Corona-dagbog dag #15-17 – Vi er i krise, alle er i krise ud af det blå

Dag #15-17

Jeg har været lidt stille herinde de sidste par dage. Af hensyn til vores søn og vores familie kan jeg ikke fortælle mere. Men jeg kan fortælle, at vi troede, at vi havde oplevet vores. Og det er meget. Men vi var åbenbart ikke færdige med at modtage livets mavepustere.

Lige nu er luften slået ud af os. Vi har oplevet det før. Det tager tid. Og så skal vi nok rejse os igen. Uanset hvor mørkt, det hele virker, så findes lyset derude et sted. 

Mange snakker lige nu om, at den nuværende krise føles som at være med i en film. En film kan stoppes eller sættes på pause. Vi er i en ond drøm, og vi kan ikke vågne.

Vi er i livskrise. Landet er i krise. Verden er i krise. Den krise får uoverskuelige konsekvenser på så mange måder. Alle får lige nu smagt på, hvad det vil sige at være sårbar. Hvad det vil sige at blive ramt af noget udefrakommende, som kaster ens liv ud fra klippen, som man ikke blev advaret om, og som man ikke havde mulighed for at forberede sig på.

Den erfaring havde vi gjort os herhjemme, inden Corona-krisen satte ind. At livet er skrøbeligt og uforudsigeligt. For 12 år siden havde vi ikke planlagt, at vores tvillinger skulle fødes 11 uger for tidligt og på den baggrund få en liste af diagnoser. Vi havde heller ikke planlagt, at vores søn nogle år senere skulle vise sig at have uopdagede diagnoser. Men på en eller anden magisk måde finder man kræfter frem, man ikke anede, at man havde. Man formår at omstille sig i forhold til livets udfordringer. Der er ikke noget valg.

Den situation står de fleste mennesker i nu. At skulle finde nye kræfter, at være nødt til at omstille sig. Lige nu sker det i fællesskabets navn. For vi er alle i samme båd. På mine ture oplever jeg en ny form for nærhed mennesker imellem – på afstand. En fælles forståelse for en samlet situation og et fælles mål. Der er ikke noget valg.

Men vil det mon fortsætte, når der igen er et valg? Vil flertallet så vælge fællesskabet og et fælles mål, eller vil man igen blive sig selv nærmest?

Inden den nuværende krise var landet på vej ud ad “Mig”-vejen i hurtig fart. For mig at se, er der to veje at gå for samfundet efter krisen: 1) Der vil opstå en ny tilgang til, hvad et velfærdssamfund skal være. At flertallet, som inden krisen i princippet kunne klare sig selv, ikke kan forvente den samme “service”, og at man derfor vil bidrage mere selv for fællesskabets skyld ved fx flere egenbetalinger, så der er hjælp til dem, der virkelig ikke kan klare sig uden, herunder mennesker med handicap, psykisk sårbare, syge, vores børn og vores ældre. 2) Den anden vej er en “Mig”-vej gange 2. At nu har man været nede og vende, mistet arbejde, sin virksomhed eller lignende, så nu skal man sateme op igen, koste hvad det vil. Om det så betyder, at man må træde på andre på vejen op ad stigen. Nu har man betalt sin del til fællesskabet, så nu skal man have noget igen.

Jeg har ingen krystalkugle og kan ikke spå om fremtiden. Men jeg bliver godt nok bekymret, når KL’s formand forleden dag stillede sig frem og udtalte, at Corona-krisen kommer til at betyde, at den offentlige sektor kommer til at holde for økonomisk: “Hvis man gør det op, er det egentlig ikke så kompliceret. Det er på det specialiserede socialområde og socialområdet generelt. Det er daginstitutioner, folkeskoler og ældreområdet, som er de store og tunge velfærdsområder. Det er der, der er nogle penge at hente, for det er der, vi bruger mange penge”. 

Så er stregerne ligesom tegnet op til anlæggelsen af den nye vej. Medmindre vi i fællesskab vælger at starte anlægget af den anden vej.

Det er op til den enkelte. Det er det valg, der skal tages.

7 Replies to “Corona-dagbog dag #15-17 – Vi er i krise, alle er i krise ud af det blå”

  1. Du hjælper mange med dine ærlige indlæg om denne situation. Vi føler os mindre alene.
    Sender dig og din familie de bedste tanker…❤️

  2. Tusind tak for dine ord Ærlig og autentiske Vigtig som aldrig før at vi står sammen Bevare roen. Ta en dag ad gangen. Et valg af gangen. Vær vågen, have øre og øjne åpne og ha et varmt hjerte for hinanden.
    Håb og optimisme sendes dig og dine
    En rose til dig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *