Når stress og afmagt kommer på besøg.

Mit indlæg i dag handler om følelser. Om en hverdag med pop-up stress og afmagt.

For halvanden uge siden var jeg til revisitationsmøde om Kristoffer. Hvert år skal kommunen jo vurdere, om Kristoffer kan fortsætte på sin behandlingsskole. Det var egentlig et fint møde, og han ”fik lov til” at fortsætte på sin skole et helt år mere. På mødet kunne jeg og skolen fortælle, at det går så fint fremad. Han kommer i skole hver dag, og de sidste to måneder har han faktisk taget alene frem og tilbage. Det er vildt, for jeg har ellers været med ham i skole i 2 år.

Han har stadig korte dage: 3 dage til kl. 13 og 2 dage til kl. 12. Faktisk skulle han være i skole til kl. 15 om tirsdagen. Men for nogle uger siden måtte vi kaste håndklædet i ringen. Tirsdagene gik af helvede til, rent ud sagt. Han ville ikke deltage i undervisning, ville ikke spise eller tage sin medicin og stak af fra skolen. Jeg kunne have ham i røret 3-4 gange, hvor han bad om at komme hjem. Så vi måtte lave dagen om. For det gav ingen mening. Nu tager han så hjem kl. 13, og Søren tager tidligt hjem fra arbejde, så han kan nå hjem og tage imod Kristoffer. For jeg er til ridefysioterapi med Emma. Og vi tør stadig ikke lade ham være alene hjemme i flere timer. Ikke efter han udøvede selvskadende adfærd. Alligevel blev der på mødet spurgt, hvornår vi regner med, at Kristoffer kan være i skole på fuld tid (dvs. dage til kl. 15-16). Stress.

Efter mødet har jeg gået rundt med en bekymring i maven og rigtig mange tanker. En bekymring for, om der pludselig ligger et brev fra kommunen i min e-boks, hvor de skriver, at jeg ikke længere kan være på fuld tabt arbejdsfortjeneste. For nu er jeg jo ikke længere med Kristoffer i skole. Som det ser ud lige nu. Så hvis man regner efter, ville jeg kunne være på arbejde i 10 timer om ugen. Og det er jo i princippet rigtigt, hvis man kigger på timer og minutter. Og hvis det bare kører snorlige hver dag. Men hvad kan jeg nå på 10 timer om ugen? Nu har jeg et arbejde, der kræver rigtig meget. Og hvad så når dagene i stedet står på brandslukning, hospitalsbesøg og møder med skole? Så kører tankerne. Der kommer spænding i pande og i kæber. Stress. Tænk, at vi skal leve i konstant stress. Stress over, hvad andre beslutter om vores liv? Usikkerhed giver stress.

Jeg har det dårligt over at have den mistillid til kommunen. For måske er der slet ingen grund til den bekymring og mistro over for kommunen. Men vi har prøvet en gang, at de pludselig ændrede i vores hjælp.

I dag kom afmagt så på besøg. Kristoffer ville ikke afsted i skole. Da jeg skal sende 3 børn ud af døren om morgenen, herunder Emma der skal have hjælp til alt, shopper jeg rundt fra barn til barn i 1,5 time. Så jeg har ikke tid til lange snakke om, hvad der gør denne dag svær. Men det var hurtigt ret tydeligt, at Kristoffer krævede tid i dag. Midt i mellem ”nu skal du op” og ”du skal i skole”, fik jeg lige givet Emma hendes skinner på, fundet hendes dimse-ting og opmuntret Sarah, der var møg-sur.

Da klokken var 5 minutter i Kristoffers-bus-kommer-tid, måtte jeg opgive og ringe og aflyse bussen. Der havde jeg så brugt en halv time på at skanne og analysere situationen: Var vi i en ”kan ikke” eller ”gider ikke” situation. Det var helt klart en ”kan ikke”. Og skolen kunne så fortælle, at dagen i går havde været en rigtig svær dag, hvor han var gået fra klassen i afmagt. Nu var det mig, der hold i hånd med afmagt.

Jeg kom pludselig til at tænke på dengang PPR-konsulenten friskt spurgte ”Hvad sker der, hvis I siger, han skal?” Gid jeg kunne optage dagens situation og vise næste gang, vi bliver stillet det spørgsmål. For resultatet bliver en dreng, der græder og råber.

Da jeg havde affundet mig med, at Kristoffer skulle blive hjemme og bare fandt ro i den beslutning, forlod afmagt vores hus igen. Pigerne blev hentet af deres busser, og Kristoffer kom ind og fik lidt mad og sin medicin. Nu skal jeg lige have pande- og kæbespændingerne væk igen, og så skal vi holde lang weekend.

 

10 Replies to “Når stress og afmagt kommer på besøg.”

  1. kan så meget følge dig ‘ mit liv er med et diagnose barn og 2 børn uden men den ene er nu begyndt med angst mm så der kommer nok desværre diagnose på ham . Det er hårdt . Folk udefra fatter ikk hvor hårdt ens liv er så du er så fantastisk du formidler det . Jeg tænker dit kald er og har altid ligget i kortene at du skulle være talsmand for mange mennesker ( ja det var ikk som regnet men hvis du tænker over der er mening med alt og at Du har fået 3 børn med særlige behov ‘ du er blevet så meget mere for mange mennesker efter dit liv har taget en drejning . Jeg kender dig ikk men kan kun sige du er en sand engel

    1. Af hjertet tusind tak ❤️ min opfattelse af livet er, ligesom din, at der er en mening med alt! Det er jeg nødt til at tro på

  2. Det er tankevækkende, at PPR- konsulenter gang på gang stiller spørgsmål, som er helt ude i skoven. Jeg kan blive helt i tvivl om hvorvidt DE måske tvivler på MINE reflektionsevner, eller om de oprigtigt tror, at de stiller 1000 $ spørgsmålet…. oprigtigt talt, ingen ironi eller sarkasme her.

    Jeg har selv oplevet en PPR psykolog, der hårdnakket påstod, at min dreng “ingen verdens ting fejlede”. BUC udredte ham 4 måneder senere med autisme, adhd og lav IQ. I dag har han 8 diagnoser.

    Det er en stressfaktor – og et paradoks – at uanset hvor meget forudsigelighed vi skal yde, skal vi selv modtage den allerstørste uforudsigelighed. Vi kender i sandhed først dagen, når solen går ned.

    Bedste tanker <4
    (Og jo, det skal være et 4-tal, en tand bedre end 3 ;0) )

  3. Tak for din transperens Monica. Du er virkelig god til at vise skismaerne så det bliver meget visuelt for læseren. Det er en kundt at kunne det. Fantastisk hvordan I manurerer i detGod pinse

  4. Du skrive det spot on ❤️ Og det værste er, at det er et livsvilkår, som vi intet kan gøre ved andet end efter bedste evne at ene sig med

  5. Hej Monica.
    Den beskrivelse kunne være her. Bortset fra at det er sket! Den der 40 % reduktion i TA timer i et´hug, vi netop er sendt i ankestyrelsen med, trods vores ihærdige forsøg på at NUANCERE inden da! Vores søn har nu også nogle få timer på skolematriklen der udløser dette senarie. Hvordan skulle jeg praksis arbejde en time her og der, de 1-2 timer han er afsted på få dage om ugen, vides ikke? Havregrød og anke-ventetid i udsigt. Sammen med en god portion tristhed over en mager omgang “kommunikation”.- Tak for dit indlæg <3

    1. Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg forsøger at undskylde det med, at man fra systemets side simpelthen mangler forståelse og indsigt. Derfor er det så vigtigt, at virkelighedens historier fortsat bliver fortalt. Mange tanker til dig ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *