Der var engang en usikker hund….

 

 I februar 2014 hentede vi vores smukke dejlige Pillan hos hendes opdrætter i Sverige. Der var hun ca. 4 mdr. gammel. Hun havde et lille overbid, hvilket var grunden til, at hun ikke var blevet solgt. Hun virkede fra start som en hund, der hurtigt blev usikker og som havde svært ved at finde ro. Det viste sig bl.a. når hun legede med vores anden hund, for hun tissede altid. Hun gøede af andre hunde og tissede, når de kiggede på hende. Hun var meget lang tid om at blive renlig.

Den ”hundetræner”, jeg gik hos, rådede mig til at bruge bur om natten og som ”time out”, når Pillan var for overgearet. Så Pillan sov i bur om natten ved siden af min seng. Hundetræneren fortalte mig også, at når Pillan gøede eller var for overgearet, skulle vi tage fat i kinden på hende og knurre ned i hovedet på hende. Og det gjorde vi så. Og det virkede da, for så stoppede hun.

 

I juni 2014 gjorde en stor dreng hende SÅ forskrækket, at al tillid til mennesker forsvandt. På det tidspunkt var hun på vej i sin første løbetid. Hun blev så angst for mennesker, at hun tissede, rystede og gemte sig bag vaskemaskinen, når vi fik gæster. Den samme hundetræner prøvede at løse problemet med at give Pillan godbidder i nærheden af fremmede mennesker. Hun kom også med det råd, at når Pillan gøede af en gæst, skulle vi bære Pillan ind i et andet rum og gå fra hende. Så kunne vi lukke hende ud igen, når hun holdt op med at gø.

Hendes tillid til os var på det tidspunkt ikke eksisterende. Jeg kunne ikke længere klippe hendes kløer, for hun snerrede af mig. Hun angreb vores anden hund, når hun bare hørte lyden af foder-sækken.

I sin første løbetid, blev hund syg. Hun hævede op, så hun hverken kunne komme af med stort eller småt. Hun blev falsk drægtig og fik mælkekirtelkræft. I oktober 2014 blev hun derfor steriliseret og fik fjernet to mælkekirtler.

Da hun var kommet sig over operationen, blev jeg af samme hundetræner rådet til at konfrontere Pillan med hendes angst for mennesker. Ud og gå tur på gågader blandt masser af mennesker. Situationen blev værre og værre. Så hundetræneren gav op og sagde, at hun kunne ikke hjælpe mig og henviste mig til at søge hjælp hos en af hendes bekendte, som var ”adfærdsbehandler”.

En af mine gåture på gågaden endte helt forfærdeligt. Jeg havde gået op og ned ad gaden. Så hilste hun på en sød lys labrador, og pludselig gjorde hun udfald mod den. Det havde hun aldrig gjort før. Jeg gik hen mod bilen og på vejen passerede vi en anden hund. Hun kiggede på den og vendte sig om og bed mig i benet.

Så tog jeg fat i den ”adfærdsbehandler”, jeg var blevet anbefalet. Hun arbejdede med adfærd og virkede dygtig. På det tidspunkt skete der følgende, når Pillan så en anden hund på gaden: Enten satte hun tænderne i mit ben, eller også angreb hun min anden hund. Så jeg turde ikke lade hende hilse på andre hunde.

 

Adfærdsbehandleren kom på besøg i december 2014 og blev ret hurtigt accepteret af Pillan. Hun anså Pillan for en fantastisk hund, som bare havde fået lidt for meget hår på brystet. Hun kaldte hende for en barsk lille rocker, der bare manglede tatoveringen og rygmærket.

Hendes metoder bød på korrigering med retrieverline, dvs. når Pillan gøede eller knurrede skulle jeg rykke i linen. Jeg skulle give hende fingre i siden eller råbe ned i hovedet på hende, inden hun bed mig i benet, og endelig skulle jeg lægge hende ned, hvis hun bed mig eller gjorde udfald. Og metoderne “virkede”, når hun stod med hundene, så jeg blev hvirvlet ind i nettet af øgning af metoder inden for positiv straf.

Nogle af vores udfordringer blev bedre: Pillan blev renlig (dog kunne der stadig være uheld, hvis vi var fremmede steder), og hun havde ikke længere problemer mht fodring. Hendes udfald mod andre hunde blev også mindre i visse situationer. Måske fordi hun ikke turde andet?

Jeg gik på det tidspunkt ugentlige ture med en hundeveninde, som også fik hjælp af samme adfærdsbehandler. Hun ville gerne gå i hundeskov, så jeg tvang mig selv i hundeskov, bl.a. Bernstorffparken hver uge for at få udviklet hendes kommunikation med andre hunde. Jeg tænkte, at det måtte være godt. Jeg var stadig meget nervøs, for jeg stolede ikke på Pillan. Turene i hundeskoven gik ok, men hun bed mig stadig i benet på gåture, når hun havde snor på. Hun søgte mig aldrig. Jeg blev rådet til at tage tennisketsjer med på tur, så hun ikke kunne bide mig benet.

Hun blev bedre til at gå forbi mennesker på gaden, så længe de ikke tog kontakt til hende. Men hendes reaktion ift gæster i hjemmet blev ikke bedre. Jeg fik at vide, at jeg skulle give hende snor på, og stå med hende foran gæsterne og give godbid, når hun ikke gøede. Hvis hun strittede imod, skulle jeg trække hende hen mod gæsterne. Det gik ok, men var ret besværligt, når jeg også skulle tage mig af 3 børn.

For at prøve noget andet, startede jeg i efteråret 2016 rally med Pillan og tog et massagekursus. Alt sammen for at hjælpe min hund.


I november 2016 tog jeg fat i adfærdsbehandleren for at sige, at jeg stadig havde det problem, som jeg startede med at søge hjælp til – bid i mit ben og angreb på min anden hund på gåture. Hun sagde, at hun ikke lige vidste, hvad hun nu kunne finde på, men at hun måtte lægge hovedet i blød.

Det blev starten på noget nyt. For det første kunne jeg simpelthen ikke se mig selv i øjnene mere. Alt det jeg udsatte min hund for, stred imod min natur. Min mavefornemmelse sagde mig bare, at det her var så forkert. Og for det andet havde endnu en træner opgivet mig. Og problemet med at blive bidt i benet var jo stadig ikke løst. Jeg blev af en ny hundeveninde anbefalet at starte til kropskontrol.

I januar 2017 startede jeg til kropskontrol med Pillan og lærte lidt om nose work. Jeg begyndte at gå tur med nye mennesker. Jeg holdt op med at rive i snoren og holdt op med at trække hende hen til mennesker og hunde. Ikke mere råberi eller vold. Derefter gik jeg på et almindeligt lydighedshold for at opbygge vores forhold.

Jeg fik øjnene op for, at min Pillan ikke var nogen barsk rocker. Hun var bange og meget usikker. Det hele gav pludselig mening. Hun havde jo bidt mig i ren frustration over, at jeg udsatte hende for noget, hun var bange for, og som hun ikke kunne overskue. Hun havde ikke lært, at tackle de situationer, jeg hev hende ud i. Lige så stille begyndte vores forhold at ændre sig. I august begyndte jeg selv at læse til hundeinstruktør. For nu brændte jeg for at kunne hjælpe andre, så de ikke gik i samme fælde som mig.

Jeg har nu været hos en fantastisk adfærdsbehandler, som er uddannet, og som har arbejdet med selve problemet – Pillans usikkerhed og tendens til at stresse op. Mange nye øvelser der styrker selvtilliden, og slut med at udsætte Pillan for det, hun ikke kan overskue. Nu har vi september 2018, og jeg er ikke blevet bidt i benet siden foråret 2017, hvor det tidligere skete hver dag. Hun kan stadig vende sig mod min anden hund. Men det sker også mere og mere sjældent. Hun gør stadig af fremmede hunde indimellem, og hun er stadig bange for nye gæster. Men den seneste adfærdsbehandler har givet mig og min familie nogle helt nye redskaber, som virker. Jeg har ro i maven, og det smitter. Vi er på rette vej. Så selv min mand kan se små gode positive fremskridt. Vi har fået en mere tillidsfuld og glad hund. Og det må jo være det vigtigste, Vi har jo fået hund for vores skyld og ikke for alle andres. Jeg bliver ikke længere flov og pinlig. Og mine øjeblikke med følelsen af frustration bliver færre og færre.

 

Jeg har grædt mange tårer i forløbet. Jeg får det så ubeskriveligt dårligt, når jeg tænker på, hvad jeg har udsat min skønne hund for. Men jeg er nødt til at sige, at jeg gjorde det i bedste mening for at hjælpe min hund. Jeg vidste ikke bedre, og jeg stolede på, at hundetrænerne vidste bedst. Jeg må se på min hund nu, som er videre og ikke bærer nag. Så nu må jeg også videre og forhåbentlig bruge mine egne erfaringer til at hjælpe andre.

2 Replies to “Der var engang en usikker hund….”

  1. Søde Monica,
    Det er en barsk historie som jeg jo godt kender. Jeg er rystet over at der stadig findes trænere og adfærdsbehandlere, der bruger positiv straf – vi er jo i 2018!
    Du har gjort ALT hvad du kunne og kan og mere til for at hjælpe din elskede Pillan. Tænk hvor heldig hun er, at hun havnede hos dig❤️❤️
    Så jeg håber ikke du bruger mere tid på selvbebrejdelser.

    1. Tak søde du ❤️ Jeg er videre. Men jeg synes, det er så vigtigt at fortælle min historie. Mange hunde bliver vurderet som aggressive og behandlet derefter. Og de er bare mega bange!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *