Corona-dagbog dag #23-25 – Der findes flere slags ensomhed

Dag #23-25

Mens mange lige nu er isolerede fra andre mennesker, savner fysisk nærvær, oplever fysisk ensomhed, så føler vi os meget mentalt ensomme herhjemme. Det er der også mange andre, der gør, men den ensomhed vi står med, er ubeskrivelig. Det er ikke ensomhed, der kan dulmes med et facetime-opkald eller en telefonsamtale. Det er virkelig svært for mig at sætte ord på, men jeg vil alligevel prøve. For min fornuft siger mig, at vi ikke er alene om den ensomhedsfølelse.

Min fornemste opgave som mor er at elske mine børn, og beskytte dem mod det, der kan gøre dem ondt. Og hvad er så “det”? Indtil for nylig ville mit svar have været vold, stoffer, trafikuheld, mobning, sygdom, udnyttelse og så videre. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle svare, at jeg skal beskytte dem mod sig selv. Men det er der, vi er.

Og hvad gør det ved os som forældre, mig som mor, at vi har et barn, som lige nu er sin egen værste fjende, som lige nu er “det”, der gør ham ondt? Hvordan skal jeg beskytte ham mod det?

Det sætter os i en frygtelig dobbeltrolle, for vi skal på en gang være dem, der elsker, beskytter, giver omsorg og varme og samtidig være klar til at iføre os kampuniformen. For krigen mod noget usynligt kan starte ud af det blå med et klik, som bliver der trykket på en stor rød knap.

Hvilke følelser efterlader det os med? Magtesløshed, afmagt, stress ude i yderste led og sorg. Men vi kan ikke føle det hele på en gang. Følelserne skifter plads alt efter situationen.

Her til morgen kunne jeg ikke græde over dagen i går. Det var på den ene side rart, for det er så hårdt hele tiden at være ulykkelig, men på den anden side lidt skræmmende. Hvorfor græder jeg ikke? Er jeg blevet hård nu? Har jeg vænnet mig til de ubeskriveligt rædselsfulde situationer, eller forsøger min krop at give mig en lille pause? Det kan jeg ikke rigtig svare på. Men jeg prøver at være meget bevidst om mine følelser og reaktioner, for jeg tænker, at det har en eller anden selvterapeutisk effekt.

Og hvor kommer ensomheden så ind i billedet? For jeg har min skønne veninde, som jeg går tur med hver morgen og kan fortælle, hvad vi står i. Jeg kan skrive med andre, som har stået i det samme kaos. Men det er følelsen af, at vi er helt alene om det. Vi er forældrene. Vi er dem, der er alene i situationerne, og vi er alene om at måtte træffe nogle forfærdelige valg. Og ingen andre kan se det og mærke det. Andre, der ikke har været igennem det samme, som vi nu er igennem har ingen mulighed for at forstå. Som i ingen! Og det føles skrækkeligt ensomt. Og det havde det gjort, selvom vi ikke stod i en Corona-krise.

Der ville dog have været den forskel, at vi ville have haft hjælp i hjemmet til Emma, og vi kunne have sendt Sarah ud af huset til bedsteforældre. Det havde taget et hjørne af presset. Men det sætter coronavirus en stopper for.

Søde omsorgsfulde mennesker tilbyder deres hjælp. Men jeg kan ikke engang overskue at tage imod den. Jo mindre, jeg skal tage stilling til lige nu, jo bedre.

Jeg priser mig lykkelig for mine morgenture. Billedet er taget kl. 6.30 i morges på min morgentur med Pillan. I øjeblikket går jeg med hundene hver for sig, fordi Jackson stadig har en forstuvet hofte.

Og så er jeg også taknemmelig for, at jeg har Facebook-grupperne at koncentrere mig om. Så kan jeg tænke på noget andet bare et øjeblik. I går lavede jeg (med lidt hjælp) en officiel Facebook-side til #enmillionstemmer, som vil kunne bruges til at få budskaberne endnu længere ud.

https://www.facebook.com/enmillionstemmer.dk

Vi ved aldrig, hvad dagen bringer. Så jeg kan sagtens sidde her og fortælle, hvad vi skal i dag, men om det bliver sådan, er der ingen garanti for. Men er der mulighed for det, vil jeg gerne have kørt vores ophobede skrald på affaldspladsen. En opgave, jeg kan kontrollere og som har start og slut. Og så drømmer jeg om at kunne plante lidt blomster i krukker.

Livet kan være brunt og gråt og trist, men at lade øjnene se på noget smukt, er godt for sjælen.

6 Replies to “Corona-dagbog dag #23-25 – Der findes flere slags ensomhed”

  1. Tal for dine skriv og dine ord – jeg er med dig i hver eneste stavelse og kender så godt til de følelser du beskriver❤️❤️❤️❤️

  2. Kære Monica
    Ensomheden er det ubærlige og det uundgåelige – ind i mellem er vi heldige, nærheden med en anden giver ro, tro og håb. Men vi er ensomme i vores forældrerolles alt for komplicerede net. Der er for mange funktioner, vi skal udfylde.
    Tak for dine ord, de tager lidt af min ensomhed.
    Kærlige hilsner, Ane

  3. Kære Monica
    Jeg kender som inderligt til den sorg, smerte og træthed, som du beskriver, og jeg ved, hvordan kroppen og hjernen kan arbejde på højtryk 24-7 for at sikre overlevelse. Når dagene, timerne og minutterne er uforudsigelige og ens barn er i stor indre smerte, bryder sammen, eksploderer i raserianfald og gør skade på sig selv, så styres dagene her af, og man lever i et minefelt, hvor der ingen sikre stier findes, man kan gå ad. Jeg føler med dig, og kender det ensomme sted, du beskriver lige nu. Jeg håber for dig, at du har mulighed for at passe på dig selv, for selv om vi er mødre med uendelig kærlighed til vores børn, så kan vi alle nå et til et sted, hvor vores kræfter er ved at være brugt op. Pas på dig selv min ven.
    Kærlige og varme hilsner
    Anne-Dorthe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *