Her er en lille historie om, hvordan planer må ændres, og hvordan kaos bliver til kosmos.
Onsdag-torsdag skulle jeg være alene med børnene, fordi min mand skulle til Jylland og arbejde. Han skulle allerede afsted kl. 5, så jeg kunne ikke nå ud på min sædvanlige hundeluftetur kl. 5.30. Men det gik ok. Derudover var Kristoffer nødt til at køre alene ind til skolen, for jeg var nødt til at blive hjemme og sende pigerne afsted. Jeg havde så lovet at komme ind og hente ham. Det er stadig transporten til/fra skole, som er svært for ham. Min mands Jyllands-tur var godt planlagt, fordi begge piger skulle i aflastning fra onsdag-torsdag, så Kristoffer og jeg skulle have alene-hjemme-hygge. Det glædede Kristoffer sig til, og det gjorde det lettere at få ham ud ad døren og i skole. Alt var planlagt ned til mindste detalje ud fra, at Kristoffer stadig ikke kan være alene hjemme pga risiko for selvskadende adfærd. Planen for onsdag var:
- Sende alle tre børn ud ad døren
- Gøre rent i huset
- Gå lang tur med hundene
- Hente Kristoffer i Vanløse
- Handle ind sammen med Kristoffer
- Hygge hjemme med Kristoffer
- Hente sushi med Kristoffer
- Se spændende film om aftenen med Kristoffer.
MEN sådan skulle det ikke gå. For onsdagen blev i stedet sådan her:
- Sendte alle tre børn ud ad døren uden konflikter – pyha – tjek
- Fik gjort rent i huset -tjek
- Skulle læse behandlingsplan vedr. Kristoffer. Så ringede telefonen. Det var hans psykolog på skolen, der kunne fortælle, at han stopper 1/12. Åh nej!! Så skal vi starte forfra med en ny psykolog, igen. Det er simpelthen så frustrerende.
- Gik så lang tur med hundene – tjek….Og så skred planen. For på vejen tilbage fra gåturen ringede telefonen. Det var skolelederen på Sarahs skole. Sarah havde leget vildt med en dreng fra klassen. Hun var væltet og slået knæet ned i et træpanel og havde fået en dyb flænge under knæet, som de mente skulle tilses af en læge. ARGHHH!!! Det hele føltes som kaos, alt blev bare uoverskueligt. Typisk når jeg var alene hjemme. Jeg fik skrevet en sms til min mand, hvor der stod “fuck” ret mange gange. Jeg kom hurtigt hjem og ringede til lægen. Men klinikken havde da lukket den ene dag og henviste til en anden læge. Her sad jeg så i telefonkø som nr. 4 i 10 minutter, hvorefter jeg opgav. Hoppede i bilen og kørte hen for at hente Sarah. Ud i bilen med hende. Endelig kom jeg igennem til lægen, som puttede Sarah ind til en tid kl. 13. Så gik turen mod Vanløse for at hente Kristoffer, der ikke vidste, at onsdagen nu blev noget andet end planlagt. Jeg frygtede for hans reaktion, for han kan godt bliver enormt frustreret, hvis planer på ændres, og det kan godt gå ud over Sarah især. Men jeg kunne smide mine bekymringer væk, for han var så sød ved hende. Og han tog det så flot, at vi nu skulle lægen, og at han skulle med. Sarah og jeg havde været forudseende og havde nået at handle noget guf, sodavand og pølsehorn til ham. Vi aftalte, at vi kunne tage på running sushi om aftenen, hvilket er deres yndlingsrestaurant. Et ret godt plaster på alle sårene.
Det gik godt hos lægen. Flængen skulle ikke sys. Der blev sat nogle strips henover flængen for at holde den sammen og et stort plaster, og så gik turen hjem. Nu skulle der gives besked til skolelederen, min mand, aflastningen, buschaufføren og Sarahs gymnastisklærer om de ændrede planer. Tungen lige i munden!! Og så måtte jeg lige lægge mig et øjeblik på sofaen og trække vejret.
Pludselig bankede det hårdt på døren. Jeg var vist faldet i søvn og hoppede op af sofaen. Hvem kunne det være?? Jeg åbnede, og uden for døren stod et blomsterbud med den smukkeste buket blomster. Hvem sendte blomster? Det var fra min fantastiske mand. En kærlighedserklæring der bare var så perfekt timet.
Vi havde en super hyggelig tur på restaurant med mange gode grin og fik set en rigtig god film alle 3. Og alle sov godt i nat.
Her til morgen måtte planerne igen ændres, for jeg kunne ikke tage med Kristoffer i skole, når Sarah var hjemme. Så han skulle tage alene afsted igen. Men det tog han flot, så længe jeg lovede, at jeg kommer og henter ham kl. 12.15.
Jeg fik hentet ham som lovet, og i bilen på vejen hjem åbnede han op. Selvom han havde virket glad og forstående i går, så var han blevet enormt skuffet, da han så Sarah i går. Han havde været lige ved at græde. For det betød, at vores alene-aften var aflyst. Noget han virkelig virkelig virkelig havde glædet sig til. Derfor har vi aflastning. Så selvom det virkede som om, der var kosmos, havde det for ham stadig været kaos. Han var skuffet, ked af det og vred. Jeg måtte give ham ret i, at det var enormt ærgeligt, for jeg havde også glædet mig til vores alene-aften, og sagde, at han havde virket som om, han var ok? Han svarede, at han kunne jo ikke vise, at han var sur, for det var synd for Sarah. Jeg roste ham og sagde, at vi må tage revanche om 14 dage, når begge piger (forhåbentligt) igen er afsted.