Min søn startede i behandlingsskole i slutningen af april 2017. Hans to søstre går på hver deres specialskole. Men hvad er egentlig forskellen på en behandlingsskole og en specialskole?
Umiddelbart er det svært at se forskellen. Begge typer skoler har børn med diagnoser, små klasser, mange lærere og undervisning, der så vidt muligt tager hensyn til det enkelte barn.
Min opfattelse er, at et barn først kan komme på en behandlingsskole, hvis det vurderes, at hverken en folkeskole eller specialskole vil kunne opfylde barnets behov, da barnet har behov for behandling. Her er der ikke tale om f.eks. fysioterapi. Det er behandling for bl.a. angst. Der er altså tre trin op til en behandlingsskole. Men hvad er det så en behandlingsskole kan, som en specialskole ikke kan?
Min søn gik i almindelig folkeskole, da han i 3. klasse begyndte at udvikle angst og skolevægring. Du kan læse om selve forløbet her: Skolevægring – et symptom på en ekskluderende folkeskole?
På baggrund af en § 50-undersøgelse, udredningspapirer og PPV vurderede kommunen, at min søn havde behov for behandling for angst. En specialskole kan ikke tilbyde behandling for angst, hvilket ville betyde, at min søn ved siden af en ny skole skulle forholde sig til og opbygge relation til en psykolog. Det var han simpelthen for dårlig til, så han kom gennem nåleøjet. Der findes mange forskellige behandlingsskoler alt efter, hvilken problematik og diagnose, der er tale om.
Min søn går på en behandlingsskole i Vanløse, der hedder Fyrtårnet, som er for normaltbegavede og højt begavede børn med autismespektrumforstyrrelser samt side-diagnoser og problematikker, der kræver behandling, herunder angst. Der er højst 8 elever i en klasse, som er sammensat, så børnene passer sammen. Det vil sige, at min søn ikke er i en klasse med udadreagerende børn, for det kan han slet ikke tåle. Der er 1 voksen pr. 2 elever, og alle voksne er klædt godt på. Hver elev er tilknyttet en af skolens psykologer, som sidder tæt på klassen og samarbejder tæt med klassens team af lærere og pædagoger. Hver enkelt elevs undervisning og behandling er særligt tilrettelagt og planlagt af både psykologen og lærerne. Og det vurderes hver uge, hvordan det går, hvad der skal fokuseres på, hvad virker og hvad virker ikke. Der er også tæt kontakt mellem os og både lærerne og psykologen. Derudover er der en sygeplejerske og en psykiater på skolen, som bl.a. hjælper med medicin. I klasseværelset har hver elev sin bås med egen computer, og så er der et fællesbord. Det svinger meget, om min søn kan rumme at sidde med ved fællesbordet. Da han også har en PDA-profil, bliver han så vidt muligt ikke presset til at sidde ved fællesbordet. Skolen har sin egen kantine, hvor der hver dag bliver lavet lækker og sund mad.
Nu går min søn i 7. klasse. Vi har været så heldige, at det er den helt rigtige skole for ham. Men han er stadig kun i skole til kl. 12 og deltager kun delvist i undervisningen. Derudover er jeg stadig med ham i skole. Så vi håber bare, at han kan få lov (af kommunen) til at blive, så han kan tage sin 9. klasses afgangseksamen der. For vi tør slet ikke tænke på, hvad der vil ske, hvis han skal skifte skole igen. Vi skal til dette års netværksmøde d. 31. oktober, hvor revisitationen skal drøftes.
Tusind tak for indlægget, det besvarede mange af mine spørgsmål. Min søn går på specialskole og trives desværre ikke rigtig på nu 2.år. Han er 9 år med AS, OCD, TS og belastningsreaktion. Og bagved disse diagnoser er jo en masse angst i alt hvad han foretager sig.
Hejmdal mener han bør flyttes da han ikke trives i klasse og skoleregi men vi ved jo ikke om næste sted er bedre for ham
Jeg vil have din beskrivelse i baghovedet og tak for dine gode indlæg/historier og al held og lykke med din skønne familie❤️
Tak for din beskrivelse af din drengs skole. Det er så rart med viden fra ‘brugerne’, da jeg oplever at de professionelle ikke kender nok til de forskellige skoler. Det lyder som et rigtig godt sted. Fanstastisk at han trives. Undervisning til kl12 er da så godt. Det giver håb herude bag skærmen!
Du skriver flere steder at du er med din dreng i skole. Jeg er også med i skole, også den nye specialskole. Men jeg kan mærke at personalet finder det mærkeligt, at jeg sidder der i garderoben (eller nærmeste kaffebar). Jeg føler det er den eneste mulighed for at få ham derhen og sænker hans stress så han kan fremmøde et par timer dagligt. Whatever works 🙂 Personalet har efterhånden accepteret det. De har ikke bedre forslag ang hans skolevægring.
Hvilke tanker har du gjort dig om at tage med i skole?
På min søns skole har det været meget naturligt, at jeg var med. Men nu efter 1,5 år er jeg næsten blevet fast inventar. Jeg forsøger så vidt muligt at være et andet sted end på selve skolen, både for min egen skyld, men også for at sende et signal om, at han godt kan være der uden mig. Jeg har da nogen gange følt det helt pinligt, at jeg stadig er med. Men som du siger, whatever works. Og vi gør det jo ikke fordi, vi synes det er fedt at være med. Jeg sidder i skolens kantine, som er langt fra min søns klasseværelse. Og ellers går jeg en lang tur. Så længe personalet på din søns skole ikke har andre forslag, så skal du gøre det, du mener er bedst.