Mig, mig, mig…

Dagen startede med at støde på en stor hundelort ude foran vores hus.

Den lå perfekt strategisk placeret på hjørnet af en sti ind til en legeplads, så legende børn og Emmas kørestol kunne få glæde af den. Jeg var flink og samlede lorten op efter den hundeejer, der tilsyneladende var ligeglad.  Situationen er bare et eksempel på en tendens til en mere og mere udpræget mig-kultur, hvor man ikke tænker på egne handlingers konsekvenser for andre mennesker.

Et er alle de hundeejere, der lader deres hundes efterladenskaber ligge på fortove og gangstier, og dem der lader deres hunde løbe rundt på en strand hen over familier, der ligger og soler sig. Men så er der alle de andre eksempler på manglende omtanke:

  • Dem, der ikke tænker på eller gider at bruge blinklys, når de skal dreje eller skifte vognbane.
  • Dem, der parkerer deres bil på en handicapplads, men som ikke har et handicap.
  • Dem , der ikke lige tænker på eller gider sætte det lille skilt efter deres varer på rullebåndet i supermarkedet.
  • Dem, der lige kan nå at køre over fodgængerfeltet, selvom der står nogen og venter på at gå over.
  • Dem, der smider deres tomme glasflasker i vejrabatten, fordi der ikke lige var en skraldespand.

Jeg tror ikke (håber ikke), det er udtryk for manglende vilje. Jeg tror desværre bare, det er en samfundstendens. Vi har så travlt med vores eget, at vi simpelthen ikke tænker andre mennesker ind i ligningen. Vi skal bare huske, at vores børn kopierer. Så tendensen vil fortsætte, hvis ikke vi bryder cirklen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *