Kære medmødre. Vi kan lære meget af vores mænd.

Forleden dag drønede jeg sukkende og forpustet rundt og gjorde rent, vaskede tøj, vandede blomster og ryddede op. Alt julestøvet skulle væk. Søren gik forbi mig og sagde: “Kan du ikke bare sætte dig ned?”.

Til det svarede jeg :” Nej, det kan jeg ikke”. Og så drønede jeg videre. Jeg havde allermest lyst til at svare: “Jo, jeg ville hjertens gerne sætte mig ned, hvis der så kom en lille rengørings-fe og gjorde rent i stedet”. Men det sagde jeg ikke. For ved du, hvad der så ville ske? Så ville vi blive uvenner. For det svar ville være yderst provokerende og bebrejdende. Sørens ord har jeg så tænkt over lige siden. For det her er et klassisk “Mor-dilemma”. Vi vil jo allerhelst holde fri, sætte os ned med tæppet og kaffen og slappe af. MEN, de fleste af os kan først finde ro til at gøre det, når alt det praktiske røvsyge husarbejde er overstået. Og det skal klares nu. Ikke i morgen. For mit eget vedkommende er det sådan, at vasketøjet stirrer på mig og støvet klør i næsen og gør ondt i øjnene, hvis jeg bare sætter mig ned og lader støv være støv. Så vil jeg hellere få det martyrsagtigt overstået, så jeg med god samvittighed kan sætte mig i sofaen bagefter, altså når dagen er slut, og jeg snart skal i seng. Og nej, jeg er ikke god til at bede Søren om at hjælpe til, for det der rengøringsshow er mit behov.

Denne dag, hvor jeg valgte at drøne rundt, var der også lige det, at jeg havde sovet alt for lidt om natten. Det var til dels min egen skyld, fordi jeg var gået for sent i seng. Men derudover mente Emma, at hun skulle vågne kl. 3.30. Kl. 5 ringede vækkeuret. Jeg skulle op, gå med hundene og tilbage og få Emma op. For så var hendes juleferie slut. Det var hun bare ikke enig med mig i. Så hendes seng blev en kamparena, hvor hun brugte feje tricks som at sparke efter hovedet og mine bryster for at undgå at få skiftet ble og tøj. Alt imens hun skreg, at jeg luskede rundt og var en værre Dr. Træls. Så jo, lige denne dag havde det givet enormt god mening, at jeg satte mig ned og slappede af, da Emma var taget i skole.

Hvad er det med os kvinder? Vi er altså dårlige til at passe på os selv. Og lige der burde vi altså kigge lidt mere på, hvad det er, vores mænd gør. Det mener jeg virkelig alvorligt. De kan sagtens abstrahere fra vasketøjets Mount Everest over i hjørnet, og de store nullermænd, der løber efter fødderne, når man går. For hvad er det værste, der kan ske? At det venter til i morgen? At børnene skal lede i vasketøjsbunken i stedet for rodebunken af tøj i deres skab? Men nej nej, vi vil hellere slide os selv helt ned under gulvbrædderne. Jeg er yderst og enorm dårlig til at abstrahere fra synligt rod. Jeg bliver i dårligt humør og irritabel af synligt rod. Og det er vel også et eller andet sted ok, at jeg gerne vil have ordnet bare lidt rod, inden jeg sætter mig. For ellers er rodet blevet til dobbeltrod næste dag. Men, kære medmødre. Det skal ikke være på bekostning af vores helbred, hverken det fysiske eller psykiske.

I går rev jeg så en dag ud af kalenderen. For jeg havde for lang tid siden købt en plads på et hundekursus, der hedder “fri ved fod”. Så jeg kørte hjemmefra kl 9 sammen med vores hund Pillan, og var først hjemme igen kl. 18.30. I alle de timer havde jeg “MIG-TID”. Det var så skønt, overskudsgivende og glædesgivende. Så hvis vi ikke kan finde ud af at abstrahere fra alle gøremålene derhjemme, så gør jer selv den tjeneste at give jer selv en “MIG-DAG” ude af huset, hvor I laver det, I har lyst til. Planlæg det i god tid, så der er pasning af hus og børn, og tag så afsted med rigtig god samvittighed. For det kan vores mænd også finde ud af. 

Normalt er jeg ikke rigtig tilhænger af konceptet Nytårsforsæt, men i år har jeg et lille mål: Jeg skal være bedre til at kigge efter, hvad Søren gør og øve mig i at abstrahere fra støv og vasketøj de dage, hvor jeg i forvejen er slidt helt ned. For helt ærlig, hvad er det værste, der kan ske.

5 Replies to “Kære medmødre. Vi kan lære meget af vores mænd.”

  1. Den ramte spot on. 98% kunne have været mig, der skrev det samme – de 2 % der afviger er navnene på min mand og datter og vi ikke har hund

  2. Jeg er faktisk lidt træt af det der budsksb.

    Jeg har allergi og astma. Jeg bliver SUG af at bo i et beskidt hjem – og alligevel får jeg dén smidt i hovedet.
    Min mand og jeg har været udsat for en uberettiget underretning om mistrivsel hos vores datter. Godt nok af en jalous type og sagen blev da også lukket uden noget ståhek.
    Men vores datter varsyg en periode, vi søgte læge, hun fik behandling. Nu hoster hun lidt igen, men selvom det ér vinter og mange snotter, så tør jeg ikke lukke nogen ind i mit hjem medmindre ALT er på plads.
    For tænk hvis nogen beslutter sig for at vores hjem er usundt for et barn? Tænk hvis nogen igen mener vi er dårlige forældre? Uagtet at det intet har på sig, så bliver man bange når angiver-Danmark HAR været på krigsstigen.

    Derudover har jeg det sådan lidt… man får altid at vide som nybagt mor at det er noget fis at ville have et rent og ryddeligt hjem. Dét er åbenbart overambitiøst?
    Og hvis det endelig SKAL være må man spørge manden om “hjælp”.
    Hvorfor er det forkert at forvente af den man lever sammen med, at vedkommende er voksen nok til bare at holde hjemnet ordentligt?
    Og hvorfor er det at man, hvis man som mig bliver megastresset af at leve i rod og skidt, så bare skal lade det være?
    Fordi det er moderne at sige det er hystrrisk?

    Måske skal man vende den og give fædrende en opsang; bede dem lette røven og gøre noget, i stedet for bare at lade som ingenting og fortælle mor at hun altså baaare skal slappe af. Mens hjemmet ligner en svinesti, der mangler rene underbukser osv.
    Hver gang jeg læser eller hører budskabet tænker jeg om man snart kan shame mødre fir mere, når man kan shame dem fordi de synes et rent og ryddeligt hjem er en rar ting.
    Og helgen-gøre deres ikke-initiativrige mænd fordi de er zen med rod og skidt?

  3. Hej Monica.
    Jeg har set opslaget på Autisme siden, valgte med vilje ikke at svare af frygt for at komme til at skrive noget som jeg ville fortryde, jeg kan godt tage støvsuger, vasketøj, osv, men jeg kunne også have sagt som Søren gjorde.

  4. Tak for jeres kommentarer. Her trådte jeg godt nok ud på tynd is,. Den havde jeg ikke lige set komme. Men så blev jeg da så meget klogere. Indlæg, der handler om køn, kan da godt nok få folk op af stolen.
    Jeg føler, at jeg er nødt til at sige, at dette indlæg var skrevet med glimt i øjet og som en løftet pegefinger til mig selv. En historie om, hvad jeg selv (og andre veninder) er enormt dårlig til, nemlig at passe på mig selv. I min tekst ligger en stor ros til min mand. Han er bedre til at passe på sig selv, og ville bare gerne give den videre. Jeg har på ingen måde været ude på at kønsdiskriminere. Og jeg elsker et rent hus! Der er stor forskel på at lade stå til og at prioritere, hvornår der er behov for at passe på sig selv. Jeg kunne godt være bedre til at passe på mig selv.
    Hjemme hos os deles vi virkelig om tingene: Min mand er meget bedre til at lave mad og folde vasketøj end mig. Det er for alles bedste, at han tager sig af det. Til gengæld er jeg så (hvis jeg selv skal sige det) bedre til at støvsuge og ordne badeværelser. Så for at slå det fuldstændig fast med syvtommersøm, så ligger der ingen kritik gemt i min tekst, hverken af min egen mand eller andre mænd eller kvinder.
    Men tak fordi så mange læste med 🙂

Skriv et svar til Peter Boye Jensen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *