Skal jeg frygte, at samfundet tager mine børn?

Jeg vidste ikke, at min familie hører under kategorien “udsat familie”. At mine børn anses for at være “udsatte børn.” Men Kommunernes Landsforenings definition på “udsat” er: børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet og/eller får mindst én familierettet eller personrettet forebyggende foranstaltning på en udvalgt dato. Langt hovedparten af alle udsatte får en indsats efter servicelovens §52, stk. 3 eller §76.

Det har egentlig ikke været noget, jeg har tænkt over før tirsdag den 11. maj, hvor regeringen og stort set alle Folketingets partier tonede smilende frem på et pressemøde kl. 16 med en bred politisk aftale om Børnene Først. Nu skulle det være børnenes tur, børnenes rettigheder, red en barndom. En Børnereform. Men her er vi så. Stemplet som udsatte. Det smager ikke særligt godt.

Der er børn, der har bedst af ikke at blive hos deres forældre. Ingen tvivl om det. Blodets bånd er ikke tykkere end, at alvorlig omsorgssvigt kan bryde det. Børn, der udsættes for vold, overværer vold, svigtes pga deres forældres massive misbrug og andre virkelig triste skæbner. Dem skal vores samfund hjælpe bedst og hurtigst muligt. Det er det, vi har et velfærdssamfund til. Men skal velfærdssamfundet i øvrigt gøre sig til dommer over, hvem der er egnet som forældre? Hvad er definitionen på den gode forældre? Er det noget stationært? Vurderes det ud fra et øjebliksbillede? Og hvem vurderer det? Det afhænger af øjnene, der ser, og hvilket bagtæppe, der er bag øjnene.

Overskrifterne på Statsministerens agenda har hele vejen igennem været flere tvangsfjernelser, tvangsadoptioner og tidligere anbringelser. Ord, der løber enhver forældre koldt ned ad ryggen. Jeg blev derfor yderst og alvorligt bekymret, da jeg læste den nye aftale. En aftale, som af de fleste blev overdænget af ros og klapsalver på alle sociale medier.

Årsagen til min bekymring skyldes den del af aftalen Børnene Først, som er en Barnets Lov: “Med Barnets Lov samles reglerne om støtte og hjælp til børn og unge med behov for særlig støtte ét sted, uanset om støttebehovet har afsæt i sociale problemer, en funktionsnedsættelse hos barnet eller andre sociale udfordringer. Så lovgivningen bliver mere overskuelig – for barnet, familien og sagsbehandleren.”  Med denne formulering sidestilles en funktionsnedsættelse med sociale problemer og andre sociale udfordringer. Allerede her hopper kæden af. Derudover er der ikke anført noget nærmere om, hvordan man så vil sikre sig, at det bliver den rigtige særlige støtte, der tilbydes.

Der er en verden til forskel, hvilken støtte, der skal sættes ind med, hvis støttebehovet har rødder i mors misbrug kontra et barn, der er eller endnu ikke er udredt for f.eks. autisme eller ADHD. Tro mig, det ved jeg. Jeg er barn af en mor med alkoholmisbrug og indgribende psykiske problemer, og så er jeg mor til tre børn med særlige behov, herunder diagnoser som autisme og ADHD.  

Jeg og min bror blev ikke anbragt som børn. Der blev heller ikke sat ind med nogen hjælp fra systemet. Overhovedet. Havde støtte i mit barndomshjem gjort en forskel? Meget sandsynligt, for så havde min mor fået noget hjælp. Og så havde jeg nok stadig haft kontakt med hende i dag. 

Vores søn gik som 10-årig ned med angstanfald, der førte til mere angst, skolevægring og massiv mistrivsel. Først efter 1,5 år blev vi foreslået at få ham udredt. Kommunen igangsatte en §50- undersøgelse, derefter en PPV, og takket være en iskold (læs som sej) konsulent, som var hyret til at lave §50-undersøgelsen, fik kommunen sådan en overhaling over, hvor lidt hjælp, de havde tilbudt os. De 2 år, der gik fra det første angstanfald til et skoleskift til en behandlingsskole, knækkede os fuldstændig som forældre, for ikke at tale om, hvad det gjorde ved vores søn. På første møde med § 50-konsulenten fik vi at vide, at en sådan undersøgelse jo kunne ende med en tvangsfjernelse. Undersøgelsen varede 4 måneder (den må ikke vare længere). På de 4 måneder fik vi endevendt hele vores liv, blev overvåget om morgenen og til aftensmaden. Et øjebliksbillede. Tænk hvis jeg havde haft en dårlig dag der? Hvad havde der så stået i rapporten? At jeg var dumpet som mor? Vores søn skulle “afhøres” alene. Kunne vi have stået med en anbringelse over hovedet? Bare tanken, og jeg får lyst til at kaste op. At tvangsfjerne et barn, der er i mistrivsel pga en uopdaget diagnose og derfor manglende rigtige støtte, vil smadre liv. 

Kommunerne laver allerede fejl i 52% af de påklagede sager på børnehandicapområdet (2020). Jeg hører om familier, der på 15 år har haft 15 forskellige sagsbehandlere, forældre til børn med diagnoser, der trues med tvangsfjernelser, forældre der trues med forældrekompetenceundersøgelser, forældre der bliver nægtet at få henvist deres børn til udredning, fordi kommunen ikke ønsker flere børn med autisme eller ADHD. Kommunerne sidder med magten over familiers liv, men kommunerne overholder ikke lovgivningen nu. Hvorfor skulle de gøre det, fordi loven hedder noget andet? 

Da vi endelig bad om hjælp, havde vi prøvet alt andet selv. At bede om hjælp var for mig et kæmpe nederlag og voldsomt grænseoverskridende. At jeg ikke kunne hjælpe mine børn selv. Men jeg måtte erkende, at jeg kunne ikke hjælpe tilstrækkeligt, når mit barns problemer skyldtes en diagnose. Så er der behov for fagspecialister, andre rammer, de rigtige relationer, psykoedukation, supervision, medicin, hjælpemidler osv. Og fra os en masse omsorg og tryghed. Ikke en anbringelse. Da vi bad om hjælp, var vi selv kørt psykisk ned af at se vores barn have det så dårligt. Vi var ikke en “social sag”, men havde vi ikke fået hjælp, og var vores søn ikke blevet udredt, så var vi nok blevet en social sag, og så kunne vi være endt som en slags “systemets selvopfyldende profeti”.

Jeg vil som mor til børn med diagnoser være alvorligt bange for at bede systemet om hjælp i fremtiden af frygt for, at systemet tager mine børn. 

Kære politikere. En bøn herfra: Det her må og skal I have ændret. Indfør pligt til udredning af børn i sager, hvor der så meget som overvejes anbringelse. Efter udredningen skal familien så hjælpes og visiteres til rette hjælp af rette fagpersoner med forstand på diagnoser, ikke kommunen. 

Inden for strafferetten hedder det: Hellere lade 10 skyldige gå fri, end sende en uskyldig i fængsel. I den nye aftale Børnene Først vil man give børnene rettigheder. Det er godt. Men på den anden side står forældrene, der nu risikerer at være dømt på forhånd, fordi det modsatte aldrig bliver bevist. 

Go with the flow

Det er søndag og endnu en spændende uge venter forude.

Der er sket lidt nyt herhjemme, som sædvanlig fristes jeg til at tilføje. Nye planer med Kristoffer. Og så har Sarah fået det svært og er henvist subakut til undersøgelse på børnepsyk. Hun har den sidste tid været igennem udredning pga for højt blodtryk. Her fik vi lov at opleve, hvordan systemet virker, når det virker bedst. Super samarbejde mellem børneafdelingen og børnepsyk, hurtig reaktion og grundig undersøgelse. Vi skal nu have fundet ud af, hvorfor hun bliver så trist og ked af det.  Godt vi er blevet 100-meter mestre i omstillingsparathed. “En dag ad gangen”, “1 time ad gangen”. “Go with the flow”. Læs videre “Go with the flow”