Efter en ualmindelig skøn efterårsferie er jeg nu tilbage i Danmark og her på bloggen. Vi har været oppe i vores lille røde hus i Sverige. Vores skønne lille oase, åndehul, stikkontakt. Der bliver vi næsten en normal familie, eller vi føler os mere som en normal familie. Og hvad er så det? Jo, det er en familie, der ikke tænker på handicap, selvskadende adfærd, psykologer, psykiatere, hjælpemidler, fysioterapeuter, hjemmepassere, aflastning, osv. Hvad tænker vi så på? I stedet tænker vi på: Hvad skal vi have til morgenmad? Hvad skal vi spise til frokost? Hvad skal vi spise til aftensmad? Hvilket spil, skal vi spille? Har vi købt nok slik? Hvilken film skal vi se om aftenen? Er der stjerner på himlen, når solen går ned? Og hvilken rute, skal jeg gå med hundene morgen og aften? Simple, ukomplicerede og glade tanker.
Det skulle vise sig, at ferien var mere tiltrængt, end jeg lige troede. Vi kørte derop mandag. Jeg kunne godt mærke, at jeg havde svært ved at trække vejret, mine kæber spændte, og panden lavede små trækninger. Da vi havde kørt i 5 minutter, havde jeg glemt, om jeg havde glemt at låse dørene. Jeg turde ikke sige det højt i bilen pga risiko for fælles panik. Så jeg sendte en besked til min søde veninde, hvis mand ville gå forbi og lige tjekke for mig. Der var låst, pyha!! Det næste jeg havde glemt var morgenbrød og kylletter i fryseren. Øv. Jeg havde også glemt alle Emmas stofbleer, som vi både bruger som hagesmæk og til bleskift. Øv. Jeg havde også glemt ketchup. Øv. Og slikket til aftenhyggen. Mega øv. Alt sammen små ret ubetydelige ting at glemme, som der var en løsning på. Men jeg kunne slet ikke holde det ud! Mig, der plejer at huske ALT, for ALLE. Jeg blev simpelthen så irriteret på mig selv og i dårligt humør. Det varede helt til næste dag. Efter en god nat søvn var spændinger i kæbe og panden allerede væk. Om eftermiddagen sad jeg og læste en interessant artikel i hundebladet Canis, “Stress og indlæring” – “længerevarende stresstilstande, vil altså kunne medføre graverende problemer med hukommelsen”. Hmmm…… var det her en løftet pegefinger? Denne gang var det små ting, jeg havde glemt, men det starter jo et sted. Jeg synes egentlig ikke, jeg havde været stresset, hvilket nok er endnu mere farligt, at jeg ikke lægger mærke til, at jeg er stresset. Så jeg har bare kørt på og kørt på. Vi har været igennem nogle virkelig barske perioder med vores søn, som har udvist selvskadende adfærd, og jeg har været så meget i alarmberedskab, at jeg ikke engang har kunnet være ked af det.
Her til morgen sad min mand og jeg og talte om, hvor meget vi gerne ville blive i Sverige. I roen. Jeg nævnte min kortslutning i mandags, hvorefter han svarede (og han er ret fornuftig), at det jo ikke var mærkeligt, når jeg havde gang i 30 jern i 30 bål. Puha, det er mange jern. Og ja, jeg har da gang i nogle ting, men da ikke mere end andre. Men når hverdagen er så belastet af alle de tanker, som vi, som den familie, vi er, er nødt til at tænke, så er der bare ikke plads på hylderne til for meget ekstra. Det er sgu lidt uretfærdigt, men sådan er vores virkelighed altså. Nu vil vi nyde de sidste to dage herhjemme med et opladt og afslappet sind, inden vi hopper tilbage på motorvejen på mandag.