Når weekenden ikke helt bliver som planlagt! Om begrebet “diplomatisk skæld ud”.

I fredags havde jeg fødselsdag. Sådan følte jeg det i hvert fald, for der udkom min bog SEJE MOR sådan rigtigt. Så jeg kan vel godt tillade mig at sige, at en del af mig havde fødselsdag. Hele dagen havde jeg sådan en lille glad sommerfugl flyvende rundt i maven.

Emma havde weekend i Hurlumhej (Granbohus), så jeg havde bestilt bord på vores yndlingsrestaurant running sushi til os 4 kl. 18.30. Inden da bød min dag på skønne lykønskninger og smukke blomster fra min søde veninde og min skønne mand. Det var en rigtig dejlig dag.

Lørdag var så en af de der sjældne dage: Vi havde ingen planer, og vi kunne gøre, hvad vi havde lyst til uden at kigge på uret. Sarah og jeg kørte til bageren og hentede morgenbrød og Politiken. For jeg var i avisen 🙂 Min bog viser sig nemlig at kunne bruges som udgangspunkt for mange meget relevante diskussioner om forvaltningen af handicapområdet – eller mangel på samme.

Resten af dagen gik med en lille shoppetur med Sarah og dejlig gåtur ved vandet. Der var købt steg og en flaske rødvin ind til aftensmaden, men kl. 16.30 ringede telefonen. Der stod Hurlumhej!!

Den søde pædagog lagde ud med at sige, at Emma var kommet til skade. Hun havde siddet i en lille stol inde på sit værelse og var på en måde væltet og havde knaldet hovedet ned i et lille bord. Så hendes fortand var knækket af. Pædagogen havde ikke lige selv set, hvor slemt det var, for hun var ikke ret god til blod!! Men de havde fundet et stykke tand, og nu fik hun is på. Jeg fik gennem tænderne sagt “Jeg var godt nok ikke stor fan af at lade Emma side i en stol alene uden opsyn”.

For 1,5 år siden knaldede Emma sit hovedet i jorden og knækkede begge fortænder af. Så jeg håbede inderligt, at det “bare” var et plastikstykke, der igen var knækket af (for 3. gang). Men blod… åh jeg havde en dårlig fornemmelse.

Jeg sprang ud i bilen, og på vejen ud til Hurlumhej nåede jeg at have en lang snak med mig selv om, hvordan jeg nu lige skulle opføre mig, når jeg kom frem. Den følelsesmæssige del af mig havde lyst til i et større vredesudbrud at råbe:”hvad fanden tænker I på…at lade hende sidde i en lille stol uden opsyn??”. Mit mere rolige og fornuftige jeg kom på banen: “Vi kan ikke pakke Emma ind i vat. Selvom hun rent udviklingsmæssigt er 2 år, så er hun altså 11 år. Børn får deres skrammer. Og hun skal ikke altid være under opsyn. Så nu må du tage dig sammen Monica”. Det er rigtigt, men man kan jo godt tage sine forholdsregler uden, at det er at pakke ind i vat.

Hjemme er det sådan, at hvis hun skal være uden opsyn, så er hun på madras på gulvet på sit værelse, spændt fast i en stol eller i sin seng med høje tremmer. For når hun falder, så falder hun tungt, og det er med hovedet først.

Heldigvis var det plastikstykket, der var knækket af. Blodet kom fra læben. Pyha!! Emma var lykkelig over at se mig og SÅ klar til at komme hjem. Hendes primære pædagog var meget ked af det. Stolen og det lille bord var allerede smidt ud, og der ville komme en madras ind på gulvet i stedet for. Så jeg behøvede ikke at hidse mig op. De havde allerede skældt sig selv ud.

Pædagogen fulgte os ud til bilen, hvor jeg lige havde mulighed for en lille snak om, hvordan det ellers går. Emma er i gang med at blive trappet ned i sin medicin, for lægen fra Hillerød var pludselig kommet på banen efter, at vi havde klaget over hende.

Det har jeg skrevet tre andre indlæg om:

“Når meldingen fra handicapambulatoriet er: “Husk D-vitamin og mål hendes deller “

“Svar fra ledelsen på hospitalet

“Det kræver hår på brystet at klage. Men det kan betale sig!

Nu er Emma så begyndt at få flere dystonier (selvfølgelig). Derudover har en af lærerne på Emmas skole observeret, at Emma nogle gange vender øjnene opad et kort øjeblik, når man snakker med hende. Alt dette bliver noteret ned. For så har vi en begrundelse for, hvorfor Emma skal være på en høj dosis medicin. Noget tyder på, at medicinen mod dystoni også har holdt epilepsien væk fra døren. I næste uge skal jeg tale med lægen, som følger Emma.

Vi fik også talt om rugbrød. Ja, for det kan godt fylde meget, hvilket rugbrød Emma bliver præsenteret for. På grund af sin autisme er hun enormt fintfølende i forhold til mad, deres smag og konsistens. Og så blander man altså ikke hendes forskellige verdener sammen. Så det rugbrød, hun får i Hurlumhej, kan hun ikke spise i skolen. Og omvendt. Det er der ved at være styr på nu. Til aftensmaden skulle de andre have hakkebøf, men det er også noget, de ikke kan få Emma til at spise, så de havde taget pølsehorn og små torskenuggets ud af fryseren kun til Emma. Er det ikke fantastisk?

Jeg kørte hjem fra Hurlumhej med en syngende Emma. For hun var bare glad. Hun tænkte slet ikke på tanden, hun var allerede videre. Da vi kom hjem spurgte Kristoffer, om jeg var blevet sur på de voksne. Og her måtte jeg forklare ham om begrebet “diplomatisk skæld ud”. Det kræver træning, men har det bedste resultat.

Om aftenen da børnene var lagt i seng, fik Søren og jeg lige vendt den heftige eftermiddag og ændringen af planer. Vi skulle rigtigt have været i Sverige med en sofa, men de planer ændrede vi for 2 uger siden, da vi blev i tvivl om, hvorvidt den kunne være der. Ellers havde vi siddet deroppe. Jeg tror, der er mere mellem himmel og jord. Søren tror på tilfældigheder 😉 Og selvom weekenden nu blev ændret, og starten af næste uge kommer til at stå på endnu et tandlægebesøg, så var det bare så dejligt at have hele familien samlet.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *