Emma tager ikke “bare” til tandlægen.

Da Emma var ret lille, omkring 4 år mener jeg, begyndte vi at træne “at gå til tandlæge”. Jeg kan ikke nøjagtigt huske detaljerne for, hvordan vi kom i kontakt med en fantastisk tandlæge. Men hun ringede mig op en dag og forklarede, hvorfor Emma havde så svært ved at tygge, synke, smage  og fordøje orale indtryk. Hun anbefalede, at vi kom med Emma 3-4 gange om året og bare besøgte tandlægeklinikken og stille vænnede hende til miljøet. For en dag kunne det blive nødvendigt, at Emma skulle igennem en større undersøgelse.

Og ja, alle de tandlægebesøg hos den fantastiske tandlæge har været hvert et sekund værd. Problemet er nu, at den pågældende tandlæge ikke er der mere. Så nu bliver Emma set af den tandlæge, der nu lige har tid på den lokale tandplejeklinik. Og de er jo søde nok. Men for Emma betyder det, at vi starter helt forfra hver gang.

I lørdags knækkede Emma sin fortand igen. Emma havde tilfældigvis en tid til kontrol i dag kl. 9.05, så jeg ringede derop i går og forberedte dem på, at de altså også lige skulle lave en ny fortand.

Vi var deroppe kl. 8.58. For ventetid er ikke Emmas stærke side. Tandlægen tjekkede os ind, og så ventede vi…..i 25 minutter!! Nå, men Emma klarede det flot, fik taget røntgenbillede, der sad lige i øjet i første forsøg – hurra – og så videre ind til tandlægen. Hun blev lagt op i stolen, og ret hurtigt blev jeg klar over, at det her ikke ville blive a walk in the park. Faktisk måtte tandlæge og jeg opgive efter at have forsøgt at få Emma til at samarbejde i 30 minutter. Der var ikke noget at gøre. Hendes overskud var totalt brugt op, hun skreg, slog, græd og råbte “stress og jag”. Og når hun først er hoppet ud over kanten, så er det umuligt at tale fornuft. Jeg var så frustreret og havde bare lyst til at råbe: “For helvede Emma, lig nu stille og få det overstået. Det gør jo ikke ondt, du skal have lavet den tand.” Men i stedet sagde jeg “kom Emma, nu kører vi hjem”, med tårerne siddende i øjenkrogen. For det er simpelthen så hårdt at stå i den situation.

Hun skreg hele vejen ud af klinikken, videre ned ad gangen på skolen og ud på parkeringspladsen, hvor jeg langt om længe fik bakset jakken på hende. Årh jeg havde bare lyst til at tude. For nu skal Søren så derop igen på torsdag og give det et forsøg.

Da vi kom hjem, havde jeg lige brug for at være i et rum for mig selv og trække vejret helt ned i maven. Emma var også træt, så det passede ret fint. Vores hjemmepasser kom tidligere, end hun plejer, så jeg kunne lige sove en halv time. Og nu har Søren og jeg så været ude på en dejlig gåtur med hundene. Det hjælper altid.

Sidst jeg havde en lignende oplevelse var i øjenambulatoriet, hvor vi også havde siddet og ventet længe og derfor endte med at køre hjem uden en gennemført undersøgelse. Verden er nu engang sådan, at der opstår forsinkelser. Det kan vi ikke fjerne. Men hvad skal vi så gøre? Hvad gør andre i samme situation som os? Vi kan vel ikke være de eneste med den udfordring? Hvor tager man sit barn til tandlæge, når man har et barn som vores Emma?  Det må jeg finde svar på.

4 Replies to “Emma tager ikke “bare” til tandlægen.”

  1. Vi gør nøjagtig som du gør, Monica. Vi “spoler tilbage” og prøver igen en anden dag. jeg forstår godt forældre til børn uden disse udfordringer, kan ryste på hovedet. Men der er jo intet vi hellere ville, end at det hele var en Walk in the park….. jeg kender det både ifht til læge, tandlæge og især blodprøver.

  2. Vi prøvede det ved vagtlæge. Eller det blev til børneafdeling, fordi kl. var over 23. Ventede til 01. Undervejs spurgte jeg er par gange, hvad planen var.
    En anden gang ventede vi fra 20 til 03 på akutafdeling. Kæbeluxation.

    Men da hun var yngre, kunne hun slet ikke holde til det der tandlæge. Det var knald eller fald fra gang til gang. Så går man hjem uden forretter sag.

  3. Min ældste søn med asperger og flere diagnoser, blandt andt psykose. Vi fik ham lagt i nakose på Kolding sygehus. Der var ingen tandlæge der ville tag ham fordi han gik total amok. For at stoppe de grimme oplevelser kom vi til special tandplejen der fik ham henvidst til kolding og fuld nakose. Det var kortvarigt fastholdelse og så sov han. De rykkede de tænder ud og ordnede de huller der skulle laves. Faktisk siden dengang har han frivilligt gået til tandlæge. Vi fik en der kunne aflæse ham og alt er godt idag.

  4. Hej Monica
    Mht. tandlæge: Jeg har to piger med handicaps og begge går nu hos specialtandplejen i Hillerød. Der er ingen ventetid, god tid afsat til det enkelte barn og så er det den samme søde tandlæge hver gang. Narkose er også en mulighed heroppe.
    Af en eller anden grund har jeg først fundet ud af at dette sted fandtes sidste år, og mine piger er 11 og 7 år… Tænk alle de dårlige tandlægebesøg vi kunne have undgået

    Kan du måske, på øjenafd. o.l., bede dem om at ringe dig op, når det er jeres tur og så kan i lave noget andet i stedet for at sidde i et venteværelse

    Glædet mig til at læse din bog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *