Når dommens dag bliver aflyst – om at leve i evig usikkerhed

I går skulle have været dommens dag. Dagen hvor vi skulle til møde med skole og kommune, og hvor kommunen skulle vurdere, om vores søn kunne fortsætte på den behandlingsskole, han går på nu. De dage, og mange dage op til, kræver enormt mange mentale kræfter. Det fylder ubeskriveligt meget i vores tanker og underbevidsthed, for vi ved aldrig helt, hvad kommunen vil komme med. Og faktisk fylder de, selvom vi ved det. Så uanset hvad, så er de møder bare sindssygt hårde. Vi lever i en konstant usikkerhed for vores fremtid.

Denne gang var det lige i overkanten, for vi havde for noget tid siden hørt, at vores kommune har oprettet deres egen behandlingsskole, og at der gik rygter om, at kommunen var i gang med at hive “egne” børn hjem. Det ville være en katastrofe, hvis de gjorde det med vores søn. Så kunne vi vinke farvel til 1,5 års udvikling og starte forfra. For nu udvikler han sig. Godt nok meget stille og roligt, men i den rigtige retning. Og han er glad for sin skole. Et skift vil bombe os helt tilbage. Så for at være forberedte, skrev vi en mail til vores sagsbehandler for at høre, om det var noget, de havde i sinde at gøre med vores søn. Om vi havde grund til at være bekymrede. For ved sidste revisitation lige inden sommerferien, havde visitationsudvalget kun forlænget hans skolegang på den nuværende skole med 6 måneder, til den 31. december. Måske var det derfor?? Fordi de havde i sinde at flytte ham. Vi har aldrig fået en begrundelse for, hvorfor de kun havde forlænget med 6 måneder. Selvom vi har bedt om det.

Vores sagsbehandler svarede ikke på vores mail. Så to dage efter rykkede jeg. Jeg hørte stadig intet. Tirsdag rykkede jeg så igen. Det skal lige siges, at jeg aldrig ringer. Alting foregår skriftligt, for så har jeg dokumentation. Endelig svarede hun. Hun beklagede, at hun ikke havde fået besvaret vores mail, fordi hun var syg. Hun skrev, at det var rigtigt, at de havde flyttet nogen børn til eget tilbud, men at det var børn der ikke havde udviklet sig tilstrækkeligt (det er jo åbent for fortolkning), og at det ikke var noget, der skete uden dialog med forældrene. Hun bekræftede, at hun ville komme til mødet, men at hun ikke vidste, hvem der kom fra PPR, da den tidligere konsulent er stoppet. Hvorfor taler de ikke sammen? Nå, men det var umiddelbart et fint svar, men da det ikke er hende, der sidder med dommerhammeren, så kan jeg ikke trække vejret, før visitationsudvalget har afsagt dom.

I går skulle vi så have haft det famøse møde med os, sagsbehandler, repræsentant fra PPR, skoleleder, lærer og psykolog. Kl. 9 tager skolelederen fat i os og fortæller, at kommunen har aflyst mødet. AFLYST!!! neeeeeej…… Vores sagsbehandler var stadig syg. Kommunen havde så meldt ud, at de ikke kunne sende en anden, og de ville ikke tillade, at mødet blev afholdt uden hende. Også selvom PPR ville komme. De havde heller ikke nogen ny dato klar. Skolelederen havde forklaret kommunen, at vores søn kun var visiteret til 31/12, så vi havde brug for at høre noget HURTIGT. Det ændrede ikke på noget.

Min krop plejer at reagere med sygdomssymptomer, når vi var været til de store møder om børnene: Feberfølelse, hovedpine, kvalme. Selvom vi ikke kom afsted til mødet i går, reagerede min krop ligesådan. Jeg fik det simpelthen så skidt. Fordi jeg havde jo stadig sat mig op til mødet. Nu skal jeg så gøre det to gange.

Jeg kørte en tur i Dyrehaven med vores ene hund for at tænke på noget andet, finde noget ro og noget ilt. Det var svært at være i Nu’et i går. Men en tur i naturen hjalp alligevel lidt.

Jeg kan godt undre mig over, at vi som forældre ikke bliver kontaktet direkte af kommunen, når de aflyser et møde. Jeg kan godt undre mig over, at kommunen har så lidt forståelse for, hvor hårdt det er for os forældre at skulle til de møder. Jeg håber, at det en dag går op for dem, hvor hård en situation vi er i. Det er noget af det, jeg kommer ind på i min bog, som også er skrevet til blandt andet sagsbehandlerne.

2 Replies to “Når dommens dag bliver aflyst – om at leve i evig usikkerhed”

  1. Suk…
    Det er ikke mit barn der giver mig stress og søvnløse nætter. Det er systemet. Det er til tider så absurd håbløst.
    Hepper på jer til næste møde!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *