Corona-dagbog dag # 11 og #12 – om selvskade, en forstuvet hofte og drømmen om at blive beamet væk bare for et sekund

Dag #11 of #12

I går nåede jeg desværre ikke at skrive dagbog. Det var søndag men bestemt ikke hviledag.

Vores lille hund Jackson har haltet on/off den sidste uges tid. Men i går blev det så slemt, så han slet ikke kunne stå på sit venstre bagben. Han måtte derfor bæres rundt. Kristoffer havde endnu en dårlig dag. Men da solen gik ned, gik jeg ud med Sarah og Kristoffer og gyngede og spillede “Mur”. Det var virkelig hyggeligt.

Om aftenen så vi “no-brainer” fjernsyn: Et nyt amerikansk koncept inden for dating, hvor folk bliver gift med nogen, de aldrig har set. Dejligt afslappende. Vi er simpelthen så trætte hver dag, så vi gik tidligt i seng.

Vi havde nået at sove en halv times tid, da vi blev vækket af Kristoffer. Han havde slået sig selv i hovedet og havde ramt sin næse hårdt. Jeg gik med ham ind og sad et stykke tid med ham. Han var virkelig ked af det. Ked af, at han gør, hvad han gør. Han når ikke at tænke. Han fortalte også, at da vi tidligere på aftenen havde været ude og spille bold, var han blevet vred over, at jeg og Sarah grinte, så han også havde haft lyst til at slå sig der. Men han tøjler sig foran Emma og Sarah.

Da der var ro på igen, og jeg havde fået puttet ham, gik jeg i seng igen. Og græd. Ulykkeligt. Faldt i søvn med tårerne løbende ned ad kinderne.

Her til morgen nød jeg den smukke solopgang, som I ser på billedet. Jeg har altid brug for de smukke morgenture, men i øjeblikket endnu mere. Da jeg var tilbage, kunne jeg sidde for mig selv i ro med min kaffe og skrive en bekymringsmail til Kristoffers psykolog og sygeplejerske.

Jeg fik ringet til dyrlægen og fik en tid kl. 14 i dag til Jackson.

Kl 9.30 kørte Søren på værksted med bilen.

Kl. 10 ringede Kristoffers sygeplejerske. Hun havde fået drøftet situationen med psykologen og psykiateren. Vi var alle enige om, at handling ikke kan vente på, at corona-krisen er slut. Der skal ske noget nu. Så planen er, at han nu trappes ud af Abilify. Abilify kan åbenbart medføre rastløshed som bivirkning, og hvis man samtidig har ADHD, er det virkelig skidt. Så de næste tre dage, får han kun Sertralin. På torsdag starter han op på Medikinet og skal så trappes forsigtigt op. Vi har allerede medicinmøde igen næste onsdag, hvor psykiateren gerne vil se Kristoffer. Nu krydser vi fingre for, at det vil hjælpe.

Nå, men mens jeg havde den alvorlige telefonsamtale om Kristoffer, lyder der et hyl fra sofaen. Jackson havde (klog som han er) forsøgt at hoppe op i sofaen på tre ben, og var faldt ned. Jeg måtte kaste telefonen fra mig og samle ham op. Imens fornemmede jeg en genkendelig lugt brede sig i huset… Emma! Dårlig mave. Nooooo. Og i det samme bankede det på vinduet. Det var Nemlig. Com med varer. Så, hvis der sidder en dygtig opfinder derude, der overvejer at opfinde en maskine, der bare et øjeblik kan beame et menneske væk fra en helt igennem uoverskuelig situaiton, så melder jeg mig som testperson nu.

Men alt blev selvfølgelig klaret. Det er da klart, med hyperventilering, hedetur og småløb.

Kl. 14 kørte jeg så vores lige vovse til dyrlægen. Syret oplevelse. Pga corona, skulle jeg aflevere Jackson udenfor indgangen til dyrlægen, og jeg måtte ikke gå med ind i undersøgelsesrummet. Godt han bare er verdens sødeste og rareste lille hund, der finder sig i alt.

Røntgen viste, at han har hoftedysplasi, og han havde så forstuvet sin venstre hofte. AV!! Så nu er han sendt hjem med smertestillende piller til 4 uger. Han må ikke hoppe og eller ned af noget. Og han skal have små skridsikre futter på, så han ikke glider på gulvet. Et ømt syn.

Godt vi er hjemme nu indtil 14. april, så vi kan holde øje med ham. Ja, statsministeren har lige (som forventet) på et pressemøde meldt ud, at vi skal hygge os op og ned ad hinanden frem til og med 13. april. May the force be with us and you and everybody. På samme pressemøde udtalte hun: “Vi danskere kan ikke forvente at møde samme velfærdssamfund på den anden side. Vi kommer til at mærke forandringer”. I mine ører lyder det ikke ret positivt. Jeg gruer nu for fremtiden for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed. Men det må ikke ske, at der nu bliver lavet så mange tiltag for at passe på samfundets mest sårbare borgere, for så efterfølgende at køre dem over. Over my dead body, som man siger.

En god nyhed er, at vores hjemmepasser i dag skrev, at hun og de andre hjemmepassere har fået besked fra kommunen i dag om, at de alligevel nu får løn for deres planlagte vagter. Det er simpelthen så dejligt. Jeg ved, at der af flere forældre er blevet kæmpet for det.

Og halleluja for no-brainer-tv, det er der brug for igen i aften.

Pas på jer 🙂

4 Replies to “Corona-dagbog dag # 11 og #12 – om selvskade, en forstuvet hofte og drømmen om at blive beamet væk bare for et sekund”

  1. Monica, tak af hjertet for dine skriv de betyder så uendelig meget. fældede en tåre da jeg læste dagens tekst for hvor er det genkendeligt. af hjertet tak fordi du deler:)

  2. Kære Monica. Humoren er livets universal middel, om end den tiltider er noget sort i det. (: Tak for din deling.
    Håber Chrisstoffer snart får det bedre, -medicin er nok et tveægget sværd, man håber det bedste, ved hver eneste beslutning. Hvordan kan vi mon gøre opmærksom på at “vi” – vores kære, bliver at frem i rækken efter corona krisen og ikke forbliver bagerst i rækken….er der mon en åbning nu hvor alle mærker til sårbarhed af en art ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *