Hvor er høfligheden blevet af i vores samfund?

Jeg er utålmodig. Når noget skal gøres, skal det være nu. Effektivt og hurtigt. Det har sine fordele men også ulemper. Børnene synes for eksempel, det er en stor ulempe, når det er mig, der skal stege pølserne. For de bliver serveret med vrangen udad og er derfor ret svære at få presset ned i det franske hotdog-brød.

Jeg har også svært ved at gå langsomt. Jeg skal fremad. Men det kan også sende nogle uheldige signaler, som dengang vi lige var flyttet fra København til Thisted. Jeg kom gående ned ad Thisted gågade med min sædvanlige københavner-fart, men blev mødt med “kan du lige sætte farten ned”-blikke. Der lærte jeg at sætte farten lidt ned. Og jeg lærte at give mig tid til at møde andre mennesker og lytte.

Nå, men det jeg vil sige med mine utålmodigheds-eksempler er, at når det hele går så stærkt, så glemmer vi. Vi glemmer at bruge tid på hinanden. Vi glemmer at kommunikere med hinanden, og vi glemmer helt almindelig god gammeldags høflighed. Og det er ved at gennemsyre hele vores samfund. Det mærkes i skolesystemet, på ældreområdet, på handicapområdet og på sundhedsområdet.  Jeg vil komme med to eksempler, som jeg har oplevet for nyligt:

Søren og jeg får tabt arbejdsfortjeneste. Indtil nu har vores kommune sat datoer på afgørelsernes udløb (hvilket egentlig er forkert, da det er en løbende ydelse). Den sidste afgørelse var sat til at udløbe 31. marts. Mit arbejde havde dog brug for at kende status inden 1. marts, så den 25. januar skrev jeg til vores sagsbehandler, at vi havde brug for en afgørelse inden 1. marts. Hun bekræftede samme dag, at hun ville sørge for en afklaring inden 1. marts.

Da vi den 28. februar stadig ikke havde hørt noget, skrev jeg til sagsbehandler, men fik autosvar tilbage om, at hun var taget på ferie. I autosvaret stod der, at mailen ikke ville blive videresendt, men at man i tilfælde af noget akut kunne skrive til en bestemt mail. Det gjorde jeg så, og bad om svar straks. Men fik intet svar. Jeg blev nu rykket fra mit arbejde, der havde brug for vished. Og her kom min utålmodighed mig så til gode. For hurtigt fik jeg fremskaffet mailadresser til sagsbehandlers ledere og bad dem om hjælp. Heldigvis havde jeg alt ¨på skrift. De handlede hurtigt og alt gik i orden. Vi hørte stadig intet fra sagsbehandler. Så i går skrev jeg og rykkede hende for svar, for vi var nødt til at vide med sikkerhed, at vores bevilling løber efter den 31/3. Det fik vi så svar på i dag. Men ikke noget med, at hun beklagede, at vi ikke havde fået en afklaring inden 1. marts, som hun havde lovet.

Det andet eksempel var en oplevelse, jeg havde i går. Vores datter Emma skulle til undersøgelse i øjenambulatoriet på hospitalet. Det var et gensyn, da sidste besøg gik op i hat og briller. Vi havde nu fået en tidlig morgentid for at undgå forsinkelser, og vi havde selv dryppet hende hjemmefra. Vi havde fået en tid kl 8.50.

Da klokken blev 9.20, og vi stadig ikke havde set skyggen af øjenlægen, gik jeg op til sekretæren og spurgte pænt, hvornår vi mon kom ind til lægen, for vi havde nu ventet i en halv time. Emmas tålmodighed var nu ved at være brugt op. Hun kunne desværre ikke svare på, hvorfor lægen var forsinket. Efter at have ventet i 50 minutter kom lægen endelig ud og kaldte os ind. Men ikke noget “beklager I har ventet så længe”.

Og det er lige præcis i sådanne situationer, kommunikationen går skævt. Vi glemmer at svare hinanden, og vi glemmer at beklage. Og det er altså svært for min utålmodighed.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *