Kan landets mest sårbare borgere undgå corona? Svesken på disken.

Så sidder jeg her på Kristoffers skole. Det lykkedes med kraftig overtalelse at få ham ud af døren. En bedrift i sig selv. Nu skal børnenes nye hverdag i gang. Det føles rart og enormt utrygt på samme tid. Rart fordi det på en måde er kendt, selvom det alligevel er så anderledes. Sprit, afstand, nye pladser og andre grupper. Utrygt, fordi det samtidig er nyt, og fordi vi ikke ved, hvad der venter os om 1 uge, 2 uger….

Vi har ikke været det mindste i tvivl om, hvorvidt Kristoffer skulle i skole i dag. Han har alligevel været i nødpasning før påske. Det var vi nødt til grundet hans mentale tilstand. Det er mere vores piger, særligt Emma, vi har været i tvivl om.

Vores børn går på hver deres specialskole. Hvilket vi er glade for, da de allerede er i små klasser med flere lærere, og derfor er det lettere at holde afstand.

Men er Emma egentlig i risikogruppen? Tja..Det spørgsmål har jeg nærmest ikke orket at få svar på. For det kræver en “konkret og individuel vurdering”, men hvem skal egentlig lave den? Jeg kender godt svaret, for den endelige beslutning vil ende hos os forældre. Så jeg kan ligeså godt spare mig den tid det vil tage først at ringe til den praktiserende læge, som så vil sende os videre til Herlev, som vil sende os tilbage til vores praktiserende læge. Vi har besluttet, at hun kommer i skole fra på mandag, men vi kører hende selv frem og tilbage. Vi kører også Sarah. Vi har ikke lyst til at sætte dem ind i en bus med andre børn, som de ikke i øvrigt skal have kontakt med. Og hvorfor har vi truffet den beslutning? Fordi vi er nået dertil, at vi ikke kan undgå smitten. Så skal vi alle 5 blive hjemme i isolation. Og det er ikke muligt for os. 

Nu er det besluttet fra øverste sted, at skoler og daginstitutioner skal være de første over startlinjen. Fordi? Børn ikke smitter så meget som voksen, siger man. Forældrene skal på arbejde, siger man. Men samtidig beder myndighederne om det nærmest umulige: At små børn helt nede i vuggestuerne skal overholde retningslinjerne – som forresten ændrer sig fra dag til dag og ikke er enslydende. Jeg har talt med en leder i en børnehave og på en skole. Og det er godt nok en svær opgave. For de får forskellige retningslinjer at vide alt efter, hvor de spørger. Som en af dem sagde “ja de har jo bare sendt aben videre”.. og ansvaret? Der er helt klart rigtig mange børn, der er lykkelige for at blive “løsladt” igen.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad dette gør ved de mindre børn. Bliver det en generation med socialangst og OCD? Hvordan vil det præge børnene at høre om sygdom hele tiden og “hold afstand”, “vask hænder”, “hold dig i gruppen”, “Har du sprittet”.

Hvad er det egentlig myndighederne og regeringen vil? Helt ærligt. Svesken på disken. Jeg mangler klar og tydelige kommunikation.

Det skrev jeg om i et indlæg i RÆSON efter anmodning fra Mr. Debatten (Clement Kjersgaard):

 https://www.raeson.dk/2020/monica-lylloff-nu-sporger-jeg-sa-hvad-nu-hvis-praemissen-om-at-passe-pa-vores-svageste-borgere-har-vaeret-falsk/

På pressemødet den 11. marts sagde statsministeren “Jeg vil igen understrege, at vi har en meget stor forpligtelse til især at hjælpe de svageste i vores samfund, de mest sårbare, mennesker med kroniske sygdomme, kræftpatienter, de ældre. Af hensyn til dem må smitten ikke sprede sig”.

På pressemødet den 30. marts sagde statsministeren “Regeringen har hele tiden haft tre mål for øje: For det første at redde menneskeliv. Hvis færre bliver smittet, vil færre dø. Vi skal passe på vores ældre og mest sårbare. Det er hidtil lykkedes at bremse væksten i smittede.”

I går holdt statsministeren så sit (noget langtrukne) 10. pressemøde, hvor hun op til flere gange følte det nødvendigt at understrege, at målet hele tiden har været at passe på landets mest sårbare borgere.

Det har fra dag 1 handlet om at passe på landets mest sårbare borgere. Det har (tilsyneladende) handlet om at undgå, at landets ældre og sårbare borgere blev smittet. Men alligevel har personale på blandt andet plejehjem og bosteder skulle råbe højt for at kunne blive testet. Handicaphjælpere er ikke blevet testet.

Kæden hoppede af, da det i forbindelse med genåbningen blev meldt ud, at børn gerne måtte komme i skole, selvom der var smitte i hjemmet. Efter nærmest oprørslignende stemning på de sociale medier og fra flere partier, blev det ændret i 11. time. Hvordan kunne den anbefaling nogensinde harmonere med målet om at undgå at smitte landets mest sårbare borgere? Det gør det heller ikke. Der mangler stadig fuldstændig afklaring, når det gælder ansatte. Jeg kan ikke lade være med at tænke på udtalelsen fra den forrige direktør i Sundhedsstyrelsen om, at der er for få smittet. Det er et problem.

Jeg er stor tilhænger af at få gang i samfundet igen. Konsekvenserne af at lade være vil være dybt alvorlige på alle planer. Men intet er sort eller hvidt i denne situation. For så længe smitten drøner rundt i samfundet, lige så længe må de sårbare leve isoleret. Og det er en dræber i sig selv.

Hvor vil jeg egentlig hen med mit skriv? Jeg er træt af, at der ikke tales rent ud af posen. Er det realistisk, at landets mest sårbare kan undgå at blive smittet? Måske. Men så skulle Danmark være lukket endnu mere ned og i længere tid og have testet endnu mere. Uden garanti for, at det ville gøre en forskel. Ingen ved reelt noget. Mange prøver sig frem. 

Allerede nu ændrer folk adfærd. Statsministeren har jo sagt, det går den rigtige vej. Vi sender vores børn i skole, som kan blive smittet og tage den med hjem i tasken. Ergo – vi bliver smittet alligevel, så hvorfor passe på? Jeg tror ikke på, at smittespredningen kan holdes i snor meget længere.

Og tilbage sidder nu landets ældre og mest sårbare borgere og pårørende med håbet om, at smitten går forbi deres dør, som de nu er nødt til at holde lukket indtil……

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *