Corona-dagbog dag #6 – “Hold afstand”

Dag #6

Jeg har en fornemmelse af, at det bliver endnu en mindeværdig aften. Kl. 19 holder statsministeren pressemøde, kl. 20 taler dronningen til folket. Tænk, at vi skal opleve det i vores tid.

Jeg har kun et ord for det: Syret. Det er så syret en situation. Har I set serien “The walking dead”? Ikke at jeg tænker, at vi får et kontinent med zombier. Det er mere, hvad der pludselig bliver vigtigt som menneske. Det er ikke, om koppen er fra f.eks. Royal Copenhagen. Det er vores helt basale behov for overlevelse, der træder i karakter her. Omsorg for vores nærmeste og mad.

Og så tænker jeg på dem, der ikke har en familie. Som i forvejen følte sig ensomme. Hvad med dem?

Jeg tager mig selv i at gå langt uden om folk på mine gåture. Og det skal jeg også. Men det er mere mine tanker, om de andre mennesker, jeg ikke bryder mig om: “han er måske syg – hold afstand”. Det er altså ikke nogen rar følelse. Man kan dog håbe, at “hold afstand” sætter sig på rygraden på tilstrækkelig mange, at det smitter af på deres kørsel på motorvejen.

Det er nok naivt at tro, at det vil gøre en forskel på den anden side af corona-krisen. Men måske vil bare nogen enkelte se deres behov igennem i fremtiden. Og måske er denne her hjemme-tid god for det fremtidige fødselstal, som var på vej nedad;-)

Rygterne går lige nu på, at statsministeren vil indføre udgangsforbud, som vi har set i andre europæiske lande. TV 2 News siger, at de ikke regner med, at det er det, der er på vej.

Hvis det bliver et udgangsforbud, kan jeg egentlig godt forstå det. For helt ærligt, folk har åbenbart ikke fattet de retningslinjer, der er blevet udstukket. Hele familier i supermarkeder, der drøner rundt, krammer, ikke holder afstand. Der er ikke nogen af os, der synes, denne situation er ret fantastisk. Og jo længere tid, folk er fattesvage, jo længere skal vi være i den situation.

Men det kan også være andre tiltag: Lukning af restauranter, lukning af bestemte butikker, flere skal testes, skolelukning fortsætter til efter påske?

Vejen frem nu er online handel og take-away, alt hvad der er muligt. Kun fantasien sætter grænser nu.

I dag har den igen stået på lidt hjemme-skole, hjemme-biograf på Emmas værelse, en kort gåtur alle 5, og jeg tog to hundeture her til eftermiddag. Pillan og jeg kørte ned til Øresund, fandt nogle smukke anemoner i en lille skov, og nød vinden i håret.

Jeg holder et godt øje med #enmillionstemmer. Det er en yderst svær situation, for en i forvejen sårbar gruppe mennesker. Hvis man skal sige noget positivt, så er vi pårørende i forvejen ret godt trænede i disciplinen “omstillingsparathed”. Så vi finder jo ud af det. Men at være uden aflastning og vante rammer så længe, kan godt blive en udfordring. Og er man ovenikøbet selvstændig, arbejde i lille virksomhed mv., så er det en helt igennem uhyggelig situation. Og hvordan er det lille med reglerne for tabt arbejdsfortjeneste i en sådan situation? Der er ikke meget at komme efter, fordi alle jo er i samme situation. Der findes en principafgørelse fra 2014, som blev afsagt i Ankestyrelsen under lærerlockouten. Den hedder: “Ankestyrelsens principafgørelse 40-14 om merudgifter – tabt arbejdsfortjeneste – lockout – strejke – barnets alder – pasningsbehov.”

Vi tænker at udskyde releasen af musikvideoen til #enmillionstemmer-sangen. Den vil nok drukne i corona, og det vil altså være ærgreligt. Men den kommer muligvis på spotify i slutningen af denne uge.

I dag skal vi have pizza. Og så kører voksen-tv fra kl. 19.

Pas på jer derude og husk at finde en lille ting hver dag, som I er taknemmelige for. Det er en god øvelse.

P.S. Mit foredrag i Randers den 6. maj er flyttet til 9. september kl. 17-20. Der er 200 pladser og allerede 126 tilmeldte 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *