I dag fik jeg en besked, som har inspireret mig til at skrive dette indlæg. Om jeg har tænkt på, hvordan vores børn havde været stillet, hvis de havde været kriminelle? At der ville være mere hjælp at hente? Det har jeg godt nok ikke. Men, der kan være noget interessant i at køre lidt videre med den tankegang. For sager om handicap og sager om kriminalitet kan sidestilles på den måde, at der er mange følelser involveret. Begge typer sager kræver en afgørelse og handler hovedsageligt om mennesker og menneskers skæbne. Så der kan godt til en vis grad foretages en sammenligning.
Jeg har arbejdet som anklager i en del år, både som praktisk udøver nede i retten, og som sagsbehandler bag skrivebordet. Kriminalitet er noget, som optager befolkningen og dermed også politikerne. Der er stemmer i kriminalitet. Måske er det derfor, der bliver lavet ret skrappe tidsfrister for sagsbehandlingen? Lad mig komme med et eksempel: Politisk findes der en målsætning om, at tidsforbruget i sager om vold ikke bør overstige 30 dage fra sigtelsen til sagen sendes i retten. Dette er bare et eksempel. Der findes mange politisk fastsatte målsætninger om sagsbehandlingsfrister i straffesager, og der føres streng kontrol med, om disse frister overholdes. Og det er virkelig vigtigt at give underretning, hvis fristen ikke kan overholdes, herunder hvorfor. Og husk: Jeg sammenligner ikke vold og handicap.
Når jeg så kigger på sager, hvor forældre til handicappede børn søger om for eksempel tabt arbejdsfortjeneste eller anden hjælp for at få deres liv til at hænge sammen, så støder jeg på Hurtighedsprincippet. Dette fremgår af Retssikkerhedslovens § 3, hvor der står følgende:
- 3. Kommunalbestyrelsen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal på de enkelte sagsområder fastsætte frister for, hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en ansøgning, til afgørelsen skal være truffet. Fristerne skal offentliggøres. Hvis fristen ikke kan overholdes i en konkret sag, skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse.
Det er op til den enkelte kommune at fastsætte sagsbehandlingstider i de enkelte typer sager, når der ikke allerede i loven er fastsat en bestemt sagsbehandlingsfrist. Af ren nysgerrighed gik jeg ind og kiggede på min egen kommunes hjemmeside under sagsbehandlingstider. Mange områder er listet med, hvornår en sag kan forventes afgjort. Det ser ret fornuftigt ud. Men hvor mange af disse sagsbehandlingstider overholdes? Hvor mange gange modtager man underretning om, at sagsbehandlingstiden ikke kan overholdes? Pudsigt nok, står sager om hjælpemidler ikke på listen. Og det er præcis sådan et område, hvor der virkelig er plads til forbedring. Hvor sagsbehandlingstiderne sejler. Prøv at se på jeres egen kommunes hjemmeside, bare for sjov.
Er det ”retssikkerhed”, at kommunerne selv må fastsatte deres sagsbehandlingstider? Jeg kaster en bold op i luften.
Der skal være valg næste år. Det er nu, vi forældre til børn med særlige behov skal råbe højt, så politikerne bliver klar over, hvor mange stemmer, der er at hente hos os!!
Her kan du læse mere om hurtighedsprincippet:
Jeg synes, det er godt, du tager det her op. Jeg har selv skrevet lidt om det på min egen blog og har mere i støbeskeen.
En ting er at kommunerne selv må fastsætte sagsbehandlingstider. Det synes jeg egentlig burde være politisk besluttet, så det er ens alle steder. Men en anden ting er, at de sjældent overholder de frister. På min kommunes hjemmeside er fristen for behandling af ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste fx angivet som 4-6 uger. Vi fik svar efter 6 måneder – et afslag naturligvis, og på intet tidspunkt fik vi at vide, hvor længe sagsbehandlingen ville tage.
Vi ansøgte inden da om hjemmetræning – fristen på hjemmesiden er angivet til 3-4 måneder. Vi fik svar efter 10 måneder.
Ikke at forglemme at vi har haft sagdbehandlerskift flere gange undervejs og hver gang er der gået viden tabt.
Der er så megen plads til forbedring fra politisk side, og jeg er helt enig i, at der er så mange stemmer at hente hos os, der har børn med særlige behov.
Tak Lisa. Det lyder spændende med din blog. Jeg var lige inde og “snuse”. Jo flere vi er i koret, jo højere synger vi så det er da bare så fedt, at du også er med til at sætte fokus på udfordringerne ved vores velfærdssystem. God weekend