Den politiske passivitet i forhold til forbedringer for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed er til at føle på. Faktisk sker der ikke en skid. Jeg får lyst til at råbe og skrige af ren frustration. Men hvis jeg gør det, bliver jeg kaldt skinger eller agressiv. Jeg får at vide, at det ikke nytter at blive ved med at stå på ølkassen og råbe. Jeg bryder min hjerne for at finde lige det, der kan få et flertal på Christiansborg til at vågne op og rent faktisk gøre noget aktivt. Og med det mener jeg ikke nedsættelse af endnu en kommission. Senest er der nedsat en trivselskommission for at hjælpe alle de børn og unge, der lige nu mistrives. Så skal det hele nok blive godt….
Uanset hvad nogen synes og mener, vil jeg blive ved med at italesætte de enorme problemer alle de steder, jeg har mulighed for på min egen måde.
Jeg har den seneste tid haft taletid både i radio og på skrift.
Jeg havde et indlæg i Ræson om psykiatriens tilstand. Jeg håber, du vil læse det og dele det. Her er et lille uddrag:
“Som pårørende har jeg mødt den manglende hjælp, da det var allermest nødvendigt. Hvor kontakten i telefonbogen hed Psykiatrisk skadestue. Hvor jeg frygtede, at jeg var ved at miste det allerkæreste i mit liv.
FØRSTE GANG VI tog det svære skridt at ringe til det værste telefonnummer i telefonbogen, blev vi sendt hjem med beskeden: Tyg på en isklump eller spis en chili, så går det nok væk. Det skulle stoppe selvskade og psykose. Det kan muligvis være den rigtige hjælp for nogen. Men i vores situation var det langt fra noget, der kom i nærheden af en hjælp. For os svarede det til, at en læge opdager en brystknude, men sender kvinden hjem med besked om, at hun kan tage en Panodil og se, om ikke knuden går væk af sig selv.
Da indlæggelse endelig blev en mulighed i vores situation, gjorde det situationen endnu værre. For den tilbudte indlæggelse var ren opbevaring. Ved modtagelsen følte jeg mig som pårørende til en farlig kriminel, der blev kropsvisiteret. Herefter blev vi lukket ind gennem en sluse til en hvid, steril og kold pseudoverden i en situation, hvor omsorg og medfølelse havde været en hjælp i sig selv.
Der var ikke nok ansatte. Så vi sad i det hvide helt alene og bare ventede til lyden af andre indlagte, der skreg.”
Hele indlægget kan læses her: https://www.raeson.dk/2023/monica-lylloff-det-tragiske-drab-paa-en-ansat-i-psykiatrien-skyldes-et-aarelangt-politisk-svigt/
I fredags den 11. august havde jeg den kæmpe store fornøjelse at deltage i P1 programmet Klog på Sprog, vært Adrian Hughes, sammen med helt eminent seje Caspar Eric. En fantastisk frontkæmper for forbedringer for mennesker med handicap i Danmark. Med var også sprogforsker Eva Skafte Jensen.
Jeg håber, du vil lytte til programmet, du kan finde lige her: https://www.dr.dk/lyd/p1/klog-pa-sprog/klog-pa-sprog-2023-08-11
Tak til Adrian Hughes for at sætte fokus på så vigtigt et emne!
Som nær pårørende til en alvorligt psykisk syg vil jeg sige:
Der er kun én årsag til, at loven kan brydes i stor stil, og basale menneskerettigheder tilsidesættes for Danmarks handikappede og psykisk syge: det folkelige pres er ikke stort nok. Befolkningen såvel som systemet er ikke længere solidarisk, alle vender ryggen til.
Velfærdssamfundet er stendødt, konkurrencestaten lever. Jeg har set unge mennesker både dø og blive skadet for livet, og jeg håber sådan, at nogen med lidt flere kræfter end jeg begynder at arrangere ugentlige demonstrationer. Jeg skal nok bakke op. Og måske ender vi med at være en million, der orker.
Kære seje Monika
Endnu en række fremragende, dybt, dybt rystende og samtidig skræmmende genkendelige indlæg!
Sammen med Emmas indlæg i socialt indblik forleden – og introduktionen af begrebet pseudohjælp/pseudostøtte, og det allerede introducerede cirkulære ansvarsfraskrivelse, burde det snart være muligt at få beslutningstagerne til at forstå, dels at det er rivende galt og at der ikke er mere tid at spilde, når det kommer til at fikse det, der er galt!!!!
Det koster så grufuldt meget at lade være!!!