Jeg undrer mig….

Jeg undrer mig. Undrer mig over, at det er så svært at få befolkningen til at støtte borgerforslaget om socialerstatning. Et forslag der  – skåret ind til benet – omhandler muligheden for at få kompensation for tab, der skyldes offentlige myndigheders fejl på socialområdet. Så jeg har sat mig for at kaste nogle mulige forklaringer op i luften og smage på dem. Måske kan det få nogen, til at se fornuften i at støtte forslaget.

Situationen i Danmark er lige nu den, at de offentlige myndigheder (læs kommunerne) begår rigtig mange fejl på socialområdet. Det er ikke noget, jeg sidder og finder på. Det er skam virkeligheden, og der går ikke en dag, hvor der ikke er en ny historie i pressen om:

  • borgere, der får tvangsfjernet/anbragt deres børn på fejlagtigt grundlag,
  • borgere, der fejlagtigt er blevet erklæret raske på jobcentre
  • borgere, der fejlagtigt har fået frataget deres ledsagerhjælp
  • borgere, der bliver placeret på forkerte bosteder/institutioner og udvikler flere diagnoser
  • borgere, hvis sag bliver syltet i årevis og derfor medfører fysiske skader, ensomhed, angst, selvskade, arbejdsløshed, stress, depression mv., og jeg kunne blive ved.

Alle disse fejl har kun konsekvenser for én part: Borgeren og borgerens familie! Dybt alvorlige konsekvenser.

Jeg har i gruppen #enmillionstemmer delt historien om Maceo, der som 15-årig til sidst begik selvmord, og hvor Ankestyrelsen et år efter hans død erklærede kommunens afslag på den hjælp, Maceos forældre havde kæmpet for, ulovlig.

Jeg har fortalt om Dorte, der er døvblind, og som er på vej i fængsel, som hun selv beskriver det. Kommunen vil nemlig fratage hende 2/3 af hendes ledsagerhjælp. Når ledsagerhjælpen bliver frataget en borger, der ikke kan færdes uden for hjemmet alene, så fratager man borgeren friheden. Friheden til at være en del af samfundet. Forestil dig, at du kun kan komme ud af døren 12 timer om ugen, og du må så hardcore vælge, hvad der er vigtigt i dit liv?

Jeg har fortalt om Henriette, en ung mor med to børn, der fik en blodprop og blev lammet i hele venstre side. I denne sag har kommunen meddelt afslag på hendes ansøgning om et handicaptoilet og bad, idet Henriette bare kan skide diskret i soveværelset på en toiletstol og blive vasket i sengen.

Dorte bliver ikke rask, fordi kommunen tager hendes hjælp. Tværtimod vil Dorte få det dårligere. Maceo og Maceos forældre fik det ikke bedre, fordi kommunen ikke ville bevilge dem, den hjælp, de havde søgt om. Tværtimod er Maceo død, og hans mor er nu jævnligt indlagt pga blodprop i hjernen og mistanke om blodprop i hjertet. Hele Henriettes familie er ramt af, at kommunen ikke vil bevilge helt basal hjælp til en ung kvinde, der ikke bliver rask.

Dagligt hører jeg om borgere, der må ansætte advokater for at kunne finde rundt i systemet, og for at blive taget alvorligt. Det er desværre nødvendigt for at kunne få hjælp fra det system, der er skabt til at hjælpe. Et system, som vi allesammen betaler skat til i den naive forestilling om, at vi får hjælp, hvis vi får brug for det. Den opfattelse havde jeg selv, indtil vi fik brug for hjælp.

Kunne man forestille sig et sundhedsvæsen, hvor man måtte have en advokat med for at kunne blive behandlet for en blodprop, et brækket ben, kræft? Nej. Det ville da blive en sag ved Menneskerettighedsdomstolen, hurtigere end man kunne nå at blinke. Kunne man forestille sig, at man ikke kunne få erstatning, hvis lægen havde amputeret det forkerte ben? Nej da.

Men hvorfor er det nu så svært at overbevise befolkningen og politikerne om, at der da selvfølgelig også skal være mulighed for kompensation, hvis kommunen har begået en fejl, der har medført tab/konsekvenser for borgerens liv? Hvorfor er sundhedsområdet og socialområdet ikke ligestillet, når det gælder muligheden for erstatning for fejl?

Jeg tror, der er flere ting i det: For det første interessen – eller manglen på samme – for socialområdet/handicapområdet. Det er aldrig det, der vinder førstepladsen på prioriteringslisten. Det er ikke det, den brede befolkning interesserer sig mest for, på trods af, at de fleste faktisk er i berøring med det på den ene eller anden måde. Dette skyldes, tror jeg, igen den naive forestilling hos dem, der endnu ikke har haft brug for hjælp. Man tror, at selvfølgelig får man hjælp, hvis man har brug for det.

En anden ting er, at “handicap” er noget, der sker for naboen. Men igen er dette også naivt, for “handicap” kan ske for alle, hele livet igennem: Et færdselsuheld, en blodprop, en hjerneblødning, baby får for lidt ilt under fødslen, osv. Og det er den samme kamp for hjælp uanset årsagen til handicappet.

Det næste er, at mange nok ikke ser en kompensationsordning for løsningen på den virkelig dårlige fejlbehæftede sagsbehandling, der foregår ude i kommunerne. Løsningen er bedre sagsbehandling og mere viden. Og jeg er da helt enig. Men hvordan når vi derhen? Gid det var så let. Jeg har været lige så naiv og godtroende.

Radikale Venstre har før været ude med tanken om, at kommunerne skulle kunne straffes økonomisk for fejl. Jeg var imod det, for hvad hvis kommunen reelt ikke har pengene til at hjælpe borgeren? Kan det så bedre betale sig at træffe forkerte afgørelser og spare pengene, indtil Ankestyrelsen omgør afgørelsen? Og hvor skal pengene komme fra? Vil det ikke gå endnu mere ud over velfærden?

Nu, efter jeg har fået indsigt i, hvor grelt det står til derude, og hvor store konsekvenserne for borgerne er, har jeg pakket naiviteten væk. Jeg er stadig enig i, at målet er bedre sagsbehandling og overholdelse af grundlæggende lovgivning. Mit forslag om erstatning er så et af midlerne for at nå derhen. For der findes ikke en enkelt løsning på problemet. Og hvor skal pengene komme fra? Tja, de kan jo overholde lovgivningen: vejledningspligten, partshøring, klagevejledning, sagsbehandlingsfrister, give den rigtige hjælp i første omgang, osv. Og forslaget er meget bevidst ikke en straf/bøde. Det skal jo komme borgeren til gode. Så det er borgeren, der skal have noget tilbage og ikke kommunen, der bare skal betale en bod.

Dansk Folkeparti har nu fire gange fremsat et beslutningsforslag om kompensationsordning på socialområdet. Det sidste ligger lige nu og venter i Social- og Indenrigsudvalget på at blive færdigbehandlet. Så der er nogle politikere, der kan se fornuften i det. Men Venstre, Socialdemokratiet og Konservative stemmer imod. Hvorfor gør de det? Måske fordi de fleste borgmestre i landet er fra Venstre, Socialdemokratiet og Konservative??

Jeg håber virkelig, at du vil støtte borgerforslaget om socialerstatning. Der er brug for det!

Det kræver blot, at du indtaster NemId, bekræfter dit cpr.nr. og trykker støt. Og det er ganske anonymt.

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-04176

På forhånd tak.

#enmillionstemmer

To foredrag i næste uge

I næste uge er der to foredrag på programmet:

Onsdag den 26. februar kl. 19 – 20.30 holder jeg foredrag på Hørsholm Bibliotek. Jeg fortæller, hvad det vil sige pludselig at blive pårørende, om mødet med en anden side af velfærdssystemet, og meget andet. Det koster 40 kr.

https://sn.dk/Ugebladet-Hoersholm/Sej-mor-fortaeller-om-livet-med-tre-handicappede-boern/artikel/915139

Torsdag den 27. februar kl. 19 – 21 kommer jeg til Helsinge og holder foredrag i DUBS – Dialogforeningen for unge og børn med særlige Behov i Gribskov:

”Seje Mor” – et foredrag om livet med tre børn med særlige behov

Livet slog en kolbøtte for Monica Lylloff og hendes mand, da deres tvillinger blev født 11 uger for tidligt. Det blev starten på et liv som pårørende til tre børn med hver deres diagnose. Mød den seje mor, jurist og forfatter, der også har startet Facebook-gruppen: ”#enmillionstemmer – Bak op om pårørende til handicap og psykisk sårbarhed og deres pårørende i hele landet.

Monica Lylloff fortæller om et liv, hvor diagnoser (autisme, adhd, angst, skolevægring, cerebral parese, m.v.), hjælpemidler, specialskoler og møder med systemet er en del af hverdagen. Om at blive afhængig af hjælp. Om den politiske kamp for at få ændret forholdene for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed og deres pårørende.

Tid: Torsdag den 27. februar, 2020 kl. 19.00-21.00

Sted: Frivilligcenter Helsinge, Vestergade 4, Helsinge.

Gratis adgang – Tilmelding på mail: dubs.gribskov@gmail.com,

DUBS står for Dialogforeningen for unge og børn med særlige Behov i Gribskov og arbejder for at hjælpe børn, unge, forældre og pårørende blandt andet ved at hente ny viden til Gribskov.”

God dag 🙂

Socialerstatning, succes og bræk

Så blev det mandag og første dag efter vinterferien. Vi holdt det meste af ferien oppe i vores lille røde svenske hus. Det er bare godt for alle celler og nerver. Jeg har ikke holdt helt fri denne gang, for jeg knokler for at få støtter til borgerforslaget om socialerstatning. Mit håb er, at det med tilstrækkeligt mange støtter kan sætte fokus på den manglende retssikkerhed, der er på socialområdet, herunder handicapområdet. Er det virkelig rimeligt, at familier i de allersværeste livsvilkår skal hyre advokater for at kunne få den hjælp, de har ret til?

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-04176 Læs videre “Socialerstatning, succes og bræk”