Corona-dagbog dag #13 og #14 – diagnoser forsvinder ikke, fordi der er corona-krise

Dag #13 og #14

Det var en ret fin dag i går. Vi var allesammen oppe på marken og spillede frisbee. Søren, Kristoffer og Sarah spillede, mens Emma og jeg stod på stien og heppede. Det var skønt med noget glæde, og solens varme i ansigtet.

Vi lavede gymnastik allesammen, Emma fik lavet udstrækningsøvelser, mens vi så højtlæsning på computeren, og Sarah og jeg lavede mave- og armbøjningskonkurrence. Der var også god stemning, mens der blev lavet både dansk og engelsk.

Til middag havde Søren brilleret med sin nye køkkenmaskine – en sous vide. Ifølge Søren, ved ALLE, hvad det er, undtagen mig. Så jeg behøver ikke at skrive, hvad det går ud på? Men det smagte virkelig godt. En fredagsmiddag på en tirsdag. Hvor heldig har man lov at være, som Emma plejer at sige.

Vi gik i seng i et fredeligt hus.

Kl. 00.05 blev vi vækket af Kristoffer, der kom grædende ind til os. Han havde spillet Fortnite, selvom vi havde en klar aftale om, at det må han ikke, når vi går i seng. Han havde slået sig selv så hårdt og så længe, at “det føltes hult”, som han sagde. Og hans kno på tommelfingeren var mørkerød. Han græd. Søren gik direkte ind på værelset og hev Kristoffers Playstation ud af væggen. Den er nu gemt væk.

Jeg gik ind med Kristoffer for at putte ham. Han græd, fordi han nu var bange for sig selv. Hvorfor var han sådan? Han fortalte, at han har lysten mange gange på en dag, lysten til at slå sig selv. Han ved bare ikke, hvorfor. Jeg måtte forklare ham, at da jeg ikke er tankelæser, er han nødt til at fortælle os, når han får lysten. Han skal bare sige “nu er den der”, så vi kan handle på det. Snakke om det, aflede ham, whatever. Men han er nødt til at sige det.

Derudover er det enormt vigtigt, at han nu holder kontakten med sine relationer på behandlingsskolen, især lærerne og hans psykolog. Han har nu ordre på, at han skal tale med dem i telefon. Han har ellers ikke villet, for ifølge ham, så blander man ikke skole og hjem sammen. Men han kan godt se det nu. Så i dag skal han tale med sin lærer.

Da vi var gået i seng igen omkring kl 2, hørte vi, at Kristoffer lukkede sin dør. Søren gik straks ned for at tjekke, hvad han lavede. Han ville bare høre musik. Men det fik Søren lukket ned, nu skulle alle sove. Senere syntes vi, at vi hørte en lyd. Jeg stillede foran Kristoffer dør og lyttede efter…men der var stille. Vi er så bange for, hvad han kan finde på nu.

Jeg har sovet under 3 timer i nat. Stod op kl. 5 for at få min morgentursopladning. Jeg følte mig ret frisk men som om, jeg befandt mig i en osteklokke. Det kaldes alarmberedskab. Naturen var så rar at forære mig en smuk solopgang. Hjemme igen skrev jeg nu en ny bekymringsmail om vores nat.

Det fik et kriseberedskab i gang: Dagen har derfor budt på udflugt til apoteket, telefonsamtale med Kristoffers psykolog, sms’er med sygeplejerske og lærer, mail med psykolog og sygeplejerske og telefonsamtale med psykiater.  Alle er dybt bekymrede, og nu handles der.

Da denne landsdækkende krise startede, blev det hurtigt meldt ud, at der var nødpasning i skoler og daginstitutioner til dem, der varetager kritiske funktioner. Efterfølgende blev det meldt ud, at nødpasning også var til børn i psykisk sårbare familier, altså hvor forældrene pga en svær livssituation ikke kan passe deres barn hjemme. Jeg har på intet tidspunkt tænkt tanken, at vores børn skulle i nødpasning.

Men nu er vi så blevet tilbudt nødpasning af Kristoffer. Jeg skal lige arbejde med mig selv her. For er vi en psykisk sårbar familie, som ikke selv kan varetage pasning af vores barn? Jeg føler afmagt, jeg føler mig hjælpeløs. Er det en fallit-erklæring? Men nej, det er ikke os, der er dårlige forældre. Det er ikke os, der har fejlet. Vores søn har diagnoser, som gør, at han er bevilget plads på en behandlingsskole. Som gør, at han får medicin. Han havde diagnoser inden corona-krisen, og han har det altså også under og efter corona-krisen. Hans diagnoser forsvinder ikke, fordi der er en corona-krise, ligesom hans diagnoser ikke forsvinder, fordi han på et tidspunkt bliver 18 år. Så når han fra den ene dag til den anden pludselig ikke er sammen med de mennesker og relationer, der skal hjælpe ham, ikke er i de rammer, som hjælper ham, ikke er i den struktur, der hjælper ham, så går det altså galt. Alvorligt galt.

I dag har han talt med sin lærer i telefonen. På fredag kommer hun her og går en tur med ham. I næste uge skal han i skole mandag, tirsdag og torsdag i 3 timer og være alene sammen med en lærer. Søren tager med derind og kan sidde på skolen og arbejde imens. Er der så ikke risiko for, at Kristoffer bliver smittet med corona, og at han får smittet os og ikke mindst Emma? Jo det er der, men her må den risiko vige for hensynet til hans mentale tilstand. 

I morgen starter han forsigtigt op på adhd-medicin. Så der sker noget nu. Og vi kan kun håbe på, at det vil hjælpe.

Vi er så heldige, at han allerede er i de rette hænder, som på et øjeblik kan træde til og hjælpe. Det er bestemt ikke alle, der er så heldige. Dem tænker jeg på.

Her til eftermiddag har vi hygget med Sørens hjemmelavede vafler. For i dag er det international vaffel-dag 🙂

Nu krydser jeg fingre for, at vi får en rolig aften og nat.

3 Replies to “Corona-dagbog dag #13 og #14 – diagnoser forsvinder ikke, fordi der er corona-krise”

  1. Årh hvor jeg føler med jer! Selvfølgelig skal I da have plads i nødpasning hvis det vurderes er det bedste for jer, det er på ingen måde et ‘nederlag’! Vores søn 11 år med AS, TS og OCD får Abilify 5ml dagligt, det sænkede de værste tanker og ‘ulykkelighed’. Her under Corona er han dog steget i tics og verbale lyde og slår ofte sig selv eller bordet, så jeg holder også skarpt øje. Pas godt på jer selv

  2. Hvor er det bare godt at høre at Kristoffer får den hjælp han har brug for og ikke mindst holder forbindelsen til skolen.
    Det er alfa omega. Min søn på 10 nåede kun at gå på behandlingsskole i 3 uger inden corona, efter at have været hjemme i 1.5 år med svær ADHD og belastningsreaktion i form af angst og depression m.m. Så vi har også en aftale med vores søns lærer at de snakket sammen, hver dag. Det er guld værd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *