Det er på tide med et fælles socialt opråb!

I går stødte jeg på et stærkt opslag på Facebook fra Nanna Gotfredsen fra Gadejuristen. Jeg bøjer mig i støvet for den fantastisk ildsjæl, der i årevis har kæmpet for retssikkerheden for de såkaldte ”udsatte borgere”. Jeg kommenterede på hendes opslag, og vi var enige om, at alle skal stå sammen for at redde hele det sociale område.

Det satte nogle tanker i gang hos mig. For lige nu kæmper jeg for at sikre retssikkerheden for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed og deres pårørende. Jeg kæmper for, at hjælp bliver bevilget efter behov og ikke efter alder, status og hvilken dag det er på ugen.

Men hvad sker der med de børn, der ikke får den rigtige hjælp i tide? Psykisk sårbare børn med ADHD, angst, autisme og andre usynlige diagnoser? Børn som ikke tages alvorligt af systemet i tide og får den rette hjælp, og hvor de pårørende har kæmpet i årevis men forgæves? Eller hvor de pårørende ikke har kunnet kæmpe af forskellige årsager? De børn, der bliver unge og voksne ender ofte med selvmedicinering (et pænere ord for stofmisbrug). Og vupti, så er de ikke længere mennesker med handicap, så er de socialt udsatte borgere. Der findes nok ikke en oversigt over, hvor mange det drejer sig om.

Jeg får et billede inde i hovedet af, hvordan vores samfund ser på borgerne i Danmark. Lidt ligesom kostpyramiden. Der er bitte små huller imellem lagene, hvor man enten kan ryge opad eller nedad i lagene. Når jeg hører på politiske debatter om det sociale område og om ”samfundsklasserne” i Danmark, så lyder det som om, at mennesker med handicap er i en klasse for sig selv. Rimelig langt nede i bunden af pyramiden. Her kæmper de pårørende en usynlig kamp, hvis der altså er pårørende.

Når børnene bliver 18 år (ja måske før) og ikke har fået den hjælp, som de pårørende forgæves har forsøgt at råbe op om, så bliver de overladt til sig selv. Så har de pårørende intet at skulle have sagt. Og hvad sker der så? Det handler om held. For det afhænger af, hvem de støder ind i.

Hvis de støder ind i de forkerte, sker følgende: Så ryger de fra handicap-kassen ned i udsatte-kassen. Helt ned i bunden af samfundspyramiden. Og der bliver de, uanset om de har et psykisk eller et fysisk handicap, hvor de kan dø af en overdosis. Her er så ingen hjælp at hente til hjælpemidler eller særlige indretninger af boliger. Her må man bo på herberg og ligge i sit eget møg.

Det løber mig koldt ned ad ryggen. Mine børn med ADHD, autisme og tidligere angst er i højrisikogruppen for at ende ud i selvmedicinering. Lige nu er vi der som pårørende, og de får den rigtige hjælp. Men vi ved aldrig, hvad der kan ske. Vi kan gøre det så godt vi kan, og præge dem så godt vi kan, mens vi stadig har noget at skulle have sagt.

Systemet tænker simpelthen ikke på det. Og hvis det gør, er det faktisk endnu værre. Retssikkerheden mangler på hele det sociale område. Det må være nok med usynliggørelsen af den kasse-inddeling. Der skal bygges bro mellem hele det sociale område, for det hænger unægteligt sammen. Så kan det være, at kommunerne bliver bedre til at tænke langsigtet. Det er på tide med et fælles socialt opråb!

#enmillionstemmer.

One Reply to “Det er på tide med et fælles socialt opråb!”

  1. Det er skræmmende at det er fra toppen at diskriminationen af handicappede mennesker kommer :

    Jeg sidder med en ny afgørelse fra Ankestyrelsens fra denne uge som omhandler målgruppevurderingen af 2 børn med svær ADHD m.m
    Og jeg forstår simpelthen ikke at et land som Danmark der har underskrevet FNs handicap konvention kan have en ankestyrelsen som bevidst sidder og laver princip afgørelser der rent faktisk bryder FNs handicap konvention hvilke jeg kan få mistanke om er gjort udelukkende af økonomiske grunde ,hvilke jo undre mig rigtig meget når ankestyrelsen om nogen burde være en uvildig klage instans hvor borgeren kan få prøvet sin sag i ?

    Fordi i ankestyrelsens princip afgørelse forholder de sig kun til langvarige fysiske og kroniske lidelser hvilket gør at en meget stor gruppe af forældre til børn med Indgribende funktionsniveau feks ADHD ikke længere kan få dækket de merudgifter de har til deres børn fordi indgribende funktionsniveau bliver behandlet efter kriterierne fysisk sygdom i Ankestyrelsen princip afgørelse ?

    Hvordan kan en ankestyrelse lave en princip afgørelsen der kun omhandler langvarige kroniske lidelser altså fysisk sygdom og efter kriterierne om man dør eller at det er livs truende hvis man ikke får sin medicin ?

    Når der i beskrivelsen af paragraf 41 om merudgifter til børn er to forskellige kriterier for om barnet høre ind under handicap målgruppen

    Og de 2 kriterier er om de har en en kronisk langvarig lidelse eller om de har er indgribende funktions niveau

    I mine børns afgørelser har de ikke forholdt sig til deres funktionsniveau eller om de går på speciale skole r ?

    Jeg tænker det er dybt problematiske og meget diskriminerende at den danske ankestyrelse sidder og udelukker alle forældre til børn med ADHD fra at få dækket deres merudgifter som de har til deres børn og man gentagende gange høre historier om at kommunerne sidder og bruger børnenes nedsatte funktions niveau imod forældrene

    ADHD er altså et anderkendt handicap

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *