Det er sundt at savne, men det kan også blive lidt for sundt.

Jeg får ofte at vide, at det er sundt at savne. At savne er en følelse, der bekræfter, at jeg elsker. Og det giver god mening at få det bekræftet, for i hverdagen, når hjulene drejer med 200 km/t, når de sure sokker ligger og flyder på gulvet, når lyset igen ikke er blevet slukket på badeværelset, kan det være svært lige at mærke efter. Men ligesom man siger, det er sundt at savne, er der også noget, der hedder ”alt med måde”. Denne sommer har desværre været præget af en overdosis af savn.

Denne sommer efterlod vi Emma tilbage i Danmark, mens resten af os tog 1 uges charterferie på Rhodos. For første gang. For Kristoffers og Sarahs skyld. En ferie på deres præmisser med både mor og far. Det gjorde så enormt ondt at sige på gensyn til Emma. Vi skulle ikke se hende i 10 dage. Vi vidste, hvad det betød, men det gjorde hun ”heldigvis” ikke. Emma lever her og nu og har ikke den samme tidsfornemmelse som os andre. Og det er en stor trøst.

Vi havde en helt fantastisk rejse. Alt var bare perfekt. Men også syret, fordi det var så meget anderledes, end hvad vi plejer. Så når vi tænker tilbage på det nu, så husker vi de små ting, som for eksempel at Søren og jeg kunne gå små ture alene, som kærester, uden at sørge for børnepasning først og uden at skulle skynde sig tilbage.

På Rhodos lagde jeg låg på savnet af Emma. Det viste sig, da vi hentede hende igen. For lyden af hendes jubel over at se os gik lige i hjertet på mig og tårerne løb ned ad kinderne på mig, mens jeg gav hendes kys i hele ansigtet. Faktisk begynder tårerne at løbe ned af mine kinder nu, mens jeg skriver dette. Men hun var glad. For hun var blevet passet så godt af sin aflastningsinstitution.

Næste kapitel i vores sommerferie hed Sverige. Men det var svært for Kristoffer. Han har det bedst hjemme. Og nu havde han lige været afsted en hel uge og skulle nu afsted igen. Det var lige før, vi ikke fik ham med. Men det lykkedes, blandt andet fordi vi åbnede op for, at han kunne komme hjem tidligere, end vi først havde planlagt.

Kristoffer, Jackson og Søren, drengene, er kørt hjem i dag. Jeg er blevet heroppe i Sverige med Emma og Sarah og Pillan. Vi var ikke færdige med at være her.

Jeg troede faktisk, at jeg ville have let ved det. Men da de kørte, fik jeg ondt i alle muskler i min krop, havde det som om alt ilt forsvandt ud af min krop, fik kvalme og blev så trist.

Lige nu sidder jeg og holder tårerne tilbage, så Emma ikke ser, at jeg er ked af det. Hun ligger nemlig her glad ved siden af mig og ser Dyrene i Hakkebakkeskoven. Mens jeg savner igen og føler mig amputeret. Jeg mangler min Søren så enormt. Jeg mangler min Kristoffer. Igen savner jeg at være samlet. Selvom det nu kun drejer sig om nogle dage, så nåede jeg lige at nyde at være os, at snuse til at være samlet alle sammen, heroppe hvor vi bare er sammen, hvor hjulene ikke drejer med 200 km/t. Hvor vi næsten er en almindelige familie. Jeg har mest lyst til at stikke en finger i halsen. Så kan det være, at den der klump af savn nede i maven forsvinder.

Emma og Sarah nyder bare at være os tøser. Så igen må jeg lægge ego’et væk. Jeg må tvinge mig til at tænke positivt og skubbe ked-af-det-heden og kvalmen væk og sige højt til mig selv, at jeg er så heldig, at jeg har så mange i mit liv, som jeg elsker. At jeg stadig efter 20 år elsker min mand så meget. Det hjælper. Så nu må jeg tøse-hygge de næste dage, holde tårerne væk, når de presser sig på, og så glæde mig til at se drengene igen.

One Reply to “Det er sundt at savne, men det kan også blive lidt for sundt.”

  1. Føler med dig og sender varme tøse knus til jer.
    Vi har lige været 1 mdr på rundrejse i USA med vores 2 “børn” ( lillesøster på 16 og storebror i kørestol på 18)
    Vi var lidt nervøse før afrejse om alt nu klappede med kørestol i fly/bagage, om der var fremkommeligt og i det hele taget bare om han ville føle sig til besvær eller …
    men det har været super, folk har været venlige/hjælpsomme og generelt er USA mere tilgængelig end lille DK
    Eneste minus er at nu er hverdagens kamp med kommunen tilbage igen, om hjælp, uddannelse m m og øv hvor er det træls. Men det holder jeg for mig selv for Mads skal ikke føle han er til besvær. Glæder mig i stedet for over at vi er en lille familie der elsker hinanden, og trods modgang stadig kan se lyset.
    Som dig, kommer mine tårer også når ingen ser det, og er taknemmelig for at min mand og jeg stadig har hinanden, og kan skiftes til at være stærke
    Knus og god sommer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *