Forleden dag skulle jeg forklare Kristoffer, hvorfor han pludselig havde fået det så svært igen. Hvorfor han pludselig blev så vred over ingenting, hvorfor han hele tiden havde lyst til at slå på noget (som så blev ham selv), hvorfor alt bare var larm, og hvorfor han mest havde lyst til at være alene. Men hvordan skulle jeg lige gøre det uden at lyde som en uforståelig lommepsykolog?
Jeg tænkte, det er altid godt at være visuel. Så min forklaring til ham blev følgende:
”Tænk på et glas, som du plejer at drikke af. Hver gang du er sammen med dine venner eller andre mennesker, kommer der vand i dit glas. Når du så er sammen med venner hver dag, kommer der vand i glasset hver dag, og så bliver det altså fyldt meget hurtigt op. Når du samtidig bekymrer dig om sommerferie og ny klasse efter ferien, går det endnu hurtigere. For nogen mennesker går der lang tid, før vandet når op til kanten. Men for dig, går det hurtigt. En dag flyder det ud over kanten, og så sprøjter det op i luften med fuld fart. Det bliver til den vrede, du mærker nu. Hvis der skal blive plads i glasset igen, må man holde en pause med at hælde vand i. Så vil mængden af vand lige så stille falde igen. Giver det mening?”
Kristoffers svar var, at det gav rigtig god mening, men om det kunne være Capri-Sonne, der blev fyldt i glasset i stedet for vand?
Derefter havde han lige to dage mere hjemme, så vandstanden i glasset kunne falde.
I går var jeg nødt til at få svar på, om den nye medicin kunne havde noget at sige i forhold til hans kraftige optur og nedtur. Så jeg spurgte hans psykiater, om medicinen kunne have “lammet” hans udfordringer, så han ikke har kunnet mærke, hvornår han havde fået nok? Han har i to måneder været overdrevet vild for at være sammen med jævnaldrende. Er det så blevet ophobet? Så nu hvor medicinens fulde effekt er klinget af, kommer reaktionen. Jeg sammenlignede med når adhd-medicinens effekt klinger af om eftermiddagen. Det mente hun ikke, at det var, og hun spurgte, om der kunne være andet, der fyldte hos ham. Og det er der jo.
Så kunne jeg gå tilbage på den sti, jeg allerede var på. Det var egentlig rart. Skolen handler heldigvis hurtigt, så vi er indkaldt til møde med psykiater, psykolog og lærere næste onsdag for at tale om den nuværende situation. Det er virkelig rart at nå et møde, inden alle går på sommerferie.
I går talte jeg med Kristoffers lærer om, hvad vi gør indtil sommerferien. Hendes indstilling var, at alt pres skal tages af. Ingen krav eller forventninger om deltagelse i timer, aktiviteter, samtaler mv. Jeg foreslog hende at sende det til Kristoffer på sms. Det gjorde hun så med et spørgsmål om, hvad han sagde til det? Da han er en dreng af få ord, blev hans svar ”OK”. Hans lærer var lige nødt til at få afklaret, om det betød, han så ville komme i skole i dag? Det svarede han ja til. Og sådan blev det.
I dag tog han i skole kl. 8-12. Han havde købt pizza til frokost for sine grønne prikker (de kører med belønningssystem) og havde ellers bare fået lov til at sidde ved sin computer. Men han kom afsted, og han kom hjem i godt humør. Kæmpe sejr!! Jeg havde købt nogle livretter ind til ham, havde ordnet hans akvarier for ham, og så skal vi have pandekager til aftensmaden.
Men tænk, hvis jeg ikke havde haft muligheden for at give ham de pauser, han har brug for? Det kan jeg takket være bevillingen om tabt arbejdsfortjeneste. Og tænk, hvis han ikke havde gået på den helt rigtige skole for ham med de nødvendige ressourcer? Det er altafgørende. For så kan mit glas have plads til at rumme min søns følelser.