Borgerforslag om socialerstatning – administrativ erstatning på det sociale område

I mit indlæg fra 8. januar “Hvor er retssikkerhedens vogtere, når det gælder handicapområdet?” nævnte jeg muligheden for en Socialerstatning. Når mennesker med handicap og deres pårørende uretmæssigt får frataget deres hjælp, eller fejlagtigt ikke har fået nødvendig hjælp, har det ofte store og alvorlige konsekvenser – fysiske, psykiske og økonomiske. Men der findes ingen form for kompensation. Jeg blev efterfølgende opfordret til at stille borgerforslag om en sådan socialerstatning.

Det gik jeg videre med og tog fat i nogle super samarbejdspartnere om at lave et sådan forslag.

Det blev en virkelig konstruktiv og spændende proces. Og det viste sig, at borgerforslaget var perfekt timet.

For i onsdags den 22. januar tog landsretten stilling til godtgørelse i netop en sag om en pige, der ulovligt var blevet frataget sin hjælp, den såkaldte svømmepige-sag. Men dette udløste ingen kompensation. Så ikke engang ved domstolene, er det på nuværende tidspunkt muligt at opnå godtgørelse for offentlige myndigheders fejl og ulovlige afgørelser, når det gælder socialområdet.

På det sociale område findes på nuværende tidspunkt ikke mulighed for at søge om administrativ erstatning eller godtgørelse for fejl begået af offentlige myndigheder. Derimod findes muligheden både inden for sundhedsområdet og i anledning af strafferetlig forfølgning. Fejl inden for det sociale område kan have lige så store konsekvenser og have lige så indgribende karakter for dem, de rammer, som fejl på de to førnævnte områder.

I dag er borgerforslaget kommet på Folketingets hjemmeside. Det skal have 50.000 støtter for at blive taget op i Folketinget.

Så nu har jeg brug for jeres hjælp og støtte, så der også kan komme noget retssikkerhed på socialområdet. Jeg har indsat link til forslaget nedenfor.

På forhånd tak for hjælpen.

#enmillionstemmer

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-04176

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *