Der er noget galt i Danmark..

Jeg er hverken politiker eller økonom. Jeg har ikke kigget budgetter igennem hos hverken Regioner eller kommuner. Så her udtaler jeg mig som mor til børn med handicap og som pårørende og føler mig nødsaget til det i forlængelse af regeringens sundhedsudspil.

Jeg havde længe gået og tænkt, at handicapområdet ikke burde ligge ude hos kommunerne men burde flyttes højere opad, til fx regionerne på grund af den uensartede sagsbehandling i de forskellige kommuner, som virker totalt retssikkerhedsmæssigt uforsvarlig. Og nej, det har ikke hjulpet af lave en lov om retssikkerhed. For det handicappolitiske område handler groft sagt ikke om mennesker, det handler om penge.  Hvilken hjælp, man kan få som borger med handicap afhænger af, hvor man bor, og hvor mange penge den pågældende kommune har. Det står ingen steder, men det er sådan det er.

I nogle kommuner kan man fx ikke få bevilget en walker (et gang-hjælpemiddel) til sit barn, eller et ståstativ, eller et hæve/sænke puslebord. I nogle kommuner skal forældrene slås for at få tabt arbejdsfortjeneste, fordi deres børn ikke kan komme afsted i skole, i nogle kommuner vil PPR ikke henvise barnet til udredning.

Det samme spørgsmål dukker jævnligt op i de forskellige Facebook-grupper: “Hvad er jeres erfaring med X kommune?” Hvis kommunerne behandlede sagernes ens, ville dette spørgsmål ikke være nødvendigt. Jeg er godt klar over, at det også kan være person-bestemt, altså hvilken sagsbehandler, der lige sidder med sagen, og sagernes omstændigheder varierer også. Det er klart. Men der er bare, om man vil det eller ej, et kæmpe problem her.

I mange af servicelovens regler står der “Kommunalbestyrelsen skal yde…”. Men derefter kommer der ofte en beskrivelse, som åbner op for fortolkning, som fx hvornår er noget en nødvendig konsekvens af en betydelig og varig nedsat funktionsevne? Også her er der skabt forskellig praksis rundt omkring i kommunerne. Og selv om kommunerne ikke MÅ, så kan hensynet til kommunens økonomi sagtens gemme sig bag den konkrete fortolkning.

Jeg tror ikke, at den manglende hjælp til familierne skyldes uvilje fra kommunernes side. For jeg er ret sikker på, at hvis de havde pengene til at hjælpe, ville de gøre det. Men hvis de reelt ikke har pengene, så kan de ikke hjælpe. Men er det virkelig sådan, det skal være? Kan det være rigtigt, at kommunerne er nødt til at spekulere i ulovlige afgørelser, så det bedre kan betale sig at spare pengene i den tid, det tager, før Ankestyrelsen omgør de ulovlige afgørelser?  

Nu er det så hensigten, at endnu flere områder skal lægges ud til kommunerne, og det bekymrer mig. Så med dette indlæg håber jeg virkelig, at der kan sættes en drøftelse i gang, hvor der kigges på, om ikke det vil give mening at skyde handicapområdet højere op i systemet, så borgerne kan få den hjælp, de har brug for, uanset hvor i vores lille land de bor.

2 Replies to “Der er noget galt i Danmark..”

  1. Hej Monica.

    Mine tanker har længe kredset om nøjagtigt det, du så godt beskriver her.

    Efter at have læst sundhedsudspillet og set Debatten på DR2, var det også næsten samme refræn, som din overskrift, der spillede i mit hovede. Mit gik bare helt over i Shakespeare. Det er ikke kun galt… Det er direkte råddent og umenneskeligt, det der foregår i staten Danmark.

    Som udgangspunkt er jeg overhovedet ikke vild med den øgede centralisering, topledelse/afdemokratisering, nedskæringer/sparerunder og menneskelige forsøg via reformpolitik, men når det drejer sig om special-, handicap- og psykiatriområdet, er jeg sikker på, at der skal helt andre tiltag til end de nuværende, for at skabe tryghed for ordentlig handling, vejledning, behandling og tryghed.

    Det skal faktisk centraliseres for at lykkes, da det er et område der kræver høj specialviden og erfaring, som aldrig kommer til at forefindes på kommunalt plan. Tilstrækkelig uddannelse/efteruddannelse og økonomi til at varetage disse ofte meget komplekse sager ude i kommunerne eksisterer kun i teorien. På endnu et dumt stykke pænt papir.

    Efter min mening bør specialisternes ord veje langt tungere hos kommunerne i disse sager. Der skal ikke kunne rejses tvivl og forsøg på undgåelse pga. økonomiske incitamenter, der tromler henover menneskerettigheder og trivsel. Her er en udredningsrapport med hjælpeforanstaltninger. Bum. Hjælp borgeren.

    Christiansborg skulle hellere vågne op, og istedet bruge tiden og kræfterne på at få finansieret dem, der allerede kan og vil istedet for at reformere.

    Den blev lidt lang… – og der er mere, hvor det kom fra

  2. Det kan jeg kun være enig i. Sen sygdom vores søn har er tidligere blevet tildelt et merudgifttillæg men for at spare penge har kommunerne. Fundet et hul i loven som gør, de som patientgruppe ikke helt passer ind fordi sygdommen først bryder ud efter man er født. Det har Ankestyrelsen givet medhold i på et meget spinkelt grundlag og nu har alle kommuner lukket kassen i med det resultat, at familier der ikke har en højt indtægt nu har svært ved at få råd til at leve sundt med sygdommen. Da de er en arvelig sygdom, så kan mange familiemedlemmer have sygdommen og derfor kan man være hårdt økonomisk belastet. Det går id over folks sund den først går det ud over deres sociale liv og børnene muligheder for at deltage i arrangementer med mad, da mange familier ikke længere kan finde penge til den ekstra udgift.
    Det er et benhårdt system og det er ikke let at ændre, så noget skal ændre!!

Skriv et svar til Peter Schlæger Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *