Vi må tage en dag ad gangen.

Hvert år i august/september (efter sommerferien) bilder vi os selv ind, at nu kører det herhjemme. Nu er alt, som det skal være. Nu har vi det godt alle sammen.

Jeg bliver ramt af et optimistisk vrangforestillings-syndrom. Så jeg overvejer nye jobs, at komme tilbage på job og så videre. Hvert år ender jeg med at være glad for, at jeg ikke førte tankerne ud i livet. For vi når at være i vrangforestillingerne i en uge, så bliver vi ramt af den store realitetshammer lige midt i panden.

I år var ingen undtagelse.

Sarah holdt de første 5 dage, så knækkede hun. Kommunen har i år åbnet et nyt specialskoletilbud, som er en sammenlægning af alle kommunens specialtilbud. Et mix af børn med ADHD, add og autisme. Nyt sted, ny klasse, nye lærere…nyt, nyt, nyt. Et fy-ord, når man er et barn med sådanne udfordringer.  Det skal nok blive godt. Men hun har de første 5 dage af det nye skoleår brugt uanede kræfter på at være i en ny social sammensætning, så hun blev fysisk dårlig. I denne uge har hun været hjemme fra skole både mandag og tirsdag. Onsdag var hun så i skole, men i dag måtte jeg hente hende hjem efter den første time. Heldigvis har vi en rigtig god dialog med hendes lærer, så vi i fællesskab kan hjælpe Sarah bedst muligt.

Så er der Kristoffer. I sidste uge var han i skole mandag-onsdag. Onsdag aften  slog han sit haleben og måtte være hjemme torsdag og fredag. Det kan ske for alle. Så trådte vi ind i denne uge. Det er gået stille den forkerte vej og kulminerede i dag. Da han begyndte at ligge og slå sig selv i morges, måtte jeg aflyse hans kørsel til skole. Da Sarahs skole så ringede efter mig, måtte jeg køre og efterlade Kristoffer alene hjemme den halve time.

Mens jeg var afsted var Kristoffer blevet så frustreret, at han havde sparket rundt i luften. Han havde fået sparket til sit skrivebord, så hans hud på foden hang fast og blev revet af. Dyb indånding!! Jeg fandt klorhexidin og plaster frem, satte en god serie på og fik noget mad og drikke i ham.

Nu sidder jeg så her og får skrevet min oplevelse ned i mit følelseskaos og forsøger at bevare både ro og overblik. I morgen er der heldigvis en ny dag.

4 Replies to “Vi må tage en dag ad gangen.”

  1. Tårerne pisker ned af kinderne når jeg læser dine ord for er de genkendelige og nære- mens jeg læser, når jeg tænke hvordan er det egentlig at vi gør det her dag efter dag? Jeg trækker vejret dybt og svaret kommet prompte – de er jo vores kære børn – men hold nu op det er hårdt både fysisk og psykisk. Jeg er med dig i tankerne og sender de bedste tanker og energier – Og husk at træk vejret – mit indre mantra❤️❤️

  2. Åh hvor det lyder velkendt. Jeg startede så faktisk arbejde sidste forår, og nu ja så røg jeg ned med stress, mest grundet nogle forhold på arbejdspladsen. Må erkende at når hele ens liv er i autismeland som mor, hvor man altid skal være forberedt og som pårørende være konstant forandringsparat, og have 10 løsninger på hånden, så har, jeg i hvert fald, brug for at rammerne og planlægning på arbejdet fungerer. Kram til dig og dine….. startede dagen med at junior ringede desperat fra skole netop ankommet – “mor du….vi har glemt min drikkedunk” (panikken føltes gennem telefonen, hurtigt åndedræt osv) heldigvis VIDSTE jeg, jeg havde puttet den i tasken, siger den er i det store rum, da der ikke var plads i madpk. Rummet. Desperat junior “nej, jeg har kigget” “okay skat, prøv lige igen ligeså stille og roligt du kan “….. og jo den var der, vejrtrækningen kunne høres blev rolig igen, og panikken afværget. Pyhh.

  3. Åh, ja… Jeg har i denne omgang pt gået hjemme 1,5 år. Har i denne uge gået og tænkt uddannelse, hvorfor ikke bruge ALT min viden fagligt også… MOLIS har lige slået en fed uddannelse op… Åhhh gad det så godt.
    Læser så dette dit skriv, -ups! Det var jo det samme jeg gjorde sidste efterår… og nu igen….
    Træk vejret og se tiden an…. Nyd, at det ligenu er en perlerække af gode dage… Dettr siger jeg nu til mig selv og holde fast i? at jeg har valgt at på mandag starter jeg til kor…

  4. Jeg nikker genkendende til dit skriv på mange måder. Godt nok har jeg kun et barn med diagnose, men på gode dage, hvor det kører forestiller jeg min pludselig at han snart kan være i skole noget mere, jeg igen kan passe mit arbejde og at det ikke længere går så hårdt ud over de to mindre søskende. Men så ja bliver jeg ramt at den realitetshammer… Og så gør jeg som dig forsøger at bevare ro og overblik midt i et kaos af følelser og frustrationer.
    Tanker til dig og dine

Skriv et svar til Ditte Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *