Tanker om aflastning

Aflastning. Faktisk bryder jeg mig ikke om det ord. Det lyder så negativt.  Når man slår ordet aflaste op, så får jeg også ret i min fornemmelse. Aflaste betyder helt eller delvis befri for arbejde, besvær, problemer eller lign. Men når man som os bliver kastet ind i diagnose-verdenen, så er aflastning en del af hverdagen. Hjemme hos os kalder vi det i stedet for Granbohus, for det er der, begge vores piger bliver passet. Begge vores piger er blevet passet der et godt stykke tid nu i hver deres afdeling.  Men hvorfor er det kun hårdt, når Emma skal på Granbohus?

Sarah har ADHD og er derfor i en afdeling med andre børn med ADHD. Oprindeligt var det for Sarahs egen skyld, at vi fik hende skrevet op til Granbohus. Vi så det som en mulighed for gode oplevelser og eventuelle venner. Hun havde så svært ved at få venner, især pige-venner. For når man kun kan blive i en leg i 5 minutter ad gangen, så bliver man som pige ret hurtigt dømt ude. Derudover havde hun så svært ved at forstå alt det, der bliver sagt mellem linjerne. Med tiden har hun fået nemmere ved at få venner. Det har også hjulpet, at hun nu får den rigtige medicin. Så nu er hendes weekender på Granbohus også for vores skyld. Vi har brug for et pusterum bare en gang om måneden, hvor vi ikke har hendes lyde og uro i huset. Det lyder måske lidt hårdt, men der er gang i hende konstant. Hvis det ikke er armene og benene, så er det snakketøjet. Derudover sover hun dårligt og er ofte oppe og vandre  om natten. Så de weekender kan vi få sovet. Sarah er på Granbohus hver anden onsdag-torsdag og en weekend om måneden.

Emma har cerebral parese, autisme, epilepsi, hydrocephalus og dystoni. Hun bliver passet i en gruppe på Granbohus, som har ressourcerne til at tage sig af alt det, der følger med de diagnoser, både i forhold til hjælpemidler og i forhold til antal pædagoger. Det er et godt sted, og de har efterhånden lært Emma godt at kende. Det har fra start været for vores skyld, at Emma blev skrevet op til Granbohus. For Emma kræver en hel voksen, når hun er hjemme pga. hendes behov.  Det betyder, at en af os er låst derhjemme, når hun er hjemme. Emma er på Granbohus hver onsdag-torsdag og en weekend om måneden. Her kan vi tage spontant ud og spise, tage i biografen, gå ture, handle ind osv. sammen. Det er nødvendigt for vores familie.

Det gør ikke ondt, når Sarah skal på weekend. Vi ved, hun har det godt, og vi snakker med hende i telefon hver dag. Men når Emma skal afsted, får vi det så dårligt, at jeg er lige ved at sige, at hun skal blive hjemme. Det virker bare forkert. Hvad er forskellen? De er jo begge 10 år? Jeg har virkelig prøvet at finde svaret, og forleden dag fandt jeg ud af det. Når børn bliver ældre sker der lige så stille en naturlig løsrivelsesproces fra forældrene. Børnene begynder selv at søge udad og opbygge et liv uden forældrene. De søger venners selskab, de går til fritidsaktiviteter osv. Det er det, der sker med Sarah. Men selvom Emmas krop også er 10 år, så er hun kun udviklet som en 2-3 årig. Hun søger ikke udad. Hun bruger ble, kan ikke gå og har brug for hjælp til alt. Selvom hun snakker som et vandfald, kan hun ikke fortælle, hvordan hun har det, eller hvis der er sket noget, vi bør vide. Vi har slet ikke kontakt med hende en hel weekend, som løber fra fredag morgen til mandag eftermiddag, for hun kan ikke rumme, hvis hun hører vores stemmer i telefonen. Så vi har kun de voksnes ord at gå ud fra om, hvordan hun har haft det. I forhold til Emma sker der noget, der går imod naturlovene. Her er det os forældre, der skal skubbe vores “lille” hjælpeløse datter væk, selvom hun har brug for os, og selvom det gør så ondt i hjertet. Vi er nødt til det både for hendes skyld og for vores skyld. For det første er det med til at udvikle hende at komme ud blandt andre mennesker. For det andet er vi nødt til at erkende og acceptere, at vi på et tidspunkt skal flytte fra hende og ikke omvendt. Hun vil ikke nå dertil, hvor hun selv kan tage springet og flytte hjemmefra. Og hun skal ikke bo hjemme hos mor og far resten af vores liv. For hvad skal der så ske med hende, når vi en dag ikke er her mere? Så dette er tilløbet til det store spring, som kommer, om vi vil det eller ej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *