Det går godt FORDI…..

I dag stod den på besøg i ADHD-ambulatoriet med vores ene datter. Hun går til kontrol hvert halve år, hvor hun bliver målt, vejet, får målt blodtryk og snakker trivsel. Inden en kontrol har skolen udfyldt et skema, hvor man sætter ring rundt om et tal ud fra et udsagn. Tallene går fra 0-3, hvor 0 er noget barnet aldrig gør, og 3 er noget barnet gør hele tiden. Et eksempel på et udsagn er: ”barnet bliver let afledt og distraheret”.

For nogle år siden gik vores datter til kontrol hver måned, herefter hver 3. måned og nu hver 6. Det skyldtes, at hun vejede for lidt, tog ikke på og afprøvede forskellig medicin. Dengang var der et overtal af 2 og 3-taller på skemaet. Det er ikke positivt..tværtimod.

I dag kunne jeg aflevere et skema med…hold nu fast.. et 3-tal og nogle få 2-taller, nogle 1-taller og ellers en masser 0’er. Det er simpelthen vildt. Hun havde også taget på og vokset, så hun nu er rykket fra ekstremt undervægtig til at have bevæget sig et lille ryk nærmere normalvægt og normalhøjde.

Vores datter går i et lille skoletilbud for normaltbegavede børn med ADHD. Skolen har 18 elever fordelt fra 0-9. klasse. De er opdelt i 3 grupper: A1 som er 0.-3. klasse, A2 som er 4.-6. klasse og A3, som er 7.-9. klasse. Vi kæmpede en kamp med kommunen, da vores datter skulle starte skole, for kommunens første melding var, at hun skulle da inkluderes i den store lokale folkeskole. Vi fik råbt dem til fornuft, og hun kunne derfor starte i denne fantastiske skole i 0. klasse. De første år har været turbulente på grund af skiftende lærere og skiftende klassekammerater. Det var tydeligt at mærke, at jo flere klassekammerater, jo sværere havde vores datter ved at koncentrere sig i skolen. Her skal jeg måske lige fortælle, at mange klassekammerater betød 5!! På et tidspunkt var de kun 3 elever i klassen, og det fungerede fantastisk. Men uanset turbulensen, har skolen formået at rumme hende og udvikle hende både fagligt og socialt. Inden sommerferien ”voksede” hun fra de andre i A1. Så i maj måned blev hun rykket op i A2. Nu er de 4 elever i klassen og med 2 lærere i hver time. De har undervisning hver dag kl. 8-13.35, hvor de i de fleste timer er delt op 2 og 2. Derudover får vores datter en medicin, der virker det meste af skoledagen. Og så har storebror fået det meget bedre. For trivsel i skole bliver også påvirket af trivsel i hjemmet, og omvendt!!

For lige at ridse op, hvorfor det nu går godt. For det er ordet FORDI, der er vigtigt her. Det går godt, fordi hun er i det rigtige skoletilbud med få børn og mange lærere, der er uddannet til at undervise børn med ADHD. Det går godt, fordi hun får den rigtige medicin. Det går godt, fordi hun ikke nåede at opleve store nederlag i starten af sin skolegang. Det går godt, fordi hun har fået etableret et efterhånden godt fundament i form af god faglig og social læring, som skal kunne bære hende resten af hendes liv.

Lige præcis denne historie skal ud, fordi den kan fortælle om, hvorfor et skema med 2 og 3-taller bliver til en masse 0’er.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *