For første gang er jeg i seriøs tvivl om, hvor mit kryds skal sættes. Det er frustrerende.
Politikerlede, mistillid og valgflæsk.
De tre ord indrammer ret godt, hvordan jeg har det med politikere lige nu.
Mistilliden kommer af flere års erfaring med politikere, der lovede at gøre en forskel, inden de bliver valgt. Og det tror jeg virkelig på, at de mente. Men så snart de blev valgt, blev hovedparten ramt af kollektiv hukommelsestab, og de fleste blev mestre i undskyldninger for manglende handling.
Jeg har indtil nu været modstander af blanke stemmer. Men jeg er derude, hvor jeg selv overvejer at stemme blankt. Et tegn på frustration og afmagt i forhold til den måde, politik forvaltes på. Det er ikke noget, jeg er stolt af. Det er noget, jeg er ked af.
Jeg er medstifter af bevægelsen #enmillionstemmer, der kæmper for at sikre retssikkerhed for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed. Et område, der kom på den politiske dagsorden ved valget i 2019, da vi fik råbt højt nok. Der blev lovet ændringer. Og med løftet spirede håbet. Der har de sidste 3 år været politisk enighed om, at handicapområdet og psykiatrien befinder sig i en katastrofal situation. Alligevel er der intet sket på handicapområdet, og den styrtblødende psykiatri fik sat et lille vabelplaster på.
Det svigt har gødet min mistillid og politikerleden.
Hvordan kan jeg have tillid til dem, der har siddet på Christiansborg de sidste tre år?
Jeg er træt af at høre kandidater konkurrere om at være den hårdeste, om at udskamme mest og om at love mest i blinde. Jeg er træt af at høre den ene undskyldning efter den anden om, hvorfor de store problemer i samfundet ikke er løst.
Børn, der ikke kan være i nutidens skoler. Unge med ondt i sjælen. Ældre, der må ligge i deres egen urin i timevis. Mennesker med handicap, der sidder isoleret på bosteder og er frataget mulighederne for livskvalitet. Offentlige myndigheder, der ikke overholder gældende love. Medarbejdere, der ikke vil være medarbejdere mere, der hvor der er så enormt meget brug for dem, fordi de ikke kan holde arbejdsvilkårene ud. Det er de store problemer.
Det allerstørste problem er måden politikerne prøver at løse problemerne på. De laver symbolpolitik og symptombehandling. De nedsætter udvalg og kommissioner og sender millioner ud til dysfunktionelle systemer eller til løsninger, der ikke kan lade sig gøre eller bare ikke sker. Imens bliver problemer til katastrofer, skandaler og tragedier.
Der er kandidater, der vil kæmpe for ordentlige forhold i vores samfund. Så jeg kan stemme personligt, men hvor meget må den enkelte kandidat afvige fra sit partis førte politik?
Der tales om tillidskrise og valgflæsk. Hvornår begynder flere at handle anderledes og lave et statement, enten ved at flytte krydset markant eller stemme blank.
Stemmer vi det samme, er vi sikre på at få mere af det samme. For mig, er det ikke godt nok.
Jeg vil sætte mit kryds der, hvor jeg kan være sikker på, at ordene forpligter. For ord er gratis. Adfærd er det afgørende.
Ovenstående skrev jeg til Berlingske, der blev bragt onsdag den 19. oktober i serien “Min stemme”. Mange læser mit indlæg som om, at jeg vil stemme blankt. Det gør jeg ikke. Men det, at jeg overhovedet har haft tanken om at stemme blankt er enormt trist. Politik er som er være blevet tilskuer til en teaterforestilling, jeg ikke har købt billet til. Derfor har jeg behov for at råbe op med en vis mængde provokation.
Hvor har du desværre alt for meget ret
Ved ikke, om det trods alt vil kunne batte, hvis der vælges flest mulig ind, der selv virkelig kender alt det, det overhovedet ikke virker? Hvis erfaringerne, de selv har, kan sættes “i spil”, så kan de måske sammen – på tværs af partier – skubbe på?
For der SÅ meget brug for, at der også skubbes på “indefra” med hjælp fra #enmillionstemmer og alle os, der har haft det totalt dysfunktionelle “system” inde på livet og set de så grove skader, det påfører vores kære!
hej Monica
godt beskrevet
jeg er 100% enig i din kommunikation
det er tragisk at barmhjertighed og omsorg har så ringe vækstbetingelser i dansk politik