Corona-dagbog dag #9 og #10 – “one big happy (handicap) family”

Dag #9 og #10

I går pjækkede jeg fra dagbogen. Det havde jeg mentalt brug for. Min hjerne havde brug for ro. Det er simpelthen sådan en underlig tid, hvor dagene flyder rundt imellem hinanden. Ingen fikspunkter, intet bestemt at se frem til. Den samme dag, hver dag.

Men I skal da alligevel have en lille opdatering. For der sker da trods alt noget.

I går kom vores sang på Spotify, Yousee music, Apple Music, Youtube music osv. Sangen hedder Enmillionstemmer. Det er helt bevidst, at vi ikke reklamerer vildt og voldsomt for den lige nu. Lige nu vil den drukne i Corona, og det vil bare være så synd. Derfor kun et lille pip herinde. Lige så snart corona ikke fylder alt, lige så snart der er brug for at tænke og snakke om andet end corona, så brager vi den ud over hele landet sammen med videoen. Videoen er færdig, og der er sat undertekster på. Så nu er det bare at vente. Det er en ret stor udfordring for min tålmodighed 😉

Men det skulle da alligevel fejres i det lille hjem. Jeg er simpelthen så ubeskriveligt taknemmelig for, at min skønne og fantastisk dygtige mand ville skrive en sang til min hjertesag. Jeg er sgu stolt af ham. Og jeg er så taknemmelig for, at min vildt dygtige svoger og flere af hans knalddygtige musiker-kolleger ville hjælpe. Vi havde en flaske champagne liggende på hylden, som selvfølgelig skulle poppes i dagens anledning. Hvor tit får man lige en sang på Spotify. Den blev nydt til en overdådig festmiddag “Alt godt fra fryseren” bestående af frysepizza, forårsruller, nuggets og æg med spinat. Desserten stod på islagkage – det går vi ikke ned på lige foreløbig 😉

Jeg kan mærke, at jeg mangler mit daglige handicapaktivisme-fix. Forleden dag var formanden for socialcheferne ude i medierne med en udtalelse om, at det kan blive nødvendigt at låse borgere med handicap inde for at undgå smitte med corona. Det er et tydeligt tegn på den forråelse, der præger handicapområdet. Forråelsen er tydeligvis ikke kommet i karantæne. I går svarede forsker Emil Falster så igen. For nej, selvfølgelig må man da ikke låse borgere med handicap inde. Så skal alle låses inde.

Kristoffer bliver desværre ved med at slå sig selv. I går havde jeg en lang snak med hans lærer. Det er altså fantastisk, at lærerne ringer og skriver til alle forældrene for at høre, hvordan vores børn klarer denne meget anderledes situation. Som jeg skrev forleden, så er det godt for Kristoffer, at hans sociale hylder ikke bliver overfyldte. Men hans rastløshed er en stor udfordring.

Vi har aftalt, at han skal komme og fortælle mig, når han har slået sig selv. Og det gør han heldigvis. Han har altid været rigtig god til at sætte ord på sig selv. I dag kunne han fortælle, at han ikke når at tænke, inden han slår sig selv. Der er ikke rigtig nogen forvarsel. Det kommer bare på et sekund. Han havde slået sig selv i nat og havde ligget og grædt. For han bliver ked af det, når han gør det. Og vi vidste det ikke, for vi lå og sov. Behøver jeg fortælle, hvad jeg som mor tænker og føler, når min søn fortæller det her til morgen? Vi er jo efterhånden der, hvor han skal være under overvågning døgnets 24 timer, og vi må overveje at fjerne hans playstation, når vi går i seng, så han ikke sidder og spiller om natten. For det kommer, når han spiller og taber. Jeg er i konstant alarmberedskab, så jeg kan stoppe ham, hvornår det skal være.

Emmas menstruation er startet i dag, selvfølgelig. Hvorfor ikke.

I dag kom vi allesammen ud og gå tur i det smukke vejr. Mærkede solens varme i kinderne. I starten til lyden af en sur teenager, der mente, at det var en kedelig lorte-tur, men det endte med lyden af fuglekvidder.

Nu krydser jeg fingre for en rolig eftermiddag.

Jeg håber, I får en dejlig dag og får nydt det smukke vejr –  hjemme og på afstand af andre mennesker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *