og negligering. En manglende tro på hinanden. Måske har man slet ikke brug for hjælp, men kræver bare ind?

Så, når vores nye statsminister står på talerstolen og siger ”Velfærd først”, så kan jeg godt blive i tvivl om, hvad hun reelt mener. For kender hun virkeligheden indefra? Hverken handicap eller psykiatri blev nævnt.

Set med mine øjne bør et velfærdssamfund bedømmes ud fra, hvordan det hjælper de svageste borgere. Og her må mennesker med forskellige handicap og lidelser høre ind under. Lige nu gør Danmark sig kun fortjent til at kalde sig et samfund.

Hvis det danske samfund igen skal kunne sætte velfærd foran, skal alle myndigheder, ansatte og borgere tænke: ”Det jeg sender ud, får jeg tilbage, så jeg må nok hellere behandle andre, som jeg gerne selv vil behandles”.

#enmillionstemmer