Giver det mening?

Når (og det siger jeg med en vis sikkerhed i stemmen) der for alvor sættes gang i ændringerne på handicapområdet, bør politikerne hele tiden stille sig selv dette spørgsmål: ”Giver det mening?”. Når de så kommer frem til, at det gør det ikke, jamen så er det ret enkelt, at så må det laves om.

For de nuværende spørgsmål gætter jeg på er: ”Hvad koster det?” og ”Kan det betale sig?” Hertil vil jeg så sige, at hvis det giver mening, kan det også betale sig, og vil dermed koste mindre på den lange bane. Og herudover kunne det menneskelige aspekt også blive en integreret del af beslutninger og vurderinger. Og vi er vel mennesker, ikk?

Giver det mening at have forskellige regler for hjælp til mennesker med livsvarige handicap før og efter det fyldte 18. år og igen ved folkepensionsalderen? Nej, for deres diagnose og behov for hjælp ændrer sig ikke, fordi deres krop bliver et bestemt antal år.

Giver det mening, at de pårørende er den primære hjælp og dem med mest viden, indtil deres familiemedlem bliver 18 år, men derefter bliver sat uden for døren og får frataget eksisterende hjælp? Nej, for de ved stadig mest om deres familiemedlem og vil stadig gerne hjælpe deres søn eller datter, indtil de og barnet er klar til noget andet. Det er uværdigt at fratage mennesker deres selvbestemmelsesret bare fordi, der er en diagnose involveret.

Giver det mening, at et menneske bliver undersøgt grundigt af en læge eller psykiater, som kommer frem til en diagnose, hvorefter kommunen revurderer denne undersøgelse af deres egen lægekonsulent? Nej, det giver virkelig ingen mening og er ressourcespild af værste slags.

Giver det mening, at sagsbehandler/socialrådgiver, som har kontakten med borgerne, ingen rettigheder har til at træffe beslutninger? Nej, det giver ingen mening, at sagsbehandleren blot er sendebud mellem borger og et udvalg, som ingen indsigt har i den konkrete borger eller familie.

Giver det mening, at man som borger med handicap eller pårørende er nødt til at hyre privat socialrådgiver, advokat eller bisidder, når man skal søge om nødvendig hjælp eller klage over en afgørelse fra kommunen? Nej. Og her spiller systemet for alvor fallit. Vejledningsforpligtelsen er lagt i skuffen, og nøglen er smidt væk. Systemet er for de stærke.

Giver det mening, at borgere med behov for hjælp kastes rundt mellem myndigheder og afdelinger, fordi disse ikke kan finde ud af at samarbejde? Nej, igen må vi kigge i ressourcespildskassen.

Giver det mening, at handicapområdet ligger i kommunerne? Nej. For det første fordi, det er et virkelig kompliceret område, som kræver indgående viden til mange forskellige diagnoser. Og den viden er ganske enkelt ikke til stede i 98 kommuner. Og det er urealistisk at tro, at det nogensinde vil være muligt at få opbygget den nødvendige viden i 98 huse. For det andet fordi enhver indblanding i kommunernes forvaltning af dette meget komplicerede område bliver standset af en mur kaldet det kommunale selvstyre.

Giver det mening, at en skoleleder og PPR skal være dommer over, om et barn skal sendes til udredning? Nej, for de er ikke nødvendigvis fagligt klædt på til at kunne spotte tegn på angst, autisme, adhd, osv, og derfor starter sagen ofte som en mistanke om dårlige forældre. Husk, at jo længere tid et barn har det dårligt, mindst lige så lang tid tager det at samle barnet (og familien) op igen.

Giver det mening, at tanker om langsigtede indsatser bliver standset af en et-årig budgetlægning? Det kræver vist ikke en længere besvarelse.

Giver det mening at sende teenagere på plejehjem, fordi de har et handicap? Nej, og det bringer mig videre til den vilkårlighed, der er på området. For det handler lige nu om held og tilfældigheder, om bopælskommunen har et egnet bosted.

Giver det mening at se en familie med et handicap inden for dørene som en helhed og hjælpe dem til at forblive en helhed? Ja, og det kræver altså en investering her og nu, men jeg kan garantere, at investeringen kommer stærkt igen på både det økonomiske og menneskelige plan.

Jeg kunne nemt fortsætte mine spørgsmål, for intet på dette område giver mening, når man kigger godt efter. Så det kræver, at politikerne derude har modet og viljen til at bryde ud af ”plejer” og bruge deres sunde fornuft.

Nu vil nogen måske tænke, at dette handler om politik, og politik handler om penge. Men det udelukker vel ikke, at pengene bliver brugt meningsfyldt?

#enmillionstemmer

https://sn.dk/Fredensborg/Mor-til-tre-faar-handicappris-for-at-saette-en-national-dagsorden/artikel/887794?fbclid=IwAR1gABi16baTX_ncIRS4FwgvLA_EbXu9rXu086Iw-Gt799aA2uZ906FuU04

 

 

 

One Reply to “Giver det mening?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *