At være pårørende til angst

Angst. Et ord, et begreb, en lidelse, en folkesygdom, et symptom? Jeg hører om angst alle steder. Det er helt umuligt at sætte sig ind i, hvad det vil sige, hvis man ikke selv har prøvet det. Det kan ikke ses eller tages om. Jeg har aldrig prøvet det og kan derfor ikke forstå det. Jeg må bare acceptere det.

Jeg har en søn med to slags angst. Separationsangst. Den udspringer sandsynligvis af, at hans mor og far nærmest blev revet væk fra ham, da han var 2 år. Dengang blev hans små søstre født 11 uger for tidligt og var meget syge. Fra den ene dag til den anden var jeg væk…indlagt på hospitalet, og han måtte passes hos bedsteforældre. Angsten for at blive forladt var grundlagt. Den følelse husker kroppen. Men han har også fået generaliseret angst. Det har taget mig enormt lang tid at finde ud af, hvad det gik ud på. En ukonkret, uhåndgribelig og uforklarlig følelse/tilstand. Han har selv kaldt det “følelsen”. Det viste sig bl.a. som ekstrem skolevægring og psykosomatiske smerter i maven. Vi fandt ham nogle gange liggende i fosterstilling og græde. Og han vidste ikke hvorfor. Han var bange for det uvisse og alle hvis’erne. Hvad nu hvis…?? Kaostanker. Han var bange for at miste kontrollen og var bange for ikke at kunne leve op til sine egne forventninger. Han havde i flere og flere situationer fået “følelsen”, så han endte med at undgå situationer, hvor han kunne risikere at få følelsen. Han blev angst for angsten.

Hans søstre har mange forskellige diagnoser. Men der har vi som forældre aldrig rigtig været i tvivl om, hvad vi skulle gøre, og hvordan vi kunne finde hjælp. Men jeg har aldrig følt så meget afmagt og følt mig så hjælpeløs, som da angsten kom væltende ind i vores liv gennem vores søn. Vi anede virkelig ikke, hvad vi skulle gøre.  Også fordi vi til at starte med ikke vidste, hvad der var galt. Han gik fra at være en helt almindelig dreng med masser venner. Han gik til fodbold og cyklede selv til og fra skole. Fra den ene dag til den anden kunne han pludselig ingenting. Og nej han kunne ikke “bare tage sig sammen”. Jeg havde mange spørgsmål: Var det vores skyld? Kunne vi have gjort noget anderledes? Var det en søskendeproblematik? Så vi rigtigt? Sammen med angstdiagnoserne fik han en GUA diagnose (gennemgribende udviklingsforstyrrelse andet), som er en autismespektrumforstyrrelse. Den generaliserede angst måtte udspringe herfra.  Dermed kunne jeg begrave skyldfølelsen. På det tidspunkt gik han på en almindelig folkeskole. Han måtte væk derfra. Det forkerte skolemiljø overbelastede ham, og gjorde dermed hans angst værre, ligesom han udviklede OCD-tendenser. Han blev efter alt for lang tid flyttet til en behandlingsskole med speciale i børn med angst og autisme.  Han kunne heller ikke deltage i et cool-kids forløb, for han havde samtidig en PDA-profil og var derfor ekstremt kravafvisende. At følge et program bliver opfattet som et krav.

Han har nu gået på behandlingsskolen i 1,5 år. For et halvt år siden begyndte han at få angstdæmpende medicin. Det kan stadig svinge op og ned med hans generelle trivsel. Men at komme i det rigtige skolemiljø med specialiserede lærere har ændret vores liv. Status lige nu er: Han tager i skole hver dag uden at brokke sig, han går selv ind i klassen, han spiser noget i skoletiden, han drikker noget i skoletiden, han er begyndt at deltage i timerne lidt hver dag, han er i skole til kl. 12, han kan glæde sig til noget, han har lyst til at tage på kendte restauranter og i biografen, og for 2 uger siden begyndte han at gå i ungdomsklub to aftener om ugen.

For 1,5 år siden var alt sort. Nu er der lys i horisonten.

13 timer senere. Vores søn er på vej i seng og siger pludselig, at han ikke vil i skole næste dag. Men det er ikke til diskussion, så den får jeg lukket med det samme. Her hjælper det også, at han allerede er blevet lovet en fridag to dage senere. Derefter siger han, at han ikke vil i klub igen. Og han havde også slettet snapchat, som ellers har bippet løs de sidste 3 uger. Han begynder og græde og kan kun sige, at han har det sådan… og tager sig til brystet. Jeg roser ham for at sige fra, når han kan mærke, at noget presser ham. Og at han måske bare skal have en pause. Igen er vi forældre i vildrede. Hvorfor vil han pludselig ikke i klub? Hvorfor sletter han snapchat? Har nogen sagt noget? Der må da være sket et eller andet, ellers får man det da ikke bare sådan? Eller gør man? Er det angstens grimme ansigt? I går sagde han faktisk også, at han midt under valgfag havde fået den der ked-af-det-indeni. Og sidste uge havde været en dårlig uge i skolen. Måske var det på vej? Følelsen.

I morgen tager jeg fat i det fantastisk dygtige team på hans skole og fortæller, hvad der er sket. Det er bare med at handle, mens kartoflen stadig er varm,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *