Vil vi altid have “små børn”?

Vi har 3 børn på henholdsvis  13 år og 11 år. I helt almindelige familier betyder det mere luft til forældrene, for i den alder kan de fleste børn godt være alene hjemme, mens hunden luftes, eller der ordnes indkøb. Men sådan er det bare ikke for os, længere.

Vores ene datter kan under ingen omstændigheder være alene hjemme og heller ikke sammen med sine søskende. De skal ikke have ansvaret for hende. Men indtil for nylig har det været sådan, at når hun var i aflastning eller i skole, kunne vores to børn godt være alene hjemme. Ligesom i almindelige familier. Inden efterårsferien havde vi episoden, hvor vores søn klippede i sit hår, mens han var alene hjemme. Her blev vi nervøse for at lade ham være alene. Du kan læse om episoden her: Så gik det godt, så går det dårligt

Vi havde en rigtig dejlig efterårsferie, hvor vores søn blev sig selv igen. Og i den forløbne uge har han også virket glad. Så i dag tog jeg chancen. Vi var kommet hjem fra skole, hvor han havde haft en god dag. Jeg fik hurtigt svinget støvsugeren og lavet frokost til ham. Vores datter kommer hjem med sin bus kl. 15 om fredagen, så jeg ville gerne nå at lufte hundene inden. Vores søn var helt fin med, at jeg lige gik en halv time. Så jeg kørte med ro i maven. Jeg fik gået en god frisk tur ved vandet uden alt for meget regnvejr og havde ingen anelse om, hvad der foregik derhjemme i mellemtiden.

Da jeg kom ind ad døren, hørte jeg min søn skrige “DU SKAL KOMME HJEM MOAR”!!! Jeg løb ind til ham og fandt ham grædende. Han havde spillet computer og var blevet så ked af det, så han havde slået sine fødder. Han var helt ude af den og vidste ikke, hvorfor han pludselig blev så sur og ked af det. Nå, mig i gang med brandslukning: Rolig stemme, kram, hygge i sofaen, lidt guf. Det vendte stille og roligt situationen. Skulle jeg have det dårligt over, jeg havde efterladt ham alene? Måske! Jeg kan bare sige, at han skal ikke være alene hjemme mere. Vores snart 13-årige dreng.

Nu skal vi have en rolig weekend uden krav og planer!

5 Replies to “Vil vi altid have “små børn”?”

  1. Min søn på 9 kan være lidt alene hjemme med sin iPad, men jeg skal være meget tæt på hjemmet for det sker at jeg bliver ringet op af grædende dreng. Wifi driller eller han er faldet ned af sofaen

    1. Min søn kunne også tidligere være alene hjemme. Nogen gange i op til 4 timer. Men det har ændret sig, og det er virkelig hårdt.

      1. Det er benhårdt. Man bliver så isoleret i sit eget hjem. Og ens sociale liv er allerede på nulpunktet. Bekymringer og isolation er en super kombi 🙂
        I dag er vi hjemme igen. Tror desværre det er starten på en ny skolevægringsperiode. Men vi får det bedste ud af det og har garderet os i sofaen med dyne, ipad og kaffe. Masser af kaffe til moderen. Og senere må vi se om der er overskud til en lille gåtur…

        Håber du får en dejlig dag Monica og snart får færdiggjort den bog 🙂

  2. Kære Monica .
    Jeg glæder mig til at læse din bog. Jeg har en søn på 15, der for et halvt år siden fik diagnosen GUA ovenpå en svær depression. Jeg er også ret sikker på, at der var noget angst ind over. Han har haft sin op- og nedture gennem hele sin skoletid. Og er i den grad blevet misforstået og ekskluderet i folkeskolen, så dit indlæg om den ekskluderende folkeskole ramte mig. Jeg kan blive så vred, når jeg tænker på den behandling han har fået, og den måde vi blev betragtet på; som dårlige forældre, der bare var for slappe i opdragelsen. Jeg er overbevist om, at vores søn havde haft et lettere børne- og ungdomsliv, hvis folkeskolen havde haft større rummelighed og større fokus på trivsel. Nu har han fået nogle ar på sjælen, som han skal arbejde med – måske for altid.

    1. Tak for din kommentar. Som vi taler om herhjemme, så må det være resultatet af en helt forfejlet inklusionspolitik. Med mange tabere. Det er virkelig trist. Jeg håber det bedste for jer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *