Corona-dagbog dag #18-20 – er lyset for enden af tunnelen håb eller et modkørende godstog?

Dag #18-20

Herhjemme overlever vi lige nu i højeste alarmberedskab. Vi spiser adrenalin og stress morgen, middag og aften og går på nåle. Vi aner ikke, hvad hver dag bringer, og den slutter først, når alle sover. E-mails og telefonsamtaler med fagpersoner fylder, og Søren og jeg kommunikerer primært via sms herhjemme. For der er ører alle vegne. Det er så hårdt at være gennemsyret af tristhed og samtidig skulle være tilstede og være munter med børnene.

Vi har lige nu måttet træffe et valg. Indtil i går har vi levet i total isolation ligesom resten af Danmark for at undgå at smitte og blive smittet. Vi ved ikke, hvordan Emmas krop vil reagere på en omgang Corona. Og hvem skal passe vores børn, hvis Søren og jeg bliver smittet? Men nu er vores situation blevet så ekstrem, at vi har måttet opveje risikoen for smitte med den mentale tilstand. Den mentale tilstand kan blive så kritisk, at redningen af den er vigtigere end at undgå at blive smittet med Corona. Et forfærdeligt valg at måtte træffe men desværre nødvendigt. For psykiske diagnoser såsom autisme ADHD har nogle helt specielle behov, og hvis de behov ikke mødes, kan konsekvenserne blive fatale. Det er der, vi er.

Mere vil jeg ikke fortælle lige nu om vores hjemmesituation. Nu vil jeg lige kommentere lidt på statsministerens noget vovede udmelding i går. At der er optimisme at spore. At Danmark vil kunne lukke gradvist op igen efter påske, hvis det nuværende billede fortsætter. Og hvorfor er det vovet at sige? Jo, hvad er det folk hører? Vi kan vel alle sammen huske hamstringskøerne efter toiletpapir onsdag den 11. marts? Menneskets hjerne kan være ret primitiv. Som om der selekteres i beskeder og de vigtigste ord highlightes.

Hvad vil det vigtigste være i talen? “Optimisme” og “Åbne landet efter påske”. Men resten af ligningen kan hurtigt blive tabt på vejen mellem afsender og modtager. Og hvad sker der så? Så tænker man, at nu er det ikke så slemt mere, så nu kan vi tage det roligt. Men er der den samme optimisme at spore, hvis man nu spørger ansatte på intensivafdelingerne på landets sygehuse? Det tror jeg næppe.

Hvorfor kommer statsministeren med den udmelding nu (som efter min mening er ALT for tidlig)? Der kan være to ting i det. Den første tanke må være, at det kan virke som en motivationsfaktor: Vi gør det rigtige, det virker, så fortsæt med det, I gør. Med en gulerod hængende foran snuden: Frihed.

Det kan også være, at der står et kæmpe erhvervsliv og puster hende i nakken. Hvis hun siger, at der er en lille mulighed for at åbne gradvist op efter påske, kan det måske lægge en lille dæmper på den frustration, som erhvervslivet står og råber op om. Så er det lettere om 14 dage at sige: “kurven gik ikke den vej, vi havde håbet, så vi holder lukket lidt længere”. Så har hun givet sig selv fred i 14 dage.

For hvad er “efter påske”? Alle dage efter den 13. april er efter påske. Så det kan i princippet betyde den 1. juni. Det er også efter påske. Og hvad er egentlig strategien? Er det, at flest muligt skal smittes for at skabe immunitet hos de fleste? Jeg så en artikel fra politiken, hvor en WHO-ekspert udtalte, at flokimmunitet vil betyde, at fok dør. Ja, for så satser man jo på at få smittet befolkningen, bare over tid, så sygehusvæsenet kan følge med. Så uanset hvilken strategi, man går efter, vil folk dø. De mennesker, der vil dø af sygdommen, dør uanset hvilket strategi, der bruges. Men sygehusene kan så følge med. Jeg er ikke ekspert, og kan ikke komme med et svar. Men det gør vel ikke noget at spørge, dem der burde vide, som træffer valgene og har ansvaret? Er tiltagene lavet af humane årsager for at redde liv eller er det hardcore kynisk økonomi? Hvorfor tester man ikke dem, der hver dag har omgang med landets svageste borgere: alt sygehuspersonale, ansatte på plejehjem, hjælpere til mennesker med handicap? Jeg spørger bare.

Statsministeren sagde også, at det lige nu er de svageste, der må være de stærkeste. Det er der desværre ikke noget nyt i. Sådan var det også før, der var noget, der hed Corona. Mennesker med handicap og psykisk sårbarhed og deres pårørende er vant til at skulle være stærke, være isolerede, og have brug for hjælp. Spørgsmålet er, hvor stærke de skal være efter krisen? Statsministeren udtalte, der er lys for enden af tunnelen. Vi håber ikke, at lyset er et modkørende godstog.

Apropos de stærkeste i samfundet, så blev jeg for 2 uger siden kontaktet af TV Glad, som spurgte, om jeg som medstifter af #enmillionstemmer ville lave et diplomatisk opråb om netop min  bekymring for, hvordan det vil være at have behov for hjælp efter Corona-krisen. Den video kan I se her:

http://www.tv-glad.dk/

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *