Min hund Pillan er en af de hunde, der ruller sig i det klammeste klamme, hvis hun kan komme til det. Jeg kan blandt andet nævne kolort, rådden sæl (den var rigtig fæl), rævelort, grævlingelort, råddent overpisset pindsvin og gammel lakseindpakning fyldt med rævepis. Hun er blevet så god til det, at hun formår at få det kørt henover ryg, ind i ører og ned af halsen på samme tid. Alt sammen noget, der provokerer hele familiens brækrefleks. Men hun ruller /gnider sig også på en rigtig ildelugtende tyggeting? Men hvorfor gør hun det? Min anden hund Jackson har nemlig aldrig gjort det.
Der findes forskellige teorier om, hvorfor nogle hunde har denne her tendens til at rulle sig i ildelugtende ting:
1: Teori om camouflage. Ved at rulle sig i kraftligt lugtende materiale, f.eks. tis eller afføring fra hjort eller ko, dækker hunden sin pels og skjuler dermed sin egen lugt. Den vil dermed være camoufleret i en jagtsituation og vil lettere kunne snige sig ind på byttedyret, da den ikke lugter af rovdyr. Der er nogle huller i denne teori, da Pillan og andre hunde også ruller sig i rævelort og rævetis. Her handler det måske også om at camouflere sig for konkurrerende rovdyr? At hunden dermed kan snige sig ind på et andet rovdyrs territorium for at jage uden at blive opdaget?
2: Teori om videreformidling. En anden teori lyder på, at hunden ruller sig i noget fra et byttedyr for derved at kunne fortælle andre hunde om fundet, og at der er byttedyr i nærheden. Hunden tager simpelthen nyheden på ryggen. Der er her et socialt aspekt.
3: Teori om ejerskab. Denne teori handler om, at hun afsætter sin egen lugt på genstanden og derved gør det til sin egen. Jeg har ikke kunnet finde så meget om denne teori, måske fordi der er mange huller? For hvis det skulle handle om territorium, kunne hunden så ikke vælge at tisse på det i stedet? Hvis den kun handlede om at gnide sig eller rulle på den ekstra lækre tyggeting, så ville dette være en sandsynlig teori.
4: Teori om parfume. Den sidste teori, jeg er stødt på, handler rent ud sagt om, at hunden tager parfume på ligesom os mennesker. Vi kan lide at lugte godt. Det giver os velvære, og vi har erfaring for, at det sender nogle gode signaler til andre mennesker. Det er tydeligt at se, at når Pillan har fået rullet sig i noget lækkert, så bliver hun ekstra populær. Det er ligefrem sket, at hendes gode hundeven har stået med snuden helt inde i hendes pels og bare indsnuset hende med logrende hale. Og mens hun ruller sig, ser hun meget salig ud.
Her kan du læse om de forskellige teorier, ud fra observationer hos ulve:
http://www.bbc.com/earth/story/20170608-the-many-reasons-why-dogs-might-roll-in-smelly-poo
Der er fortsat tvivl om, hvorfor hunde har denne her tilbøjelighed til at rulle sig i ulækre ildelugtende genstande og væsker. Altså set fra et menneskeligt perspektiv. Hvis vi nu blev bedre til at sætte os i hundens sted, kunne det være, vi fandt svaret? Jeg må ud og rulle 😉