I dag havde vi nyt medicinmøde med Kristoffers psykiater. Sidste møde var en hård omgang, hvor psykiateren bad os overveje supplerende medicin til Kristoffer, da hans udvikling ligesom var stoppet og ovenikøbet gået tilbage. Du kan læse om det her: “Et af de der mavepustermøder”.
Det er en måned siden, og vi har brugt tiden indtil i dag på at smage og gnaske på ideen om at give vores søn mere medicin, end han får nu. Det kan være, jeg lige skal beskrive, hvor vi er lige nu:
Kristoffer er 13 år og har diagnoserne GUA med PDA profil, separationsangst, generaliseret angst og ADHD. For ca 1 år siden startede han op på sertralin for at hjælpe ham ift sin angst. Det viste sig hurtigt at have god effekt. Han fik lettere ved at styre sine følelser, han begyndte at deltage i timerne på skolen, han ville pludselig gerne spise noget, når han var i skole, og han begyndte at have noget socialt med jævnaldrene. Han får nu 100 mg. Han har gået på behandlingsskolen i snart 2 år, hvilket har været det helt rigtige for ham. Men lige nu er hans udvikling gået i stå.
De udfordringer han har, er svære at putte i diagnose-kasser. For hvad skyldes det ene, og hvad skyldes det andet. For eksempel har han den udfordring, at han IKKE VIL gå på toilettet på skolen. Uanset hvor gule hans øjne er. Og det er et ret stort problem, hvis han på sigt skal være i skole i mere end 4 timer om dagen. Om tirsdagen har han lang dag til kl. 15, og I kan selv forestille jer hvordan det må være at holde sig fra kl. 7-15.30. Om det skyldes hans angst eller PDA, det er sørme svært at sige, for han kan ikke sætte ord på. Men det er noget skolen arbejder på ud fra hans PDA-profil, for almindelig autismepædagogik fungerer ikke her.
Takket være sertralinen og behandlingsskolen var han blevet stabilt mere glad. Han havde lyst til flere ting. Men glæden er desværre lidt på retur. Han er blevet svær at få i skole igen. Og nu oplever vi igen, at han overvældes af “ked af det”. Lige pludselig kan han blive så ked af det, at han har lyst til at græde. Og det får vores advarselslamper til at blinke. Så vi må gøre noget nu. Det, og en god snak med Kristoffers ene lærer, fik os til at tage en beslutning.
I dag sagde vi ja til at starte op på supplerende medicin til Kristoffer. Psykiateren nævnte to muligheder: Risperdal og Abilify. Vi har valgt Abilify, da den giver mindst bivirkninger og ikke kræver månedlig blodprøvetagning. Vi starter på lørdag med 2,5 mg. Så skal vi holde skarpt øje med alt, der virker anderledes. Hvis det går godt, men vi efter 2-3 uger ikke mærker den helt store fremgang, så trapper vi ham op til 5 mg.
Jeg er så glad for, at han går på den behandlingsskole, hvor opstart af medicin nu vil blive fulgt tæt af skolens sygeplejerske, psykolog og lærere i tæt samarbejde med os. Vi skal tale sammen med sygeplejersken hver uge, og om en måned har vi så en ny tid hos psykiateren på skolen. Det er betryggende.
Nu mangler vi så at fortælle Kristoffer det. Han ved godt, vi skulle til møde på skolen, men han ved ikke, at vi skulle tale om supplerende medicin. Det, der hjælper lidt er, at han selv synes, det går dårligt igen. Så når vi nu senere i dag skal fortælle ham, at han skal tage noget ekstra medicin, så vil han nok tage det ret pænt. For det vil give mening for ham. Alt, vi beder ham om, skal for ham give mening.
Jeg har tænkt mig at skrive om opstarten og udviklingen herinde på bloggen, for det kan jo være, der er andre derude med samme tanker og udfordringer.