Er retssikkerhed bare noget, vi siger?

“Retssikkerhed” er et af de begreber, der ofte nævnes i debatten om situationen for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed og pårørende. Nærmere præcist manglende retssikkerhed. 

At sikre retssikkerhed betyder ikke, at vi borgere altid skal have ret.

Retssikkerhed betyder, at vi som borgere må have en berettiget forventning om og kunne stole på, at myndighederne overholder gældende lov og principper. Retssikkerhed er kort og godt det, der skal beskytte hver enkelt borger mod vilkårlige og uforudsigelige overgreb og indgreb fra de offentlige myndigheder.

Det skal være muligt for hver enkelt borger at kende og forudse sine rettigheder og forpligtelser, og myndighedernes afgørelser skal træffes på baggrund af loven og være i overensstemmelse med både lovgivning og grundlæggende retsprincipper. 

Retssikkerhed i sagsbehandlingen sikres bl.a. ved regler om partshøring, aktindsigt, klagevejledning og begrundelsespligt.

Desværre glimrer retssikkerhed ved sit fravær, når det gælder handicapområdet. I stedet for forudsigelighed hersker vilkårlighed, i stedet for sikkerhed hersker usikkerhed og frygt og i stedet for overholdelse af lovgivning, hersker fejl og ulovligheder.

Et tegn på dette er de såkaldte omgørelsesprocenter, det vil sige, hvor mange af kommunens afgørelser, der bliver ændret i Ankestyrelsen. I 2020 blev 52% af klagesagerne på børnehandicapområdet ændret, mens det gjaldt 42,4% på voksenhandicapområdet. Stikprøver i ikke-påklagede afgørelser ude i kommunerne har vist fejl eller ulovlige afgørelse i 25-50% af sagerne. Det er mørketallet.

Bag tal og fejl gemmer sig menneskeskæbner. Det handler om menneskers liv og ofte en hel families eksistensgrundlag.

Min familie har selv bidraget til sager i mørketallet. En af sagerne omhandlede en specialklapvogn. Min datter har bl.a. cerebral parese og hydrocephalus (for meget vand i hovedet), og da hun var mindre, havde hun brug for god støtte i en klapvogn, for hun kunne ikke holde sit hovede. Vi blev anbefalet at søge om en specialklapvogn i kommunen. Det gjorde vi så. Da vi ikke havde hørt noget i 6 måneder, ringede jeg til kommunen for at høre, hvad status var på vores ansøgning. Sagsbehandler svarede, at hun vist havde glemt ansøgningen. Men nu var det blevet vinter og derfor ifølge hende for koldt at køre i klapvogn. Derfor så hun ikke nogen grund til at behandle vores ansøgning lige foreløbig. Sagen nåede aldrig Ankestyrelsen, for vi fik “kæmpet” os til en bevilling.

Et andet eksempel var ,da kommunen ud af det blå skar i den tabte arbejdsfortjeneste, jeg havde fået bevilget på baggrund af vores tvillingers behov og som gjorde, at jeg kunne passe både vores døtre, vores søn og et arbejde 20 timer om ugen. Men kommunen mente pludselige noget andet uden at have en knage at hænge deres vurdering på end, at vi var to forældre. Hvilket vi havde været hele tiden. Den afgørelse knækkede vores familie totalt. Den nåede heller ikke i Ankestyrelsen, da vi brugte 1 år på at “kæmpe” os til en ny afgørelse.

Vi startede med at have fuld tillid til kommunen som offentlig myndighed. Vi havde ikke grund til andet. Men hver gang vi er blevet mødt med fejlagtig sagsbehandling, har tilliden lidt et knæk, og med tiden blev tillid forvandlet til mistillid. 

Lige nu synes vi, at vi får den rigtige hjælp til vores familie. Så vi er stavnsbundet. Skulle der være en grund til at flytte, så tør vi ikke. For en ny kommune kan betyde nye øjne på, hvad lige den kommune synes, vi har brug for eller ikke brug for. Vi ved også, at vores situation er et øjebliksbillede. For når vores børn snart fylder 18 år, skal vi starte helt forfra med at bevise, at der rent faktisk er brug for hjælp. At deres diagnoser ikke var en “børne-sygdom”.

De to sager fra min familie fremgår ikke af nogen statistikker men er eksempler på den tilstand af det vilde vesten, der præger sagsbehandlingen ude i kommunerne. 

Vi har i #enmillionstemmer indtil videre indsamlet 738 vidnesbyrd, der fortæller om den manglende retssikkerhed og de menneskelige konsekvenser. Her er et par af dem: 

Kommunen kunne på over 5,5 år ikke nå at bevillige tabt arbejdsfortjeneste, hjemmetræning, aflastning og merudgifter. Retten har afgjort, at kommunen ikke er erstatningsansvarlig, da kommunen havde travlt i afdelingen, ikke havde kvalificerede medarbejdere og samtidig fandt kommunen lovgivningen kompliceret.” -Forældre til barn med hjerneskade

Mine forældre har været i kamp med kommunen de sidste 30 år, og jeg har i dag taget over, både omkring min søster og min bror. Mine forældre magter det ikke længere. Min mor er især blevet slidt ned. Hun arbejder ikke i dag, hun lider af angst, depression og er blevet kørt fuldstændig ned af så mange års kamp, når sorgen at få en handicappet burde være enkeltstående og her give plads til sorgbearbejdelse. Det kan man ikke, fordi man også skal kæmpe mod kommunen.” – Søskende til bror med handicap.

Hvis man som borger ikke har mulighederne, overskuddet eller ressourcerne til at gennemskue, hvad der foregår og/eller til at kæmpe for den hjælp, der er behov for og lovmæssigt ret til, er man fucked. Faktisk er det så galt, at man er fucked alligevel. 

Der er brug for en kæmpe redningsvest, der kan redde retssikkerheden op fra det dybe vand.  Redningsvesten skal bestå af:

overholdelse af gældende lov

lyt til de mennesker, det handler om

giv den rette hjælp første gang

et nyt menneskesyn, så alle mennesker anses for ligeværdige

prøvelse af ulovlige afgørelser – dette kan ske ved at skrive ind i lovgivningen, at afgørelser skal prøves fuldt ud

indførelse af konsekvenser for myndighederne, når loven ikke overholdes

en ny myndighed til at træffe afgørelserne, for kommunerne er umiddelbart ligeglade med ovenstående.

og hvad med pengene? Jeg er ret sikker på, at der findes en krukke med guld forenden af vejen, hvis alt det ovenstående overholdes og gennemføres.

#enmillionstemmer

 

One Reply to “Er retssikkerhed bare noget, vi siger?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *