Velfærdssamfundet er et bedrag, når det gælder handicapområdet

Den 20. december 2020 var en skelsættende dag, for der opnåede borgerforslaget Handicapområdet skal væk fra kommunerne de nødvendige 50.000 støtter. Jeg tudede, da vi kunne se målstregen. For det har virkelig været et kæmpe arbejde i 4 måneder i alle døgnets vågne timer at argumentere for forslaget. Nu skal forslaget behandles i Folketinget. Men arbejdet er langt fra slut.

Processen er, at det nu omskrives til et beslutningsforslag, og så skal det første-behandles i Folketingetssalen i løbet af foråret. På grund af corona er der endnu ikke sat en dato.

Nu udnyttes tiden frem til første-behandlingen fuldt ud. Jeg og de 4 andre seje bag forslaget (Margit, Nina, Sara & Peter) holder nu møder med alle partier og andre aktører på handicapområdet. For vi er nødt til at få så mange som muligt til at forstå, at et er overskriften, som jo er ret så provokerende, og noget andet er det vi ønsker. Vi skal have nuanceret billedet. Vi skal sætte gang i kreativiteten. Vi skal have frø til at spire.

Kommunerne laver fejl i ca. halvdelen af alle de påklagede afgørelser. Men tal i statistikker er kun en lille top af et kæmpe isbjerg. Jeg hører fra forældre dagligt, der ikke ved, hvad de skal gøre. Hvad skal de gøre, når kommunen ikke engang træffer en afgørelse? Så kan de nemlig ikke klage. Hvad skal de gøre, når de bliver truet med forældrekompetenceundersøgelser? Så tør de ikke sige noget. Hvad skal de gøre, når de ønsker, at deres datter/søn skal på et bestemt bosted, men Ankestyrelsen har af uransagelige grunde givet kommunen medhold i, at deres datter/søn på 18 år, SKAL på et bosted, hvor de frygter for deres datters/søns liv? Det opgøres ingen steder.

Jeg kan garantere jer for, at mange forældre lever i et mareridt. Derfor slår hele mit system knuder, når Ulrik Wilbek, formand for KL’s socialudvalg, negligerer situationen til at handle om størrelser på grus i en indkørsel og mener, at problemerne kan løses med mere borgerinddragelse. Det her handler om menneskers liv. Og hvis kommunerne ville borgerinddragelse, så fik jeg ikke de henvendelser, jeg gør.

Det handler om fagfolk, der ikke får lov at være fagfolk. Det handler om sagsbehandlere, der har fået bundet armene om på ryggen og har fået frataget deres bemyndigelse. Det handler om kommunale ledere, der kun tænker på, om budgettet kan overholdes. Det handler om et sygt system, der gør mennesker syge.

Det kommunale system er kilde til en meget grim fødekæde: barn med adhd eller autisme får ikke den rigtige hjælp i rette tid, barn udvikler ekstra diagnoser, barn får nu behov for yderligere hjælp, barn må nu ind forbi psykiatrien, mor og far går ned med stress, mor og far kan ikke komme på arbejde, mor og far mister arbejde, søster udvikler angst, barn med diagnose er nu så ødelagt, at barn aldrig får en uddannelse eller arbejde, barn er nu voksen og er nu afhængig af offentlig forsørgelse resten af livet.

Velfærdssamfundet er et bedrag, når det handler om handicapområdet.

I 2007 fik kommunerne det fulde myndighedsansvar på handicapområdet: De visiterer, driver tilbud og betaler. Når 98 kommuner så samtidig ikke besidder den rette specialiserede viden, så er det dømt, til at gå galt. Handler det om penge? Ja, det gør det. Men jeg har en tro på, at pengene er der. De bruges bare helt forkert. Problemet er, at ingen har lavet en analyse af, hvad det koster at give den rigtige hjælp første gang. Ingen har lavet en analyse af, hvad det koster kommunerne at mishandle området på den måde, de gør. Hvorfor har man ikke det?

Vi ønsker at få adskilt de tre kasketter, som kommunerne lige nu sidder med på handicapområdet: Visitation, udførelse og betaling. Det uanset om det gælder henvisning til udredning, specialskoletilbud, botilbud, ledsagerhjælp eller hjælpemidler. Særligt visitation og betaling kan ikke gå hånd i hånd, for så vil økonomien altid få førsteprioritet på bekostning af faglighed, behov, ret og lov.

Det skal være menneskets behov for hjælp og faglighed, der kommer først. Det er lovens hensigt, og loven skal overholdes. Dette vil i vores øjne kræve en strukturel ændring, så den specialiserede viden samles over hele landet, uanset om det handler om fysiske, psykiske, synlige eller usynlige handicap. Lad specialisterne vurdere, hvilken hjælp borgeren har behov for. Her vil centralisering give mening.

Kunne man forestille sig, at kommunen skulle give kirurgen på hospitalet lov til at operere en hjertepatient, der kommer akut ind, inden der foretages en operation? Og at det lige skulle på et udvalgsmøde først?

Et af modargumenterne lyder på, at det vil gå ud over nærheden til borgerne. Men helt ærligt, hvor meget nærhed er der nu? Vores sagsbehandler har endnu ikke mødt vores børn, selvom vedkommende sidder 3 km væk. Skal nærhed være en geografisk målestok, eller skal det vigtigste være viden om behov? Hvorfor skulle man ikke kunne have en fast sagsbehandler, fordi der kommer en ny visitationsmyndighed? Tænk om fagpersoner kunne pege på, hvad man som borger har brug for, så der rammes rigtigt første gang? Det vil være win win for alle.

Albert Einstein sagde: Definitionen på sindssyge er at gøre det samme igen og igen og forvente et andet resultat.

Nu har kommunerne gjort det samme igen og igen de sidste 14 år med samme skandaløse resultat.

Nu er tiden inde til forandring.