Den farveløse psykiatri og det hemmelige rum.

Mit indlæg i dag indeholder nogle spørgsmål, som jeg håber, på et tidspunkt vil blive besvaret.

Mit første spørgsmål er, hvorfor skal psykiatrien virke så kold? Mine tidligere oplevelser med psykiatrien har været positiv. Men indtil nu har vi faktisk også kun fået foretaget udredninger privat. Det er jeg virkelig glad for nu. For det har så ikke været det, der bliver talt om, når der tales om psykiatrien. Nu har vi stiftet bekendtskab med psykiatriEN. Den offentlige psykiatri. Måske er det for generaliseret. Men min oplevelse er: Alt er hvidt, klinisk, tomt, u-hyggeligt. Det runger, når dørene lukker og bliver låst. Hvorfor skal det være sådan? For mig virker det ulogisk. Når man har det dårligt psykisk, er der vel netop brug for at mærke varme, omsorg, hygge og noget hjemligt. Men man kommer ind til det absolutte modsatte? Hvordan kan det være godt? Kan farver da gøre mennesker mere syge? Det har jeg svært ved at tro. Jeg forstår det ikke.

Mit næste spørgsmål er, om forældre som os, der faktisk er udsat for et traume, bliver samlet op af systemet? Vi er ude i nogle følelsesekstremer og et alarmberedskab, jeg ikke havde den vildeste fantasi om fandtes. Vi har skullet træffe valg, som virker umenneskelige. Vi skal kunne tænke fornuft midt i følelsesekstremerne. Og samtidig skal vi kunne tænke konsekvenser, både kortsigtet og lagtsigtet. Hvis vi ikke bliver tilbudt noget opsamling på den anden side af det kaos, så må jeg råbe højt. Vi har som forældre været igennem meget indtil nu. Men det, vi står i nu, kan ikke nå det andet til sokkeholderne. Og det siger ikke så lidt. Jeg frygter, at vi kan blive ramt af PTSD, hvis vi ikke får hjælp som forældre til at få bearbejdet vores oplevelser, tanker og følelser. For alle alarmer ringer ned ad den vej. Og det er vel ikke sjældent set? Det kan vi umuligt være alene om. Der må være noget hjælp til forældre som os.

Det næste er et spørgsmål og en konstatering i et. For vi har opdaget det hemmelige rum med ressourcer. Rummet er skjult bag en hemmelig dør og indeholder en stor skat. Skatten er en stor portion superkræfter, som er til låns så længe, der er brug for dem. Det rum har vi fundet. Vi troede ikke, der var flere kræfter. Vi troede ikke, vi kunne klare mere. Men når det handler om vores børn, så slipper kræfterne aldrig op. Så åbner det hemmelige rum.

Jeg kan til stadighed blive overrasket over, hvor stærke vi mennesker kan være, når det virkelig gælder.

Midt i alt det svære og tunge finder vi også noget at grine af. For nu har Emma lært at række fuck-finger. Upædagogisk? sikkert. Sjovt? Meget. Hendes finmotorik ligger på et meget lille sted, men alligevel fik hendes storebror (selvfølgelig) lært hende at folde fingrene på den helt rigtige måde. Så under aftensmaden sad den der pludselig. Fingeren. Vi klappede og hujede, og hun grinte, så hun ikke kunne få vejret. Det, der gør det ekstra sjovt er, at hun nærmest kaster fingeren i hovedet på os som var det en “I put a spell on you”, mens hun siger “Fat det”. Det er simpelthen så morsomt, og hun er pavestolt.

Det sidste jeg lige vil nævne i dag er min beundring for hunde og deres fornemmelser. I vores situation er det hundenes fornemmelse for, at der er brug for dem. De er der, når der er brug for dem og deres tilstedeværelse. Så lægger de sig og udsender en enestående ro, som fylder hele rummet og trænger ind igennem huden på os mennesker. Det er jeg meget taknemmelig for.

I morges stod solen op. I aften går den ned igen.  I morgen står solen op igen. Det er ihverfald sikkert. 

14 Replies to “Den farveløse psykiatri og det hemmelige rum.”

  1. Jeg tror, det skyldes, at så længe psykiatrien har med unge under 18 år at gøre, så ligger behandling under kommunen. Så man møder kun ambulatoriet, og der er kun tale om udredning. Det er fastsat i pakkeforløb. Så det er lidt vakuum agtigt. Forlængelsen, hvor kommunens behandlingsmuligheder ikke rækker, er døgnbehandling. Og nej, det er ikke skrækkeligt. Vi har oplevet de dygtigste mennesker.
    I voksenpsykiatrien er der socialpsykiatrien, der løfter. I vores lokale socialpsykiatri er der smukke billeder, søde mennesker, og grønt omkring bygningerne.

    1. De ansatte er søde. Ingen kritik der. Det er miljøet, omgivelserne vi er stødt på. Og ikke ifm udredningen. Jeg undrer mig virkelig over, at alt var hvidt.

  2. Det er netop her manmærker psykiatrien fattes penge for det kræver tid og overskud at indrette noget fra “gammel tid” til moderne tider.
    Det er lige netop noget mange nye forældre begræder – de hvide vægge.
    Som forældrementor kommer jeg på både akut og døgn afsnit i BUC. Her er der forsøgt at mildne indtrykket med postere af natur. Men der skal meget mere til, selvomdet er et kæmpe stort fremskridt fra2012 hvor alt var hvidt i hvidt. Så hør en stor valmueposter altså underværker
    Hjælp og støtte til familierne – det ER også til gavn for patienten! Ingen i en families planetsystem slingrer alene. Alle påvirkes og skal finde en ny balance. Og det tager tid og kræver tæt, tillidsfuld sparring! Og tid ER en mangelvare i en udsultet psykiatri. Men det ER den vej der må gåes, for den viden og ekspertise børnepsykiatrien har om fx stressbelastning og behandling af psykiske sygdomme er ikke almen kommunal viden. Her skal familien klædes på af de der udreder og forstår kompleksiteten. Nina Tejs Jørring og Familieterapeutisk enhed har udviklet narrativ familieterapi i BUC og de har betydet en verden til forskel for de familier der visiteres. Sådanne tilbud burde alle have fra dag et
    Rigtig gode påskedage og f… fingeren til det, der har brug for det

    1. Ved ikke lige hvilken følelse , der står først, magtesløs – opgivende- vrede- sorg – rungende tomrum – mange søvnløse nætter. Men det der fylder meget, er den ligegyldighed/ kampen som det har krævet i 34 år og den kamp tror jeg aldrig desværre aldrig stopper. Aldrig har nogen fra kommunen tilbudt fx. Psykolog samtaler, jeg har indimellem fået spørgsmålet,
      Hvordan klarer du det ?
      Dette anderledes liv, har selfølgelig sat sine spor. Jeg er ikke den glade spontane pige mere, som jeg var tidligere, tidligere kunne jeg grine af mine egne dumheder, jeg er blevet mere alvorlig.
      Jeg gennemtænker ned i mindste detalje,
      I en situation , kan jeg sige til min mand, måske siger de sådan, måske stiller de, de og de spørgsmål, jeg kan tænke langt ud af boksen.

      I dag har jeg fået stemplet PTSD. Og følserne står stadig i kø.

      For to dage siden , brød Jeff sammen, han face timede og han hulkede. Mor hjælp mig, kom med den hvide bil mor.
      Han ville hjem , han græd , jeg græd, den søde personale der sad ved siden af ham, var lige ved at græde, hun sagde pyy, det er hårdt , den trækker vand.
      Jeff forstår ikke corona tid, hans livskvalitet er revet væk, ingen ridning, ingen bowling, ingen fys. Ingen tog tur, ingen svømning.
      Nu tager vi ham hjem næste weekend .
      Og de skal jo tage ham retur, ud fra hvad Astrid K. Skriver. Men bostedet ser helst ikke man gør det.
      Min søn bliver ikke smittet herhjemme, hvis han bliver smittet, så er det fra en af de forskellige personaler, som har deres børn i inst. Og som tager de offentlige transport midler.

    2. Jeg tænker også, at psykiatrien bør indlægge og udskrive hele familien og ikke bare det enkelte familiemedlem. For ud over os forældre, er der jo søskende som bliver alvorligt påvirket.

  3. Fordi vi har været der, hvor jeg fornemmer I er lige nu, ved jeg præcis hvad du mener. Min søn var indlagt på akutafdelingen i Glostrup for nogle år siden. Personalet var virkelig søde og rare og de passede på min søn, men det var så skræmmende. Selvfølgelig fordi situationen var som den var, der var ingen anden udvej end indlæggelse. Jeg var så bange for, at han ville begå selvmord, men det hele blev forstærket af tunge låste døre, hospitalsfarver, store raslende nøglebundter, pigen der bare skreg på sin mor, de runde ruder i værelsesdøren ….. Jeg var bange, min mand var bange, de andre søskende var bange, min søn ville bare have fred . Mange af tingene er som de er, omstændighederne kræver det, når man er derude. Vi talte med en forældrementor, og det var rigtig, rigtig godt. Lægerne og sygeplejerskerne kunne ikke give os den ro, fordi deres fokus var vores søn. Vi har aldrig fået tilbudt andet, hverken fra psykiatrien eller kommunen end en forældrementor, et 1-Dages kursus om autisme og nogle samtaler med en specialpædagog. Og det er måske det, der ryster mig mest, manglen på sammenhæng og helhed. Både i behandlingen, hvor kommune og psykiatri slet, slet ikke arbejder sammen. Man starter forfra med at kæmpe, når udredningen er sket og man bliver hjemgivet til kommunen. Og ifht familien, hvor der bare bliver gjort absolut ingenting for at sikre, at familien kan overleve – sammen. Jeg forstår godt, at mange ender med at gå fra hinanden, for det er en ulige kamp, hvor man mest af alt kæmper for ens barn, men hvor man også kæmper for at holde sammen på søskende, ægtefælle og sig selv. Jeg tror på, at hvis der var sat ind med relevante, dækkende og helstøbte tilbud til hele familien, så var min søn kommet længere, og vi var som familie kommet bedre igennem. Nu er vi på 3. år af det her mareridt, og jeg ved ærlig talt ikke, om vi nogensinde bliver hele igen. Der er gode dage og der er mindre gode dage. Der er helt bestemt gjort fremskridt, og det er fantastisk, men angsten er ubearbejdet, og min hjerne kører på 3. år på højtryk. Jeg har fået en slags tinnitus på det ene øre, og ser er dage, hvor jeg har lyst til bare at gå i seng og ikke stå op igen. Men vi kæmper videre. Efter 3 år tager de os endelig alvorligt, når vi taler om ubehandlet angst, og vi har selv betalt for et intensivt forløb ved psykologisk ressourcecenter, fordi vi blev trætte af at vente på hjælpen, der aldrig kom. Hvis jeg skal give et råd til andre, der står i opstartsfasen, så er det at gå til private med det samme, privat psykolog, privat udredning. Det går hurtigere og de lytter til barnet/den unge og til os.
    Jeg ønsker alt det bedste for jer
    KH P.

    1. Så har vi været samme sted. Vores søn er udredt for 4,5 år siden, men der er kommet nye og alvorlige udfordringer. Han blev netop udredt privat for at undgå det skræmmende miljø, som vi nu har stiftet bekendtskab med. Som umiddelbart gør mere dårligt end godt, hvis jeg kigger på hans reaktion.
      Heldigvis går han på en behandlingsskole. Dem vil jeg snakke med om terapi til os forældre og søster

      1. Og der er brug for behandling af hele familien. Vi er jo bare forældrene, der er ved at gå til af sorg og angst, og derfor ikke altid reagerer mest hensigtsmæssigt. Det er svært at være psykolog, socialrådgiver, mor til flere, kæreste, kone, medarbejder, kollega, advokat, specialpædagog og et menneske i sorg på en og samme tid. Det er super stressende. Og meget utrygt hele tiden at skulle opfinde den dybe tallerken, læse en masse, afprøve nye metoder, nye værktøjer, læse noget mere, ringe og rykke for svar, rykke for behandling, hidse sig op over at de bare vil øge medicinen uden også at komme med et behandlingstilbud, blive henvist til kommunen, ringe til kommunen, som viser tilbage til psykiatrien. Hvad fanden er det for noget!!! Man ødelægger børn og unge mennesker og fratager dem nogle virkelig vigtige år, og man ødelægger hele familier, gode familier, fordi man ikke sætter ind med hjælp.
        Jeg betaler med glæde mere i skat, hvis det kan sikre et ordentligt helstøbt og vidensbaseret tilbud til hele familien, tilbud, som er alle forundt og ikke kun dem, der enten råber op eller bare selv betaler. Hvad skal du gøre, hvis du ikke lige kan hive 40-50.000 kr. ud af budgettet? Sandheden er, at de familier i endnu højere grad bliver ladt i stikken. Det gør mig simpelthen så harm. Og jeg elsker dit #enmillionstemmer projekt. Jeg er ikke særlig offentlig om vores situation aht min søn, der er meget privat, men jeg følger med og er så taknemmelig for, at der er nogen, der prøver at få det her på dagsordenen. Det er så vigtigt, og vi er mange flere i samme båd, end man lige tror.

  4. Kære Monica – jeg har læst de fleste af dine “dagbogsbreve”, men ikke nået at kommentere. Jeg er meget bekymret over de ting, du antyder , men ikke direkte beskriver, som vælter jeres verden på det sidste og lige nu. Jeg vil håbe og krydse fingre for jer. Knus Marianne

  5. Jeg kan ikke svare på børne psykiatriens vegne. I voksne psykiatri har der siden kommunale reformen hersket en ‘ensretnings’ ideologi der har idylliseret en tilgang på tværs af regioner der gerne skulle udjævne forskelle mellem adelinger og sygehuse så tilbuddene kommer så meget som muligt at ligne hinanden og patienterne får en genkendelig oplevelse hvorend de så bliver indlagt. Problemet som så ofte med denne type af top styring er, at det typisk bliver laveste fælles nævnet der kommer til at danne rammen omkring tilbuddet. Herudover har der været et brændende ønske om at hæve psykiatriens status som lægelig speciale så den kunne stå mål med og opnå respekt på linie med alle andre specialer. Dette har betydet måske at nogen fik ideen til at så skulle de psykiatriske afdelinger også fysiske ligne de somatiske.
    Dette har således også betydet at tilbuddene ligesom i somatikken er forsøgt samlet i såkaldte pakke løsninger der som regel ikke levner ‘ydelses’ godkendelser til arbejdet med pårørende.
    Det er New Public Management ideologien som man indførte for 20 år siden der står bag den triste udvikling. NPM s fejlgreb er for længst blevet afsløret og i det private arbejdsliv har man i høj grad kasseret den. Det går desværre lidt mere trægt i det offentlige, men jeg er fortrøstningsfuld med at når vi endelig får den udskyllet ville det igen begynde at se mere håbefulde ud for psykiatriens fremtid.

  6. Jeg har en datter, der gik ned med et brag, efter 3 års stress i gymnasiet. Siden er hun blevet udredt, også for Autisme, ADD, depression (som barn blev hun udredt med OCD og Tourettes). Hun fik over 12 i gennemsnit (opregnet, fordi hun havde så mange A-fag) til studentereksamen og fik 5.000 kr i præmie for flotte præstationer og 0% fravær i de 3 år. Men de 3 år dækkede over næsten ingen søvn og tiltagende stress og angst. Og selvfølgelig en perfektionisme, som ingen kan leve op til. Hun bad selv sin psykologilærer om hjælp påsken op til studentereksamen og fik tilknyttet en psykolog, som hun fortsatte med hen over sommeren. Hun fokuserede på hendes angst for kryb, herunder edderkopper. I starten af gymnasietiden fik sundhedsplejersken på skolen hende til et slankeforløb på Hillerød Hospital, hvor hun også fik talt med en psykiater. Vi måtte melde fra, da det stressede min pige vildt, endnu et krav og forhindring i forhold til hendes mål om 0 % fravær. Da de spurgte hende, om hun ikke havde lyst til at tabe sig, så sagde hun jo, men hun mente der var andre ting der overskyggede det. Til det svarede de, “ja, men det går nok, du får det meget bedre ved at slanke dig”. Ikke én så hendes bagvedliggende, virkelige udfordringer. Hun har nu ligget næsten 2 år i sin seng på dit værelse for nedrullede gardiner. Lys, lugte, lyde giver hende overload af indtryk. Får hun besøg af sin elskede storebror, er hun glad for det, men det tager hende 3 dage at komme sig bagefter. Først skulle hun udredes, og kunne ikke få medicin før hun var udredt, på trods af en mega depression. Det tog 6 måneder, hvor hun blot kiggede op i loftet og håbede på bedre tider. Siden medicinsk stabilisering (et meget langt forløb med mange forsøg og skiftende virkninger og bivirkninger). Og så kom kampene med kommunen. Hvorfor skal der nye udredninger til, for hvert område i kommunen, man har kontakt med? “Social og sundhed” (handicap området) laver en udredning før hun kan få paragraf 85 med 1-2 timers samtale om ugen hjemme, så hun har nogen at snakke med om sine mange tanker og besværet med almindelige praktiske ting (fx at gå i bad, gå uden for os). I februar i år blev hun tilkendt “uddannelseshjælp” (knap 3000 kr/måned), som er hendes første indtægt siden SU i gymnasiet. Dette kræver nye udredninger, selv om man skulle tro, at de to kommunale områder kunne samarbejde (helt konkret er der kun en glasvæg mellem dem). Ikke engang uden for kommunen kan de samarbejde, selv om vi har skrevet under på, de skal samarbejde og dele informationer både internt i kommunen og for dem eksternt med fx hospitaler og egen læge. Men “Jobcentret” (der ikke formidler ret mange ordinære job, men til gengæld er området, der har ansvaret for forsørgelseshjælp) har sine helt egne regler. Min datter fik tilsendt 12 siders lovtekt (uden angivelse af, hvad der var relevant for hende og hvad der ikke var) som det første i mødet med “Jobcentret”, som begrundelse for indkaldelse til samtale. For selv om hun får “uddannelseshjælp”, så er hun ikke”uddannelsesparat” men derimod “aktivitetsparat”. (Da jeg spurgte, hvilken aktivitet hun var parat til, så sagde de, det bl.a. handlede om at komme til møder på jobcentret). Hun skulle skrive under på, at hun kendte til 225 timers reglen. Og de skulle snakke om at lægge hendes CV på nettet til potentielle arbejdsgivere!!!
    Man skal ikke have meget indsigt for at forstå, hvad mødet med dette kolde Kafka-system gør for en pige med bl.a. angst.
    Hun har sgu’ ikke brug for en arbejdsgiver, når hun ikke kan komme uden for en dør eller overkomme at se en film fra start til slut. Hun har brug for en psykolog, til at hjælpe hende med at få styr på hendes tanker og redskaber til at kunne tilgå en hverdag uden at blive overloaded.
    Det siger sig selv, at Corona tiden ikke har hjulpet, bl.a. fordi hun ikke får besøg af sin paragraf 85 hjælp mere. Jo, de har sagt, hun kan sms, hvis hun får akut brug for det. Men det gør hun jo ikke. Hun vil ikke belaste nogen. Derfor kan jeg heller ikke hjælpe hende, fordi hun synes, jeg har rigeligt om ørene i forvejen. Vi har skrevet hende op til en psykolog i privat regi. Der er minimum 3 måneders ventetid (formentlig mere, da ingen ved hvor længe Corona isolationstiden vil vare, og de der allerede er i et forløb skal til først).
    Det er til at græde over at tænke på, hvad der kunne være sket, hvis hun havde fået den rigtige hjælp fra starten….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *