Hvor er der en voksen, der kan hjælpe kommunerne med deres selvstyre?

Selv om jeg har læst jura, har jeg aldrig rigtig tænkt over begrebet ”Kommunalt selvstyre”. Forvaltningsret var for mig et fag, der skulle overstås, så jeg kunne komme ud og beskæftige mig med strafferet. Og kommunerne er der jo bare. Sådan havde jeg det, indtil vi selv kom i klemme i selvstyret som en familie med handicappede børn.

Med kommunalreformen den 1. januar 2007 blev det sociale område udlagt til kommunerne. Følgende fremgår af udgivelsen ”Kommunalreformen – kort fortalt” fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet i 2005: ” Med kommunalreformen får kommunerne det samlede finansierings-, forsynings- og myndighedsansvar i forhold til borgeren. Formålet med denne ændring er at skabe en klar og entydig ansvarsfordeling samtidig med, at de sociale opgaver i højere grad løses kvalificeret, i nærmiljøet og i tæt samspil med kommunens øvrige tilbud.”

Det lyder jo godt, og tankerne bag var også gode. Udfordringen var bare, at området, der kræver en høj grad af specialiseret viden, blev spredt fra 14 amter ud i 98 kommuner. Den lader jeg lige stå, for det er et kæmpe problem i sig selv, som er på vej til at ske igen med regeringens planer om at nedlægge regionerne.

For at komme tilbage på stien, så er det kommunale selvstyre nævnt i Grundlovens § 82, som lyder sådan her: Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre deres anliggender ordnes ved lov.

Dette har altid været et varmt emne og genstand for mange drøftelser og diskussioner. Prøv at google ”kommunalt selvstyre”. Der er bestemt ikke enighed om, hvor meget staten må blande sig.

Men nu spørger jeg som mor til 3 børn med handicap: Hvor meget må et område sejle, før staten som tilsynsmyndighed skal bryde ind?

I løbet af den nuværende valgkamp har vores gruppe ”Bak op om de pårørende til handicap og psykisk sårbarhed” arbejdet hårdt for at få handicapområdet på dagsordenen. For det er et kommunalt anliggende, der sejler. Serviceloven har 98 forskellige fortolkninger, og disse fortolkninger er i mange tilfælde i strid med lovens hensigt.

I servicelovens § 1 fremgår lovens formål og målsætning:

Formålet med denne lov er

1) at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer,

2) at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte, og

3) at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Stk. 2. Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at udvikle sig og for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

Stk. 3. Hjælpen efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie og på den enkeltes ansvar for at udvikle sig og udnytte egne potentialer, i det omfang det er muligt for den enkelte. Hjælpen tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte. Afgørelse efter loven træffes på baggrund af faglige og økonomiske hensyn.

I vejledningen til serviceloven fremgår følgende: ”Forebyggelse er et væsentligt mål med indsatsen. Både i forbindelse med tilrettelæggelsen af generelle tilbud og ved tildeling af konkrete ydelser, der skal tilgodese behov, der følger af nedsat funktionsevne, må forebyggelseselementet indgå, ligesom det også må indgå i forbindelse med rådgivning”.

Jeg er ked af at meddele, at der ikke er mange, der oplever dette mål. Snarere tværtimod, fristes jeg til at sige.

Nu går jeg så skridtet videre og kigger på, om det kommunale selvstyre fungerer optimalt og i overensstemmelse med formålet med serviceloven. Her skal jeg kigge på Danmarkskort. Men ikke det støvede, der hang som en rulle i geografilokalet, og som læreren skulle bruge en stang for at hive ned. Nej, det er et Danmarkskort, som Socialministeriet indførte i 2016, der hedder Danmarkskort med kommunale sammenligninger. Det interessante i denne forbindelse er Danmarkskortet over omgjorte afgørelser på børne- og voksenhandicapområdet. Formålet er at skabe et overblik over, hvor mange klagesager, der er fejl i rundt om i kommunerne.

I 2016 havde man kun børnehandicapområdet på kortet, som viste en omgørelsesprocent på 46 % i gennemsnit. I 2017 kom voksenhandicapområdet med på kortet, og der viste tallene en omgørelsesprocent på 52 % på børnehandicapområdet og 21 % på voksenhandicapområdet. I 2018 var landsgennemsnittet på hhv. børne- og voksenhandicapområdet 47 % og 32 %.

Disse tal er landsgennemsnittet. Hvis jeg klikker ind på de enkelte kommuner, får jeg kaffen galt i halsen. For i nogle kommuner ligger omgørelsesprocenten på over 70 % på børnehandicapområdet. Og det er da lige værd at bemærke, at disse tal kun viser fejl i påklagede afgørelser. Tro mig når jeg siger, at tallet over fejlagtige afgørelser er meget større. Der er bare mange, der ikke orker at klage eller som ikke ved, at de kan klage. Det kan skyldes, at de bare har fået afgørelsen som en telefonbesked, eller at de ikke er klar over, at afgørelsen er forkert.

Men det gør egentlig ikke nogen forskel, om tallet i realiteten er meget højere. For jeg synes ærlig talt, det er højt nok. Men når udfordringerne på handicapområdet nævnes for en politiker, så bliver vi spist af med undskyldningen om det kommunale selvstyre. Så forsøger ministeren at ”gøre noget”, ved at sende hyrdebreve eller lave tørresnore. Har det hjulpet noget?

Hvis man læser historierne, der bliver delt på Facebook under #enmillionstemmer, så må svaret være nej.

Så nu er mit spørgsmål: Hvor dårligt må et område være styret af kommunerne, før staten overholder sin tilsynsforpligtelse og bryder ind?

6 Replies to “Hvor er der en voksen, der kan hjælpe kommunerne med deres selvstyre?”

  1. Kære Monica
    Dette er lige på kornet – det fortjener at blive lagt på facebook gruppen. Vi er også en familie som oplever det du beskriver på klods hold, og som ikke kan lade være med at kæmpe for vores børn og simpelthen nægter at acceptere at vores børn og vi bliver ladt i stikken.
    Vi har 2 børn med flere handicaps og et tredie barn, som var tidligere velfungerende, blomstrende, fagligt og socialt i top men pga manglende hjælp til de to andre og deraf følgende mistrivsel har hun i indeværende skoleår tilbragt de fleste skoledage sammenkrøben i sin seng og magter ikke ret meget. Vi får meget lidt bevilliget uden at vi skal gå gennem ild og vand – og vi har vundet næsten alle vores klagesager – incl flere i Ankestyrelsen. Men at få medhold i en sag betyder ikke nødvendigvis at bevillingen føres ud i livet, deraf bla behovene for hyrdebreve, der dog heller ikke er en garanti for at der bliver fulgt op. At kommunerne åbenbart ikke kan løfte opgaven underbygges klart af Ankestyrelsens nye tiltag om tæt opfølgning overfor kommunerne, se interessant link her:

    https://ast.dk/born-familie/artikler/sager-om-born-og-unge/artikel-opfolgning-pa-afgorelser-om-born-og-unge

    1. Tak Marianne. Det er jo så grotesk. Jeg vil helst ikke promovere mig selv. Så hvis du vil dele det i vores gruppe må du gerne. Sæt gerne en tekst øverst hvor du beskriver hvorfor du deler den

  2. Mener bestemt også at regionerne skal nedlægges og alle former for kommunalt økonomisk styre i forbindelse med handicap, sygdom, job, ældrepleje, børn og unge inkl. anbringelser og lignende problem områder, skal lægges ind under staten, så behandlinger, visitationer mv. bliver ensartet i HELE Danmark, og ikke længere afhænger af hvilket forfærdeligt byråd en given kommune har fået! Så kan udførelsen af beslutninger lægges ud i kommunerne. F.eks. service på handicapudstyr, sørge for at anbragte børn får den omsorg de har brug for efter statens anvisninger, og så videre. Den der råber på selvstyre har jeg desværre ikke meget til overs for. I en by som f.eks.Berlin, bor der flere mennesker end i Danmark, og der er ikke selvstyre i de forskellige bydele – og det fungerer super.

    1. Når handicapområdet ikke får mere omtale i valgkampen skyldes det blandt andet, at vi ikke er den vigtigste vælgergruppe at “bestikke”. Det er den brede mellemklasse, der skal fodres i h….. og r.. for at vinde magten. Det er også derfor kommunerne lader området sejle. Det koster dem ikke rigtigt noget.

      Selvstyreprincippet fungere fremragende i et land som Schweiz, så det er ikke modellen i sig selv der er problemet, men implementeringen.

      Selvom jeg er enig i at kommunerne ikke løfter opgaven som det er idag, er jeg således endnu mere nervøs for, hvad en yderligere centralisering vil medføre. Hvis opgaven flyttes over i statslig regi kommer beslutningerne endnu længere væk fra borgerne, men til gengæld tættere på det embedsværk og politiske miljø, der kan trække finansieringen væk fra området, når der skal gives gaver til andre og større vælgergrupper. Vi risikerer i endnu højere grad, at alle bliver slået over en kam, muligvis ensartet men til gengæld lige hårdt.

      Personligt ønsker jeg helt andre principper indført.
      – Helt grundlæggende ønsker jeg, at man holder op med at umyndiggøre handicappede og deres pårørende ved per automatik at tildele det offentlige ansvaret for at finde løsninger på borgerens udfordringer. Udgangspunktet bør være at borgeren selv har ansvaret for løsningen, mens det offentlige har ansvaret for at yde en passende støtte. Hvis borgeren eller dennes pårørende ikke kan tage dette ansvaret skal det offentlige være forpligtet til at tage over.
      – at der i forlængelse af ovenstående skabes økonomisk frihed for de handicappede og deres berørte pårørende (f.eks. gennem øgede fradrag eller skattefritagelse), så det bliver nemmere at tilrettelægge dagligdagen med hjælp til f.eks. pasning, træning, rengøring, etc. uden at det offentlige skal ind over alt.
      – At hjælpemiddelstøtte følger merudgiftsprincipperne, så der gives en økonomisk støtte frem for løsninger. Dermed kan borgerne selv vælge de løsninger, der er de rette (tror vi alle har oplevet at få tilbudt løsninger, der ikke helt opfylder behovene uden at have megen indflydelse på om der kunne have været valgt andre løsninger). Det offentlige kan evt. varetage en rådgiverfunktion ift dette, og for de borgere og pårørende, som ikke selv magter at finde løsninger kan disse rådgivere med fuldmagt så tage over.

      En merfinansiering af handicapområdet kunne iøvrigt komme fra en nedlæggelse af beskæftigelsesindsatsen, som kun spiller en rolle i få % af jobskiftene i Danmark, men koster 20 mia om året (vanvittigt mange penge pr ledig). En del af pengene kunne jo iøvrigt bruges på mere støtte til etablering af jobs, som handicappede kan varetage.

      Mvh Asger

  3. Fint ridset op. Jeg er med hele vejen, svare godt til vores oplevelser med kommuner gennem de seneste 26 år.
    Opklarende spørgsmål: Forstår ikke helt hvad bekymring ift. Nedlæggelse af regionerne handler om?. Det er vel Ankestyrrelsen (staten) og kommunerne der er spillere – selv ville jeg helst, at tilsyn og ansvar lå hos staten, det ville forhåbentligt give en mere ensartet sagsbehandling og gøre det lettere at placerer det politiske ansvar.
    Vh/ Tune

    1. Regionerne er et unødvendigt mellemled, der blev indskudt for at gøre det mere spiseligt at amterne blev nedlagt. De fik ansvaret for sundhedsområdet, og dermed handicap og psykiatri i de 5 regioner.
      Men de forvalter de økonomiske puljer forskelligt, og laver ulovlige aftaler, for dyre hospitaler mv… Lars Løkke udtalte allerede inden valget blev udskrevet, at han mente de skulle nedlægges. Og i den forbindelse, synes jeg lige så godt vi kan fratage kommuners ret til at forvalte sygedagpenge, jobafklaring, sundhedstiltag, ældrepleje, børn og unge forsorg, ansvar og omsorg over anbragte børn, og tildeling af nødvendig hjælp til handicappede. Der er sikkert flere områder, som de skal fratages forvaltningen af. Til gengæld kan de for en pose penge til at UDFØRE de plejeopgaver der er, indenfor alle områderne, samt vedligeholde hjælpemidler mv… På den måde risikerer vi ikke at et grådigt byråd, bygger en ny turistattraction, i stedet for at sørge for deres virkelige arbejdsopgaver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *