Vi lever i et velfærdsfatamorgana.

Jeg har slået ordet Velfærd op på Wikipedia. Der står: De for individet, mest ønskværdige vilkår for trivsel.

Længere nede står der så en masse om velfærdsmodeller, statens rolle osv. Blandt andet står der, at ”historisk er udviklingen gået fra en relativt snæver opfattelse af velfærd som sikring af udsatte gruppers forsørgelse til en bredere opfattelse af velfærd som tilstedeværelsen af en generel tryghed (sikkerhedsnet) for alle borgere.”

Hvis man tager udgangspunkt i den øverste sætning, så må et velfærdssamfund betyde et samfund, hvor der stiles mod ønskværdige vilkår for trivsel for det enkelte individ. Ergo skal alle have det så godt som overhovedet muligt. Det har også helt bestemt været intentionen med det samfund, Danmark ser ud til at være – på overfladen. Med en blanding af solidaritet og egoisme, indbetaler vi alle på den store konto, som skal betale for sygehuse, skoler, veje osv. Noget vi alle kan have gavn af. Og der ligger helt sikkert en forventning om, at der er hjælp, hvis der bliver brug for det. Sikkerhedsnettet redder dig.

Men noget er gået galt gennem årene. For sikkerhedsnettet er ikke blevet vedligeholdt. Der er kommet store huller i. Så nu redder det dig kun måske, hvis du er heldig. Men det finder du først ud af, når du er på vej ned mod det eller er faldet igennem.

Nogen borgere har så på forhånd haft muligheden for at strikke deres eget lille sikkerhedsnet i form af forskellige forsikringer, som kan redde dem, når det store fællesnet ikke kan. Men ikke alt kan forsikres. Og ofte tegner man kun forsikring mod noget, man kan relatere sig til. Men hvad med et handicap?

Alle kan for eksempel bliver ramt af et livsvarigt handicap. Alle kan som lyn fra en klar himmel blive livsvarigt pårørende. Det sker ikke kun for naboen eller familien i ugebladet. Tro mig, det ved jeg. Og det har været et chok at se vores samfund bag overfladen. Mange dybt ulykkelige historier, fordi hullerne i vores fællesnet er fyldt med vilkårlighed, mistillid og negligering. En manglende tro på hinanden. Måske har man slet ikke brug for hjælp, men kræver bare ind?

Så, når vores nye statsminister står på talerstolen og siger ”Velfærd først”, så kan jeg godt blive i tvivl om, hvad hun reelt mener. For kender hun virkeligheden indefra? Hverken handicap eller psykiatri blev nævnt.

Set med mine øjne bør et velfærdssamfund bedømmes ud fra, hvordan det hjælper de svageste borgere. Og her må mennesker med forskellige handicap og lidelser høre ind under. Lige nu gør Danmark sig kun fortjent til at kalde sig et samfund.

Hvis det danske samfund igen skal kunne sætte velfærd foran, skal alle myndigheder, ansatte og borgere tænke: ”Det jeg sender ud, får jeg tilbage, så jeg må nok hellere behandle andre, som jeg gerne selv vil behandles”.

#enmillionstemmer

3 Replies to “Vi lever i et velfærdsfatamorgana.”

  1. Hvor har du ret, jeg personligt synes at regeringen i mange år nu , kun synes at skaffe penge til dem selv , samt at de er ved at gøre USA tingene efter hvad angår sygeforsikringer som skævvrider samfundet allerede der, men også med adgang til sygehuse og almen behandling
    Såsom vagtlæger osv.
    Men handicap området bliver set synes jeg som noget der ikke eksisterer men bare skal tys tys,
    Som i klar jer selv, for det kan åbenbart ikke betale sig at bruge penge på det.
    Jeg synes i det hele taget dette egoistiske folketing er skræmmende for der har ikke været et folketing for folket i mange år

    1. Vi nærmer os nemlig amerikanske tilstande skridt for skridt. Red dit eget skind. Så må der jo gøres op med, om det er sådan et samfund vi skal være. Lige nu står Danmark med et ben i hver lejr

  2. Hej Monica
    Efter min mening er det rigtigt , at skatteydere betaler skat med en blanding af solidaritet og egoisme.
    Men man kan med rette interesserer sig for dette blandingsforhold. Og her oplever jeg som pårørende, at solidariteten står svagt, det samme gør empatien og synet på, at vi som mennesker , har lige ret til trivsel og livskvalitet. Historisk set har vi engang som samfund besluttet ,
    at enhver borger HAR RET til et liv med trivsel og livskvalitet .
    I dag har menneskesynet ændret sig til, at alle BURDE HAVE RET til trivsel og livskvalitet .
    Det sidste er ikke godt nok, fordi det for dem , det går ud over, har store menneskelige helbredsmæssige omkostninger .
    Det er de menneskelige omkostninger, som er motivationen bag #enmillionstemmer
    Det er ikke godt nok, at solidariteten
    “kun” rækker til at bringe ting til veje i samfundet (veje, motorveje, offentlig trafik, lægehuse, sygehuse) som alle har fælles gavn og glæde af .
    Solidariteten skal række længere ud.
    Række ud mod det, der sker i familier med handicap. Og her hjælper en motorvej i stuen ikke .
    En motorvej er fin nok, MEN giver den faglig omsorg og trivsel . Nej ikke så meget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *