Lidt om retssikkerhed og de 4 grundlæggende principper for tildeling af støtte til mennesker med nedsat funktionsevne

På torsdag den 12. december afholder Ankestyrelsen og Socialstyrelsen en retssikkerhedskonference på Hotel Nyborg Strand. Emnet er, hvordan retssikkerheden styrkes på handicapområdet. Det bliver en spændende dag med flere interessante oplæg samt en paneldebat, hvor jeg skal sidde i panel sammen med repræsentanter fra Danske Handicaporganisationer, Det Centrale Handicapråd, Kommunernes Landsforening, Dansk Socialrådgiverforening og Aalborg Universitet.

Jeg har her til morgen talt med den journalist, som skal være ordstyrer i paneldebatten. Hun spurgte: ”Kan du ikke lige fortælle, hvor problemerne er?”. Vi skulle have talt kort i 10 min, og det endte med 35 minutter. For dette område har så mange udfordringer. Og det er som en bane af domino-brikker: Når den første vælter, så vælter resten.

Derfor bliver det også noget af en opgave at levere budskabet fra #enmillionstemmer kort. Men så må jeg jo bare tale hurtigt.

Mit budskab er følgende:

Danmark har et system, der er sat i verden for at hjælpe mennesker, der på grund af livsvilkår har brug for hjælp.

Systemet er bygget op om 4 grundlæggende principper for tildeling af støtte til mennesker med nedsat funktionsevne:

Ligebehandlingsprincippet, solidaritetsprincippet, sektoransvarsprincippet og kompensationsprincippet. Principperne omtales ofte som handicappolitiske principper:

Ligebehandlingsprincippet tager udgangspunkt i FN’s standardregler om lige muligheder for handicappede. I Danmark blev disse principper godkendt ved en folketingsbeslutning i 1993, og princippet om ligebehandling af mennesker med nedsat funktionsevne med andre borgere har siden da været centralt i bestræbelserne på at skabe et samfund for alle.

Solidaritetsprincippet er udtryk for, at alle har et ansvar for at sikre, at mennesker med nedsat funktionsevne får de nødvendige ydelser, når behovet opstår. I praksis er det et led i solidaritetsprincippet, at ydelserne i vidt omfang finansieres af det offentlige via skattebetalingen.

Sektoransvarlighedsprincippet knæsætter det forhold, at den offentlige sektor, der udbyder en ydelse, en service eller et produkt, også er ansvarlig for, at den pågældende ydelse er tilgængelig for mennesker med nedsat funktionsevne. Indsatsen over for mennesker med nedsat funktionsevne er derfor ikke kun en opgave for socialsektoren, men en opgave, der rækker ind på en række andre områder såsom for eksempel bolig-, trafik-, arbejdsmarkeds-, undervisnings- og sundhedssektoren.

Kompensationsprincippet betyder, at en person med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang får kompensation for følgerne af den nedsatte funktionsevne. Kompensationen kan ske ved at gøre samfundets tilbud tilgængelige for mennesker med funktionsnedsættelser. Den kan også ske ved at stille særlige ydelser til rådighed, som specielt imødekommer den enkelte persons individuelle behov. Kompensationsprincippet vedrører kun de merudgifter, der skyldes den nedsatte funktionsevne, og ikke de udgifter som personen i alle tilfælde ville have haft (Kilde: Vejledning nr. 1 til serviceloven, Socialudvalget 2010-11 SOU alm. del Bilag 58),

De to primære love på området er retssikkerhedsloven og serviceloven.

Formålet med retssikkerhedsloven er:

  • sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager,
  • fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig helhedsorienteret hjælp,
  • forebygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse,
  • og fastlægge struktur og grundlæggende principper for administration af sociale sager.

Formålet med serviceloven er:

  • tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer.
  • at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte.
  • at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Det lyder virkelig godt det hele. Men dem, der bliver hjulpet bedst lige nu, er private socialrådgiveres og advokaters bankkonti. For det er der, mange ender med at måtte hente vejledning, rådgivning og støtte i kampen om den hjælp, som de sociale myndigheder er sat i verden for at levere. De sociale myndigheder har glemt, hvorfor de eksisterer. Det er ikke for deres egen skyld.

Hvor og hvorfor går det galt? Kigger man på de grundlæggende principper og lovenes formål og hensigter, så stemmer forventningen hos borgerne og lovene ret godt overens. Men forventning hos borgeren og virkelighed stemmer ikke overens. Og virkelighed stemmer ikke overens med lovenes formål. Så det tager ikke mange minutter at nå frem til, at det ganske enkelt er forvaltningen af lovene, den er gal med.

Men allerede her støder man på det første bump, for det virker ikke som om, forvaltningen vil indrømme, at det er her, den er gal. I stedet må vi høre på ansvarsfralæggelsestaler om, at der mangler penge, at loven må laves om, og at forældre forventer sidste nye model af en kørestol. Hertil må jeg svare, at jeg personligt tror, at pengene er der.  Men bliver pengene rent faktisk brugt på handicapområdet, eller fiser de over de kasser, hvor der er flere vælgere at please? Bliver de brugt på forkert struktur? Er der den tilstrækkelige viden om, hvordan pengene bruges bedst muligt? Manglende viden tager tid, og tid er penge. Er der reel vilje til at gøre en indsats på dette område ude i kommunerne?

Jo længere tid, dette område får lov til at sejle, jo dyrere vil det blive. For jo længere tid, borgerne ikke får den nødvendige hjælp, jo flere udfordringer og diagnoser vil der komme. Hvornår vil nogen indse det? Og derefter handle på det?

Målet må være, at handicapområdet forvaltes i overensstemmelse med de 4 grundlæggende principper uanset, hvor man bor. Jeg tror ikke på, at det kan sikres, så længe området ligger ude i kommunerne. Nogle kommuner kan, de fleste kan/vil ikke. Det er ikke realistisk at sikre tilstrækkelig viden på dette yderst komplicerede område i 98 kommuner. Dette skyldes blandt andet et vidt forskelligt borgergrundlag.

Men hvad er midlerne til at nå målet? Der bliver sat spørgsmålstegn ved, om det vil være løsningen at flytte området fx til regionerne. Gid jeg havde en krystalkugle, der kunne give svarene. Ingen løsninger er 100% vandtætte. Og der vil altid være brodne kar. Men når der tales retssikkerhed, så kunne man gå fra en vilkårlighed mellem 98 kasser til 5. Jeg forestiller mig store regionale centre, der behandler dette område i nær tilknytning til psykiatri og sygehusene. Den bedste vejledning vi har fået, var af en socialrådgiver på neonatalafdelingen. Tværfagligt samarbejde og vidensdeling er vejen frem.

Herudover bør der tænkes retningslinjer med en masse skal’er, så der ikke er tvivl om, hvem der skal hvad, hvornår. Og så vil man slippe for at skulle igennem jernbetonmuren med skriften ”det kommunale selvstyre”.

Vores første møde med systemet var en kommentar om, at nu skulle vi lære at anse os selv for at være en helt almindelig familie. Der er ikke noget, vi hellere vil.

#enmillionstemmer

10 Replies to “Lidt om retssikkerhed og de 4 grundlæggende principper for tildeling af støtte til mennesker med nedsat funktionsevne”

  1. Hvis de ansvarlige, som hører denne argumentation virkelig ønsker at tage ved lære af konferencen, og ændre på deres praksis, så den tager udgangspunkt i lovgivningen og intentionerne bag de handicappolitiske principper, så er dit oplæg virkelig godt. Men måske skal du krydre det med eksemler? Dem er der jo desværre nok at tage af.

  2. Enig med Susanne Gosmer, at det er et godt oplæg. Det er beskæmmende, men jeg tror faktisk, der findes en del embedsfolk, som ikke kender de 4 grundlæggende principper. Og tænk hvor godt et samfund, vi ville leve i, hvis de principper var indtænkt i beslutningerne og formålene i de tilhørende love også blev fulgt.

    1. Tror du har ret i, at principperne nok ikke er ret udbredt. Det gør det jo endnu mere betænkeligt, da det jo er grundsten i vores velfærdssamfund.

      1. At der i kommunerne er en del embedsfolk, og især sagsbehandlere, der ikke kender de 4 principper, og derfor arbejder ud fra disse, er dels forståeligt og tilgiveligt. Men at ankestyrelsen kan undsige sig kendskabet og viljen til at efterleve disse, er uforståeligt og utilgiveligt.
        I sagen om “overvågning”, hedder det i argumenterne, “at kommunen IKKE må hjælpe, da der ikke er hjemmel i lovgivningen til at yde kompensation for overvågning.” Men i kommunernes arbejde med at vurdere hjælpebehovet, er der mange andre muligheder. Eks. er der ofte tale om et hjælpebehov spredt over hele døgnet, umuligt at ansætte hjælpere til, når man kun kompenserer for specifik afhjælpning af hjælpebehovet.
        De fleste behov kræver jo en tilstedeværelse uanset..
        Så hvis viljen var tilstede og principperne blev fulgt, ville dette være løst for længst.
        Håber det giver mening..!

  3. Så længe sagsbehandlerne aflønnes med ekstra bonusser, for at snyde klienterne/befolkningen, så kommer det aldrig til at ske, at de følger loven – især ikke i Favrskov kommune!!

  4. Kære Monica.
    Fremragende oplæg med en meget præcis fremlæggelse af, hvad præmisserne for forvaltning af området burde være samt hvor, der er uoverensstemmelse i forventningsafstemningen mellem bruger og forvalter.
    Dog er der et punkt, jeg tror man kan gøre endnu tydeligere opmærksom på overfor forvaltningssiden:
    Valget af perspektiv; forstået som hvilket prisme, man vælger at anskue området igennem.
    Kort fortalt har der I de sidste mange år indsneget sig et generelt forvaltningsprincip om, at alt handler om økonomi; dvs. et skarpt fokus på, at det først og fremmest og under trussel om strafforanstaltninger mod kommunerne drejer sig om at overholde de økonomiske rammer, hvad de så end måtte være. Samtidig har der været konstante besparelser på den offentlige service generelt, hvor der altså primært er blevet tænkt økonomi og ikke i nær tilstrækkelig grad faglig nødvendighed.
    Med denne klare klare prioritering som indlejret kultur er der sket et skred, hvor ingen i systemet længere stiller spørgsmålstegn ved, om opgaven overhovedet kan løses lovmedholdeligt og forsvarligt indenfor den givne økonomiske ramme. Man leder blot efter måder at overholde den økonomiske ramme, og dermed bliver al sagsbehandling i virkeligheden til fremskudt økonomistyring. Der er eksempler nok på, at kommuner bevidst har opfordret sagsbehandlere til at vurdere ud fra økonomi, og ikke fra den lovpligtige individuelle faglige vurdering (f.eks whistleblowersagen fra Odense) eller at der har været en usagt (eller ikke-bevist konkret) forståelse i kommunen om at springe over “hvor gærdet var lavest” og bevidst gå efter at få Ankestyrelsens vurdering af, hvor lavt barren kan sættes i forhold til at afgøre sager indenfor lovens rammer.
    Det skaber med andre ord et system, hvor økonomi i sidste ende er det eneste afgørende argument for hvor meget og hvilken hjælp, der kan ydes, og det faglige og langsigtede er således totalt underordnet denne forståelse, der skaber en systemisk forråelse, der på ingen måde lever op til de bærende principer, du så fint beskriver.
    For kort at opsummere er det altså aldeles afgørende, at selve denne kultur ændres – og som altid skal det ske helt fra toppen og ned i systemet – så man som udgangspunkt sætter en realistisk ramme for den økonomi, der skal kunne bære og rumme indsatsen, og dernæst vurderer individuelt, sagligt i forhold til det konkrete behov.
    Jeg ønsker dig en rigtigt god konference, og håber du kan trænge igennem til de rette personer med dine klare og fornuftige dagsorden. Og tak for indsatsen!
    De bedste hilsner
    Karsten Bagge

    1. Tak Karsten. Og ja selvfølgelig handler det i høj grad også om økonomi. Derfor mine spm om der i kommunerne prioriteres de nødvendige midler. Og det er toppen, der skal gås efter her. For det har jo desværre vist sig, at mange kommuner bevidst underbudgetterer på dette område. Det handler om vilje. Og det handler om mennesker. Og jeg håber inderligt, at der vil blive lyttet.
      Tak!

  5. Kære Monica

    Hvis disse udredninger vil blive varetaget af regioner og psykiatri

    Kan vi være sikre på at medicinalindustrien vil juble

    Det giver masser af forskningsobjekter til diverse menneskeforsøg

    Nej det handler om at Danmark gennemtvinger tilnærmelse til overholdelse af finanspagten indgået i EU

    Enhedslistens glæde over 600 mio i psykiatrien er deres bidrag til afviklingen af Danmark.
    Men inden da vil medicinalindustrien prøve at bonusudvetale psykiatere for de mest grufulde eksperimenter man kan forestille sig

    Jeg taler af erfaring

    Der må findes en anden human udredningsenhed som opfylder lovgivning og konventioner

    Tak

  6. Region og psykiatri duer heller ikke som udredningsinstans

    Psykiatrien er i lommen på medicinalindustrien og regioner samarbejder koordineret med opfyldelse af EU finanspagten

    Der er tale om statskoordineret mishandling af udsatte grupper på overførselsindkomst

Skriv et svar til Birgitte Magic Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *